Undtagelsestilstand i Iran

Årsdagen for studenteroprøret i Iran i 1999 blev en styrkeprøve. Både for det repressive regime, men også for styrken i den bevægelse, der har benyttet regimets privatiseringsplaner til en mere generel modstand mod præste-diktaturet.

Oprøret – dengang og nu

9. juli 1999 :Politiet stormer et kollegium i Teheran. Det udløser en større, landsdækkende revolte mod regimet. Oprøret raser i Iran i seks dage, før det lykkes regimet at slå det ned. Det reaktionære

islamistiske regime har hersket i Iran siden 1979. Alle sociale og politisk progressive bevægelser i landet blev likvideret i starten af 80erne, titusinder blev dræbt og endnu flere flygtede fra landet.

9. juli 2003: Den nye protestbevægelse tog form i begyndelsen af juni 2003, som reaktion på en lov, der privatiserer dele af universitetet og bl.a betyder indførelse af studiegebyrer. Siden da har der været daglige demonstrationer i landet. Netop privatiseringsaspektet danner bro til den globale, anti-neoliberalistiske protestbevægelse fra neden. Et fænomen, som indtil idag ikke har været særlig kendt i Iran.

Fem dræbt og mange sårede

På 4-årsdagen for den store revolte i 1999 var der planlagt masseprotester i hele landet. Regeringen forsøgte at skræmme folk fra at deltage og alle arrangementer blev forbudt. Mange byer var i undtagelsestilstand. Militær, politi og fanatiske regime-tilhængere angreb protestforsamlinger, blokerede gaderne og lukkede universitetet i Teheran. Massevis af aktivister blev anholdt.

Om aftenen den 9. juli aflyste en studenterorganisation den demonstration, de havde planlagt samme aften. Alligevel gik titusinder på gaden og risikerede dermed deres liv. Under nattens voldsomme konfrontationer blev fem mennesker dræbt og mange blev såret.

I hele verden var der demonstrationer i solidartet med regimemodstanderne. Alene i Rom demonstrerede mere end 10.000.

Øjenvidneberetninger fra demonstrationerne

Den 9. juli 2003 :

»Det var en meget anspændt situation op til den 9. juli.

4-årsdagen for studenterrevolten skulle markeres med omfattende manifestationer imod den islamiske republik. Magthaverne var selvfølgelig i højeste alarmberedskab efter de store, landsdækkende demonstrationer i slutningen af juni. Man forsøgte alt for at komme større protestmanifestationer i forkøbet. Alene i Teheran blev 4-5.000 studenter anholdt. Alle arrangementer indenfor og udenfor universitetet blev forbudt og studenterkollegier blev lukket.

Den 9. juli blev det centrale universitetsområde i Teheran besat af militær. Alle større byer var sat i undtagelsestilstand, og der var overalt et massivt opbud af politi, militær samt civilklædte, paramilitære bander af reaktionære islamister.

På trods heraf var der protestmanifestationer i Teheran, og andre byer. På revolutionspladsen i Teheran forsamledes 20-30.000 mennesker, som råbte paroler mod regimet. I byen Maschhad samledes en demonstration med tusindvis af deltagere i protest mod regeringen.

Sikkerhedskræfterne udviste den sædvanlige brutalitet. I Teheran blev demonstranterne angrebet med tåregas og vandkanoner. Demonstranter blev slået sønder og sammen og utallige anholdt. I Maschhad blev demonstrationen angrebet med håndgranater! At så mange mennesker demonstrerer på trods af den militære undtagelsestilstand, viser hvor ustabilt regimet er og hvor stærk protestbevægelsen er blevet.«

Den 10. juli 2003 :

»De vigtigste iranske byer blev rystet af sporadiske konfrontationer, da mindre grupper af protesterende benyttede nattens mørke til at begive sig ud på gader og pladser for at manifestere deres modstand mod det islamiske regime.

Øst- og Sydteheran, Isfahan, Shiras, Kermanshah og Ahwaz blev skueplads for nye voldsorgier, da politiets specialtropper og mænd i civil på motorscooters angreb demonstranterne.

Det kom til sporadiske men heftige sammenstød, da grupper af maskerede demonstranter gik til modangreb overfor regimets sikkerhedskræfter, der bruger plastikkugler, knive og kæder mod de protesterende.

Der blev kastet molotow-cocktails og andre brandsatser mod regimets sikkerhedskræfter, der til tider gik i de fælder, modstandsgrupperne havde planlagt. Oppe fra hustagene angreb grupper af unge de militser, der jagtede demonstanter i de mørke gader.

De heftigste sammenstød fandt sted i Teheran, Isfahan og Ahwaz, hvor mange demonstranter og nogle af regimets tilhængere blev alvorligt såret.«

– oversat og redigeret af folk fra autonomi-kollektivets info-service

Teksterne er fra:

IIndymedia i Tyskland

Student Movement Coordination Committee for Democracy in Iran - SMCCDI (Information Service)