Fair handel

Handel kan være godt for udvikling i fattige lande. Fair handel kan være endnu bedre. Fairtrade-mærket er blevet udvandet, men den private organisation bagved mærket har næppe kunnet gøre meget andet. Mærker forvaltes bedst af staten. Ligesom Ø-mærket.

Det var de alternative handelsorganisationer - med medlemsdemokrati og varme kontakter mellem aktivister og producentgrupper i u-landene - som sammen med NGO’erne etablerede Fairtrade-mærket i Danmark og andre europæiske lande. U-landsimporten (Danmark), Gepa (Tyskland), Cafe Direct (England), osv. solgte kaffe til fagforeninger, kirker, NGO’er og via postordre, men de konkluderede omkring 1990, at hvis det skulle gavne flere fattige bønder, var det nødvendigt at få varerne ind i supermarkederne. Derfor lavede de Fairtrade-mærket og det er blevet en succes – i hvert fald målt på antallet af godkendte varer og omsætningen af fairtrade-mærkede varer. Men det har haft sin pris: organisationen er blevet lige så lukket som et privat firma, der bydes ikke op til diskussion, aktivisterne og de frivillige er skredet og mærket er blevet udvandet og miskrediteret i medierne.

Udvanding af Fairtrade-mærket 

Journalister og forskere har flere gange afsløret lige-så-elendige-forhold-som-andre-steder, senest i Information. Derfor har Fairtrade-mærket afløst garantien for ”bedre priser og arbejdsforhold” med ”Når du køber produkter med Fairtrade-mærket, er du med til at skabe en bedre fremtid for både småbønder og plantagearbejdere - skridt for skridt”. Ifølge en undersøgelse foretaget af Landbrug og Fødevarer, er Fairtrade-mærket mindre troværdigt end både Ø-mærket og det nordiske miljømærke. Forbrugerne efterlyser lavere priser på Fairtrade-varer og bedre dokumentation for bøndernes vilkår.

Den største fejl var nok at Fairtrade-mærket tillod plantagedrift; Mens kaffe kan dyrkes af småbønder ved siden af fødevarer til familien og kaffebønnerne kan tørre ude foran huset i flere dage, så kræver forarbejdning af te, kakao og sukker at det går hurtigt fra høst til forarbejdning og et maskineri, som en gruppe bønder har svært ved at finansiere selv. Derfor dyrkes disse produkter i privat-ejet plantagedrift med store maskiner og avanceret logistik. Ved at lade plantageejere få fairtrade-mærket, blev lønarbejdet for alvor introduceret i Fairtrade. Og som vi ved fra det velorganiserede arbejdsmarked i Danmark, er løn- og arbejdsforhold svære at beskytte når der er rigelig ledig arbejdskraft i nærheden. De skandalesager, der er nået frem til pressen, er foregået i plantager, hvor Fairtrade-mærkets-ansattes kontrol ikke foregår uanmeldt. 

Yderlig udvanding af mærket skete da mærket kom på blandingsprodukter; Når de ingredienser, som der findes kriterier for, er mærket, må blandingen bære fairtrade-mærket. Altså hvis der er fairtrade-mærket papaya i müslien, kan mærket komme på müslipakken, selvom hovedingrediensen er danske havregryn. Den seneste udvanding af mærket er sket med muligheden for at kun en del af sukkeret, kakaoen eller bomulden i produktet er fairtrade-mærket; mærket ser dog lidt anderledes ud, hvis man har øje for detaljen.

Udvandingen er helt modsat den opstramning, som Forbrugerombudsmanden har lavet på markedsføring af økologi; For at virksomhederne må markedsføre et produkt som økologisk, skal mindst 95 % skal være økologisk dyrket.

Konstruktionsfejl ?

Fairtrade-mærket er ikke nødvendigvis en forbedring for alle fattige bønder. Det skyldes konstruktionen med udgangspunkt i verdensmarkedsprisen: Formålet med fairtrade-prisen er, at den skal dække en kaffebondes leveomkostninger og lidt mere til børnenes skole, sundhedsklinik, osv. Men verdensmarkedsprisen er alt for generel en målestok for leveomkostningerne. Derfor opererer et andet system, Living Wage i tekstilindustrien, med en minimumsløn, som reguleres for hvert land med købekraften.

Fairtrade-mærket som sminke

Fairtrade-mærket godkender det enkelte produkt, mens det andet store fair trade system, World Fair Trade Organisation, WFTO, godkender hele importørvirksomheden og producentgruppen. Det betyder, at f.eks. Nestlé, som er et af de fire største multinationale fødevareselskaber i verden og som scorer store profitter på at underbetale bønder og arbejdere i den fattige verden, kan få Fairtrade-mærket på enkelte af sine mange produkter og dermed forbedre sit image. 

Brandingens pris

Fordelen ved et mærket produkt for de store virksomheder er også, at de kan differentiere deres produkter til forskellige forbrugersegmenter. De politisk korrekte forbrugere køber gerne et relativt dyrt Fairtrade-mærket produkt, netop fordi de forventer at de fattige producenter får en ordentlig betaling. Discount-segmentet derimod går efter de billigste varer og her drejer det sig om at sætte prisen så lavt som muligt. I virkeligheden er fairtrade-merprisen til bønderne så lille, at den ikke berettiger til den store prisforskel i butikken. Og når prisen sættes højt på fairtrade-mærkede varer, reduceres omsætningen kunstigt til skade for de fattige bønder.  

Sådan er teorien for diskriminerende prissætning indenfor monopolitisk konkurrence, som er den markedsform der pt. dominerer fødevaremarkedet. Men jeg kan ikke bevise, at det konkret sker for fairtrade-mærkede varer og Fairtrade-mærket vil ikke mistænkeliggøre detailhandlen som damage-control-strategi; De kæmper blot defensivt mod pressens dårlige historier.

I et langt og grundigt forarbejde forud for etablering af den danske afdeling af Fairtrade-mærket (”Bæredygtigt handlet kaffe – en mærkesag”, 1993) stod: ”Forbrugerne skal sikres, at merprisen går direkte til producenternes i Den 3. Verden” og ”der skal holdes kontrol med licenstagerne for at beskytte både forbrugernes og producenternes interesser”. Den kritiske tilgang har Fairtrade-mærket helt droppet og vi kan nu kun håbe på at økonomistuderende og forbrugerjournalister vil lave undersøgelser af blandt andet licenstagernes prispolitik. Desværre kan der ikke laves love mod prisdiskrimination i de kapitalistiske supermarkeder, men en afslørende analyse vil måske have sin virkning på prissætningen og derefter øge omsætningen.

I hvert fald, synes jeg, det er ærgerligt så meget Fairtrade-mærket skal hænges ud i medierne og at så mange forbrugere undslår sig et politisk korrekt forbrug med henvisning til Fairtrade-mærkets skrøbelige troværdighed og høje priser. Det er immervæk de store multinationale selskaber, som underbetaler fattige bønder og arbejdere i Syd, og profiterer på velmenende forbrugere i Nord, der er de værste skurke.

Armslængde-princippet

At Fairtrade-mærket har udvandet kriterierne for mærket og garantierne til forbrugerne samt undladt at kritisere importørerne de senere år, skyldes givetvis at Fairtrade-mærket er direkte afhængig af producenternes gebyrer og importørernes licensafgifter; Hvis producenter dømmes ude, når de ikke overholder regler om ordentlig løn- og arbejdsforhold samt demokratiske beslutninger og hvis importører fravælger licens til at sælge fairtrade-mærkede varer, kommer Fairtrade-mærket til at mangle indtægter til løn, m.m.. Men det har Enhedslisten en løsning på: Staten skal lave et etisk mærke. I praksis nok overtage Fairtrade-mærkets opgaver og udvide kriterierne til også at omfatte flere forarbejdede varer, især trænger tøjet til et mærke.  Efter staten overtog Ø-mærket fra Økologisk Landsforening for over 20 år siden er der kommet mere effektiv kontrol og salget af økologiske varer er eksploderet på bekostning af de kunstgødede og sprøjtede varer og foderstoffer. 

Protektionisme

Fairtrade-mærket har desværre droppet den anden vinkel på handel, som de alternative handelsorganisationer var optaget af for 15-30 år siden, nemlig om told, kvoter og tekniske handelshindringer for handlen med u-landenes varer. Det var ellers det, der startede hele handelsstrategien for udvikling, at nogle fattige mellemamerikanske kaffebønder sagde ”Trade-not-aid”. Og stadigvæk lægger EU told på mange importvarer, især på de forarbejdede varer - nøjagtig ligesom i kolonitiden. Der gælder mange forskellige regler i EU, jeg bruger gerne eksemplet fra Indien, hvor koloni-magten England forbød forarbejdning af bomulden i Indien, for at beskytte sin egen tekstilindustri. Efter Indien blev selvstændig, er udbytningen fortsat i form af toldsatser. Råbomulden fra Indien lader EU passere toldfrit ind i EU, men når det gælder bomuld forarbejdet til tøj, lægges der 12 % told på - nu af hensyn til tekstilindustrien i Sydeuropa. Og der lød et ramaskrig fra den europæiske tekstilbranche da Indien for et par år siden overvejede at lægge eksporttold på deres bomuld, så det opgav de.   

Bæredygtig handel - fair handel