Fremtidssikring nu

Storm, stormflod, skybrudsvarsel, skybrud, oversvømmelse…. Det er nye begreber, som vi har vænnet os til, men som bliver alt hyppigere – og voldsommere. De relativt små skybrud, vi oplever nu, erstattes med lange, vedvarende kaskader af vand.

Og dog vil vi i Danmark endnu ikke italesætte det, der burde være mest logisk, og som derfor ligger lige for.

Vi er et land, som har dets højeste punkt 170 meter over havoverfladen, og som vel gennemsnitligt ligger ca. 10 meter over havoverfladen. Vi er alle i tæt kontakt med havet, fysisk og mentalt. Intet sted i Danmark ligger mere end 50 km fra havet, og Danmark består af mere end 7.000 km kystlinje.

At kældre i tilfælde af skybrud bliver oversvømmet af en ucharmerende cocktail af regnvand og kloakvand er én ting, men selve det at verdenshavene stiger – lige så langsomt, som sikkert – det lader os indtil videre uberørte.

Og det på trods af, at vi vel er at af de lande i verden, som burde bekymre sig allermest om verdenshavene kontinuerlige stigning.

Dansk Folkeparti benægter som det eneste parti stadig menneskets påvirkning af CO2-indholdet i atmosfæren. Selv Venstre (i det mindste nogle venstrefolk) er blevet overbevist om, at mennesker påvirker miljøet langt mere end godt er.

Men at netop Dansk Folkeparti benægter det, som er allerfarligst for Danmark, og som selve landets eksistens hviler på, det er det, som man kalder et paradoks.

Vi er vel i en situation, hvor vi må spørge os selv: Findes Danmark om 100 eller 200 år?

De nære, umiddelbare konsekvenser af det voksende CO2-niveau i atmosfæren viser sig allerede tydeligt.

Med jævne og langt hyppigere mellemrum end tidligere slås danskere med oversvømmende kældre, trafikale problemer, med forsikringsproblematikker i tilknytning til vandskader af enhver type. Allerede nu er der vel boliger, som i praksis ikke kan forsikres.

Vi bliver som samfund nødt til at forholde os til de spørgsmål. Klimaforandringerne er i gang!

Boligmarkedet står overfor en regulær tikkende bombe. Hvor mange huse vil i realiteten være usælgelige om fem, ti eller femten år? Og for nogles vedkommende allerede i dag.

Hvis alle huse i en afstand af 100 – 200 meter fra havet og beliggende 2 – 3 meter over havniveau bliver usælgelige, så vil det være en privatøkonomisk katastrofe for titusinder af mennesker. Hertil kommer industri, lagerbygninger, havneanlæg osv.

Det vil ryste samfundet i dets grundvold.

Vi bør derfor øjeblikkelig gå i gang med at sikre Danmark i form af digebyggerier i stil med Hollands. Det får stort set alle andre entreprenøropgaver i Danmark til dato til at ligne det rene ingenting, Storbælts-, Øresunds- og Femernforbindelsen undtaget.

At være politiker er også at være visionær, at kunne forudsige, hvad som kommer og handle derefter. Og ikke mindst, at turde sige det til befolkningen.

Men man får ikke en eneste politiker til at italesætte den, ikke alene potentielle, men yderst reelle trussel, der venter lige om hjørnet.

Vi kan ikke vente med at gå i gang til om 10 eller 20 år. For det vil komme – vandet, langt hurtigere og voldsommere end vi aner.

At verdenshavene stiger er veldokumenteret, mest autoritativt i FN’s klimapanels 5. hovedrapport fra 2013/14.

De sidste mange år er CO2 indholdet i atmosfæren fortsat med at stige, og i år, 2014, har der globalt set været den kraftigste udledning nogensinde.

Der er initiativer i gang, som – på sigt – vil reducere CO2 indholdet, men det er kun i meget få dele af verden, at der sker noget seriøst på miljøområdet.

Det faldt, ligesom Lars Løkke, i søvn på klimatopmødet COP15 i København 2009 og er ikke vågnet siden.

Det er meget svært at glæde sig over en varm sommer, som den mange mennesker i Danmark har nydt i år. Det er som at glæde sig over den varme, en lavastrøm stråler ud, mens den kommer tættere og tættere på.

Vi bliver nødt til at investere meget mere i energirigtige løsninger. Vedvarende energi, mindre transport generelt, især færre flyrejser. Kulfyrede kraft/varmeværker skal udfases. I mindre målestok skal håndværkerfradraget fortsættes, men kun bruges til energiforbedringer, som det oprindelig var tiltænkt.

Der bør indføres afgifter på fødevarer, der transporteres over lange afstande. Det giver ikke mening, som Superbrugsen fx gør, at sælge økologiske æbler …. fra Argentina!

Des længere transport, des højere beskatning udregnet i forhold til vægt, masse, transportform o.lign.

Staten kan umuligt dække de skader, der kommer. Ligeså lidt som forsikringsselskaberne kan og vil.

At klima- og fremtidssikre landet kan kun være et samspil mellem borgere og staten.

Der skal laves en national plan som rækker 50 – 100 år frem ud fra reelle miljøkonsekvenser.

Bjørn Lomborg kan ikke stilles for en international eller national miljødomstol, ligeså lidt som Anders Fogh Rasmussen eller Lars Løkke Rasmussen. De ti spildte år må vi hælde ud i kloakken sammen med regnvand og colibakterier.

Vi er i Danmark i stand til at bygge os til sikring – måske? Det er de mange, mange samfund ikke, som befinder sig andre steder på kloden, og som i løbet af få år vil deres (især ø-) samfund oversvømmet for tid og evighed. Det er ligeså tragisk, som uundgåeligt.

Jeg er ikke specielt pessimistisk. Det er efter min bedste overbevisning håndfaste realiteter i løbet af få årtier. Vi kan ikke bare vente på vand og politikere, som ikke ser længere frem end næste budgetår og/eller valg.

Jens Otto Krag skrev i 1945 den geniale plan/idé, »Fremtidens Danmark«, som formede det velfærdsamfund, som rullede sig ud fra 1957 og frem.

Vi savner i dén grad en ny udgave, som kunne have titlen: »Har Danmark en fremtid?« eller mere optimistisk: »Dérfor har Danmark en fremtid.«

Dedikér den til Svend Auken, Danmarks mest visionære og fremsynede politiker, som nød enestående respekt i verden for sin indsats i kampen mod global opvarmning. 

Kaare Winkel Pedersen er gymnasielærer