Enhedslisten og venstrefløjens 'nødvendige' politik

Støvet har lagt sig siden Enhedslistens årsmøde 2014, der forløb uden de store dramaer, men betegner endnu et skridt i retning af, at partiet forsøger at blive det eneste alternativ til socialdemokratiet i det politiske tomrum dette parti har efterladt sig på grund af sin bekendelse til den ’nødvendige’ økonomiske politik.

ELs udvikling ligger på linje med hvad man kan iagttage i andre af de større, europæiske venstrefløjspartier – noget der ligner en ’nødvendig’ politik for venstrefløjen, hvor de eksisterende økonomiske og politiske strukturer sætter rammerne.

Et årsmøde uden drama

Enhedslistens årsmøde 2014 konsoliderede den bevægelse ind imod den politiske midte, som i flere år har stået på i partiet.

Hovedbestyrelsens programforslag blev vedtaget med stort flertal, men ikke uden ændringer, der forsøgte at rette op på nogle af programmets mangler og uklarheder. Især programmets statsopfattelse, opfattelsen af, at den offentlige sektor er en demokratisk sektor, der i glimt (eller kim) viser socialismen som mulighed og romantiseringen af velfærdsstaten, vakte modstand.

Opfattelsen frembragte et humoristisk forslag om at prøve at rendyrke denne kimform i et biologisk laboratorium, mens andre fra salen forslog, at man, hvis man fastholdt opfattelsen af den offentlige sektor som den demokratiske sektor, måske kunne erstatte principprogrammet med DSBs køreplan – en slags ”jernbanesocialisme”.

Også principprogrammets fremstilling af socialismen som en bedre udgave af det socialdemokratiske velfærdssamfund årgang 1970 med store islæt af statskapitalisme blev udsat for kritik.

Oppositionen i partiet var delt omkring programafstemningen i det nogen ved den endelige afstemning stemte for, mens andre undlod og nogle få stemte imod. Så selvom der ingen tvivl er om afstemningsresultatet for programafstemningen, er der altså et væsentligt mindretal i partiet, der ikke er enig med hovedbestyrelsens flertal og folketingsgruppen.

Man kan derfor ikke tale om et enigt parti.

Modsætningerne i partiet viste sig måske kraftigst under debatten og afstemningen om kandidatlisten til folketingsvalg. Enhedslistens vedtægter bestemmer, at kandidaterne opstilles efter en vejledende urafstemning, mens årsmødet sammenstiller den endelige liste.

Nørrebroafdelingernes militans omkring flertalslinjen fandt her et skarpt udtryk, da man opstillede en alternativ liste, der i modsætning til det forsøg på kompromis, som kandidatudvalget ved Per Clausen fremlagde og som i det store og hele fulgte urafstemningen, havde fjernet to oppositionelle kandidater på trods af, at deres urafstemningsstemmetal lå indenfor de 20 mandater, man opererede indenfor.

Denne alternative liste opnåede imidlertid ikke det fornødne antal stemmer og blev derfor sammen med kandidatudvalgets liste sendt til urafstemning blandt medlemmerne. At stemmetallene på årsmødet lå så tæt, tyder på, at en væsentlig del af partiets aktive medlemmer ikke er interesseret i majorisering af et stort mindretal og at HB-flertallet i sin iver efter at udluge oppositionens kandidater opnåede det stik modsatte. Den samme udlugning fandt sted ved årsmødet 2013 og vakte stor misnøje.

Opstillingen af den alternative kandidatliste blev fulgt op af flere skarpe angreb på de kandidater, man fra HBs flertal var utilfredse med – angreb, der senere blev fulgt op i pressen.

Ved den nylige afstemning om listerne opnåede den alternative liste 60% af stemmerne – stemmeprocenten var 38 – og den oprindelige liste 30%. Så selvom den alternative liste fik en solid sejr, var der igen en tredjedel, der ikke var af samme opfattelse som flertalslinjen.

Læs »Enhedslistens Principprogram« hos Modkraft.

Læs artiklen »Enhedslistens nye principprogram: Velfærd skal frakobles binding til kapitalistiske rammer« hos Modkraft.

Oppositionen i Enhedslisten

Det er uden tvivl vigtigt for partiets ledelse, at EL de facto fremstår som et enigt parti. Formentligt fordi det menes at skabe bedre parlamentariske manøvremuligheder og bedre medieimage. Dertil kommer, at kravet om enhed og enighed, har lang tradition i både arbejderbevægelsen og de socialistiske partier.

De kritiske røster i EL udgør ikke en samlet fløj og har ikke et fælles projekt, selvom der har været tilløb som f.eks. mødet om ELs fremtid i september sidste år, der samlede ca. 200 deltagere og som seneste skud på stammen, Forum for Socialistisk Demokrati. Der arbejdes nu for i efteråret at stable et lignende møde som septembermødet 2013 på benene.

Det er klart at oppositionen teoretisk set ville have været stærkere, hvis man havde kunnet samles om et alternativ til hovedbestyrelsens programforslag, men det ville som sagt have forudsat et fælles projekt og det har der ikke været kræfter til eller interesse for.

Grundlæggende må oppositionen i EL arbejde ud fra den forudsætning, at både flertal og mindretal skal være sammen i samme parti.  Det kræver en gensidig respekt, men samtidig en åbenhjertighed om, hvor hver især vil hen.

Oppositionen bliver først interessant og en drivende kraft i partiet, hvis den påtager sig gennem ihærdigt arbejde at påpege svaghederne i HB-flertalslinjen og ved at agere fremadrettet og konstruktivt i stedet for surt og reaktivt. Først da bliver den sværere at komme udenom.

Hertil hører at udarbejde alternativer til HB-flertalslinjens politik og udbrede dem i partiet. I modsat fald vil opposition forstene til en slags officiel opposition, der blot tjener til at legitimere ELs image som et bredfavnende parti, men være uden betydning.

Enhedslistens politiske centrum

Partiets folketingsgruppe udgør sammen med og i overensstemmelse med flertallet i hovedbestyrelsen de facto partiets politiske ledelse, selvom det i partiets folklore stadigvæk fremstår som om, det er hovedbestyrelsen, der er det centrale og politikudviklende organ.

I denne kerne – hvortil også hører det centrale apparats rådgivere og eksperter - udvikles partiets politik og de kursskift, der har præget partiet, uden nævneværdig påvirkning fra partiets basis, noget der faktisk også blev taget op adskillige gange fra årsmødets talerstol og ikke blot fra oppositionen.

Det er derfor også forventeligt, at det nye principprogram ikke får nogen større indflydelse på partiets parlamentariske linje eller på partiets udvikling, med mindre partiets ledelse finder det formålstjenligt. Partiets folketingsgruppe og daglige ledelse er så fokuseret på den parlamentariske dagsorden, at det er den, der styrer partiets politik og ikke de lange linjer.

Oppositionen behøver derfor ikke hidse sig voldsomt op over det nye program, der ikke vil rykke på den politiske praksis, der efterhånden har udviklet sig.

Den parlamentariske strategi i ruiner

Det er en kendsgerning, at partiets parlamentariske strategi med at trække regeringen til venstre ligger i ruiner og at der faktisk ingen strategi er for tiden op til og efter et valg. Fortsat møder man en slags konen-med-æggene-opfattelse, der undlader at forholde sig til den simple historiske kendsgerning, at et socialdemokrati i opposition altid vil skrue op for venstreretorikken og dermed trække de sure socialdemokrater, der har stemt EL, tilbage i folden.

Og ideen med at skabe en parlamentarisk front med SF er effektivt slået til jorden af Pia Olsens Dyhrs bejlen til DF og kontante afvisning af EL.

Forvirringen i ELs strategi kom åbenlyst til udtryk i de appeller til regeringen som Johanne Smidt-Nielsens tale til årsmødet på folketingsgruppens vegne indeholdt samtidigt med, at hovedbestyrelsens beretning forsigtigt konstaterer ”…at det er blevet stadig sværere at fastholde ideen om at trække regeringen til venstre som vores hovedperspektiv. Derfor har vi i stigende grad været nødt til at understrege, at EL ikke er støtteparti, men oppositionsparti.”

Hovedbestyrelsen konkluderer, at man er nødt til at åbne diskussionen om hvilket hovedperspektiv, man så skal have.

Det er overraskende, at partiets ledelse først nu vil tage en diskussion op af en ny strategi efter, at socialdemokratiet så mange gange har afvist EL og efter, at man helt forudsigeligt er tvunget ud i oppositionsrollen. Beretningen berører ikke, i hvilket omfang man i spørgsmålet om en sådan strategisk diskussion har planer om at inddrage ELs basis eller om den forestående diskussion først tages i de centrale organer og derefter transmitteres ned i partiet til efterretning.

Den sidste metode, som er typisk for topstyrede vælgerforeningspartier, vil være stærkt kritisabel i en EL-sammenhæng, fordi den er yderligere vil underminere ELs demokratiske kultur.

Det er svært at undgå den tanke, at havde partiets ledelse lagt en mere kølig distance til regeringen ved dennes dannelse og slået fast, at ELs støtte kun strakte sig til områder, man kunne blive enige om, havde man formentligt kunne spare sig selv for mange skuffelser.

Problemet ligger måske i, at venstrefløjen har så svært ved at frigøre sig fra moderpartiet, socialdemokratiet og derfor nærer illusioner om partiet.

Det uafklarede ligger også i sprogbrugen om at være ’tvunget’ i opposition. Ved skatteforliset forrige år proklamerede Johanne Schmidt-Nielsen også, at fra nu af var EL et oppositionsparti, men da det kom til stykket, ændredes der intet i partiets politik overfor regeringen, der efterhånden var klar over, at godt nok sagde EL i mange tilfælde ’nej, nej, nej’, for til sidst alligevel at sige ’ja’.

EL er også nødt til at gøre sig overvejelser om et SF, der tilsyneladende stille og langsomt er på vej til i det mindste delvis at genvinde noget af fordums parlamentariske styrke, noget der viser sig i SFs fremgang i meningsmålingerne og ved det nylige valg til Europa-parlamentet. 

Enhedslisten og EU

Den diskussion, der udspandt sig efter EP-valget, er måske endnu et udtryk for, at en ændring er på vej. Flertallet herunder Pelle Dragsted talte allerede på forrige årsmøde for selvstændig opstilling, men forslaget faldt.

Nu mener mange på denne fløj, at EL ved en selvstændig opstilling kunne have vundet det mandat, som tilfaldt SF.

Pelle Dragsted undgår imidlertid omhyggeligt at berøre det centrale spørgsmål, nemlig den opfattelse, som EL deler med Folkebevægelsen mod EU: At Danmark skal ud af EU. Denne holdning begrænser ELs politik til at ligge på det nationale felt, noget der voldte problemer under forårets diskussion om EU-borgeres adgang til danske, sociale ydelser. 

Anders Lundkvist, der er hovedarkitekten bag flertalslinjens diktum, om at den offentlige sektor er den demokratiske sektor, går lidt videre end Pelle og mener, at det er på tide, at EL tager sin holdning til EU op til revision og indser, at man er nødt til at arbejde aktivt indenfor unionen. Hvorvidt Anders Lundkvists holdning i virkeligheden deles af Pelle Dragsted, men at han ikke finder det klogt at fremsætte den lige nu, ved man naturligvis ikke.

Det må hilses velkommen, hvis man er parat til at tage diskussionen op om den hidtidige EU-strategi, også selvom en sådan diskussion vil skabe voldsomme skvulp i EL, ikke mindst fordi der er en stærk fløj i partiet, der står fast på at støtte Folkebevægelsens linje.

Men igen: Diskussionen må hente sin næring ved at tage udgangspunkt i en inddragelse af hele partiet fra diskussionens start.

Det politiske rum

ELs flertal opererer med en strategisk hovedlinje, der går ud på at gøre sig til det alternativ til socialdemokratiet, der kan udnytte det politiske rum til venstre for dette parti.

På sin vis eksisterer dette rum i den forstand, at det klassiske socialdemokrati næppe kan siges at eksistere mere. Men efterlader det afgørende skift mod højre, de europæiske socialdemokratier har foretaget, et politisk rum der kan udfyldes af venstrefløjen? Eller er det sådan, at de socialdemokratiske vælgere og partimedlemmer i overvejende grad stadigvæk, selvom de er utilfredse, ikke opfatter venstrefløjspartierne som egentlige alternativer, når det kommer til stykket?

Politisk rum sikres kun gennem en forankring i arbejderklassen og dens organisationer og uden denne forankring er det vanskeligt at forestille sig, at selv en nok så rigtig politik kan få tilstrækkelig gennemslagskraft til at udgøre en fare for de herskende klasser.

Og her står EL meget svagt. Gennemslagskraften i fagbevægelsen er forbavsende ringe på trods af, at mange aktive fagforeningsfolk enten er partimedlemmer eller sympatiserer med EL.

Partiets centrale organer har ikke formået at opstille en strategi for arbejdet i fagforeningerne. På trods af partiets græsrodsopfattelse af sig selv, arbejder de centrale organer mest med fagforeningernes top, noget der gav bagslag ved sidste finanslovsforhandlinger, hvor de store forbunds socialdemokratiske ledelser afviste at tage dagpengespørgsmålet op, fordi man afventede regeringens Carsten Koch-udvalgs rapport. EL forhandlede i seks uger uden at konsultere partiets faglige aktivister, som man ellers kunne have inddraget i forhandlingsgrundlaget.

Uden et aktivt opgør med forbundenes socialdemokratiske top og en vilje til at komme med radikale bud på en genopbygning af fagbevægelsen fra neden af, kommer man til at kort.

Et politisk rum hviler på noget andet end de subjektive ønsker hos rummets beboere – det hviler på dynamikken hos samfundsklasser og andre samfundsmæssige formationer og på skelsættende, men uforudsigelige begivenheder, som krige, skandaler, økologiske katastrofer.

Når man betragter det politiske rum, EL har kastet sine øjne på, kunne man få den tanke, at selvom det tilsyneladende er tomt, kunne et fornyet og mere ’socialdemokratisk’ socialdemokrati med nye, ukompromitterede ledere tillade utilfredse og måske mere venstreorienterede socialdemokrater at søge tilbage til socialdemokratiet. Og så er det rum ikke længere tomt. Et sådant genopfundet socialdemokratis politik kunne meget vel tænkes som omdrejningspunkt at have kampen mod uligheden, fordi en sådan politik ville være i stand til at forene brede vælgermasser og fagforeningerne.

Og jo nærmere valget kommer, jo mere vil EL komme i klemme, hvis partiet ikke formår at fremlægge en selvstændig politik, der rækker udover parlamentet.

Den europæiske venstrefamilie

De partier, som EL føler sig beslægtet med i Europa og som ELs ledelse søger at tilnærme sig politisk, ligger til venstre for socialdemokratierne med en politik, der søger at bøde på de nedskæringer, der rammer velfærdssystemerne og dermed arbejderklassen.

De er vælgerpartier på forfatningernes grundlag og måler deres succes i forhold til det antal vælgere, de formår at tiltrække. Disse partier arbejder for socialisme om end ikke altid eksplicit, men med parlamentariske midler indenfor EUs rammer og er erklæret reformistiske.

Disse partiers ambition er, at opnå tilstrækkelig parlamentarisk styrke til, at de kan indgå som partnere i koalitionsregeringer under ledelse af de gamle socialdemokratier. De begræder socialdemokratiernes kapitulation til neoliberalismen og logisk set ønsker de at gøre socialdemokratierne socialdemokratiske, deraf ELs mange og vedvarende appeller til socialdemokratiets røde hjerte.

De venstrefløjspartier, der har vælgermæssig opbakning i Europa som f.eks. Front Gauche i Frankrig og Die Linke i Tyskland, hviler på en af tre forudsætninger eller en kombination deraf:

Et tidligere, kommunistisk massepartis indflydelse

En alvorlig splittelse i et socialdemokrati

En sammenslutning af forskellige organisationer på det yderste venstre

Undtagelsen er det græske Syriza, der, selvom det også, under indtryk af de særlige græske forhold og ikke mindst det voldsomme angreb kapitalen har foretaget på landet, har formået at gøre voldsomme indhug i det græske socialdemokrati, PASOK.

Problemet er, at hvis Syriza vandt et valg, ville modsætningerne i partiets politik hurtigt vise sig: På en gang modstand mod nedskæringspolitikken og samtidig et ønske om at forblive i EU og beholde euroen som møntfod – holdninger, der meget vel kan betyde, at en Syriza-regering vil holde sig indenfor en socialdemokratisk ramme og så at sige falde til patten.

Det politiske udfald af krisen, som det manifesterede sig ved det nylige EP-valg, hvor de højrepopulistiske partier fik langt bedre repræsentation i Europa-parlamentet, illustrerer, at kriser ikke naturnødvendigt falder ud til venstrefløjens fordel. Den politiske profit høstes her af højrefløjen eller af anti-politikerbevægelser som Grillos Movimento 5 Stelle i Italien.

Det er arbejderbevægelsens svækkelse på alle fronter i hele Europa i de sidste årtier, der betinger den politik, venstrefløjen må bringe i anvendelse for at medvirke til at genopbygge denne bevægelse. For uden arbejderbevægelsen kan der ikke blive tale om et brud med kapitalismen.

Men kunne det ikke tænkes, at krisen ville skabe det omtalte politiske rum? Kriser skaber ikke rum - det gør sociale bevægelser og modsætninger og indtil videre er der intet, der tyder på noget sådant. Og som nævnt er det svært at forudsige hvilke sociale spændinger, der udløser en omfattende samfundskamp. Der findes ingen ’korrekt’ udløser og det er i hvert fald forkert, hvis man reducerer politik til en simpel funktion af økonomien.

Hvis blot et begrænset brud med kapitalismen skal opnås, vil det ikke ske som følge af den parlamentariske indsats, men som følge af en stigning i modstanden mod den ’nødvendige’ politik – en modstand der kan forene fagforeninger, brugerorganisationer og borgerinitiativer imod nedskæringer i velfærden og mod fattigdom.

Her ligger den store udfordring for EL i udformningen af både dansk og europæisk enhed, for den fordrer, at man opgiver den ensidige fokus på parlamentet som politikkens omdrejningspunkt og at man tager sin betegnelse af at være ’bevægelsernes parti’ alvorligt uden at udvande målet. Det er kun en sådan internationalt funderet enhed, der vil kunne få de herskende klasser i Europa til at ryste i bukserne, ikke en ny udgave af socialdemokratismen.

Resultatet af EP-valget og den kendsgerning at Folkebevægelsen og EL begge står på en national modstand mod EU, begrænser ELs manøvrerum og mulighed for at føre en socialistisk EU-politik. Hertil kommer, at EL næsten ikke har formået at forbinde hjemlig politik med EU udover en forfejlet politik vedrørende børnechecken.

En ændring af partiets holdning til EU kan forudsiges, skønt ingen endnu ved i hvilken retning.

Hvad kan man bruge EU til?Er institutionen så organisk forbundet med kapitalismen, at den er umulig at udnytte uden selv at blive indfanget af dens logik eller kan den omdannes til en ’social’ union?

En fundamental diskussion af ELs forhold til EU trænger sig på.

Længslen efter velfærdsstaten

Selv blandt ELs medlemmer og især blandt partiets vælgere er der store grupper, der egentligt ikke ønsker socialisme, men snarere en mere humanistisk og moderne udgave af socialdemokratiet og velfærdsstaten, dvs. en reguleret form for kapitalisme.

Mange mener, at socialismen både som statssystem og som velfærdsstat har været prøvet og slog fejl. Det er derfor ærgerligt, hvis man opbygger partier og organisationer, der til forveksling ligner eller over tid kommer til at ligne det, man ikke bryder sig om og som ender med at føre en politik, der minder om den forkastede, nu blot i en forbedret udgave.

Det er den kritik, dele af oppositionen i EL retter mod partiets toneangivende kredse – en nostalgi for en tilbagevenden til velfærdsstaten, denne gang gør vi det bare bedre.

Alternativet til denne ufrugtbare nostalgi efter fortidens velfærdssocialdemokratisme, er en helt anden vision.

En vision om, at EL ved at forbinde sig til og tage udgangspunkt i bevægelserne i samfundet - fagbevægelsen, NGOerne, miljøorganisationerne, interesseorganisationer - kan formulere en attraktiv, alternativ, socialistisk vej, der står i skarp kontrast til en tilbagevenden til fortiden.

Det er vigtigt, at EL forholder sig til, at arbejderklassen ikke er en homogen del af samfundet, og derfor udvikler en politik, der kan samle om den fælles kamp. Den alternative vej må forbindes med de andre socialistiske partier i Europa og den må fremføres internationalt som en enig socialistisk dagsorden.

I Danmark kan EL passende begynde med at afskære navlestrengen til Socialdemokratiet, ophøre med barnlige plagerier af Socialdemokratiet om at føre end anden politik end den socialdemokratiske, og med at sikre, at EL i fagbevægelsen ideologisk, politisk og praktisk fremstår som et attraktivt, solidarisk og kapitalismekritisk alternativ til det senile, langstrakte, socialdemokratiske selvmord på fagbevægelsen.

Politikudviklingen

Politikudviklingen i Enhedslisten domineres i stigende grad af et voksende partiapparat – man skal i den forbindelse ikke glemme den byrokratiserende og medlemsafkoblende effekt, den store statslige partistøtte har på samtlige partier – og af at partiets folketingsgruppe og centrale apparat i udstrakt grad bemandes af professionelle politikere og akademikere.

Centralt udtænkte politiske kampagner, der støtter sig på spørgeskemaundersøgelser og snart også elektroniske afstemninger, træder i stedet for den levende vekselvirkning mellem afdelinger, udvalg, hovedbestyrelse og folketingsgruppe, der ellers skulle kendetegne et socialistisk parti.

Den nærliggende fare er, at manglen på bevægelse i arbejderklassen fører til den opfattelse, at socialismen ikke længere er mulig eller at den er mulig uden arbejderklassen som centrum for kampen. Dermed er der overhængende fare for, at politik alene overlades til professionelle politikere og deres mediearsenal.

Også her kan man ane en udvikling i EL, der minder om en tilsvarende udvikling i andre partier: En centralisering, topstyring og medialisering af politikken, hvor det at begå sig i folketinget og medierne bliver vigtigere end at involvere partiets basis med dens guldgrube af viden og erfaring fra det levede liv.

Hvem er arbejderklassen?

EL er i dag uden en klar forestilling om, hvem der er samfundsmæssige aktører og hvilke sociale og politiske interesser, der også kan gøres til fællesinteresser, noget der i øvrigt gennemsyrer det nye program.

Flertalslinjen i EL opfatter arbejderklassen som en homogen masse uden den lagdeling, de indre modsætninger og uden den dynamik, den har i virkeligheden, dvs. nærmest som en sociologisk og ikke politisk kategori.

Den nedbrydning, der har fundet sted i snart en generation, har efterladt arbejderbevægelsen uden et politisk projekt eller rettere sagt: Det politiske projekt er en omstilling af hele samfundet for at gøre det konkurrencedygtigt i den globale, kapitalistiske økonomi krydret med lidt læbebekendelser til bæredygtighed og miljøhensyn, men grundlæggende hvilende på fortsat vækst.

Således er arbejderbevægelsens top endt som aktiv udformer og administrator af den neoliberale økonomi og har af frygt for at miste ’markedets tillid’, dvs. finanskapitalens tillid, givet afkald på politisk regulering og er endt på et sted, hvor selv den mest forsigtige, keynesianske politik afvises. I stedet for at være en ledende samfundsformation er arbejderbevægelsen nu blot en blandt mange interessegrupper, som et stadigt mere løsrevet socialdemokrati i regering uden større fare for ballade, kan tillade sig at se bort fra.

Socialdemokratierne er endt med at være ”in office, but not in power”.

Arbejderbevægelsens drastiske svækkelse betyder også, at klassekampens niveau er sænket. Problemet er bare, at demokrati og klassekamp hører uløseligt sammen – uden klassekamp forstener demokratiet og som vi synger med Jesper Jensen: ”Det bliver blankt, når det bliver brugt”.

Selve det indskrænkede, borgerlige demokrati trues nu med at blive overtaget af en selvsupplerende, politisk elite, der i stadig større grad er løsrevet fra vælgerne og endda sine egne partimedlemmer, godt hjulpet af den statslige partistøtte og som unddrager sig demokratisk kontrol.

Derfor var EL-ledelsens voldsomme insisteren på forrige årsmøde 2013 på en troskabserklæring til netop dette indskrænkede, borgerlige demokrati forståelig, men utilstrækkelig, al den stund at det var mod ledelsens vilje, at forsamlingen faktisk udvidede demokratiudtalelsen med et krav om, at demokrati også skulle omfatte økonomien. Det er lige præcis derfor, det ikke er tilstrækkeligt at sværge troskab til det borgerlige demokrati.

Samfundet har brug for en arbejderklasse med en ny og frisk bevidsthed om eget værd og egen magt for blot at opnå forbedringer indenfor de eksisterende rammer. Og nok så mange troskabsbekendelser til det borgerlige demokrati vil ikke fritage EL for angreb fra de andre partier eller fra medierne.

Globaliseringen, fagbevægelsen og EL

Globaliseringen har radikalt ændret klasselandskaberne over hele verden. I de vestlige lande er fremstillingsindustrien skrumpet mere og mere ind og sendt til de fattigere lande i Østeuropa, til Indien og især til Kina.

De dage er forbi, hvor tusindvis af faglærte og ufaglærte arbejdere strømmede ud og ind ad portene til militært organiserede virksomheder med tungt og beskidt manuelt arbejde, noget der i sig selv befordrede sammenhængskraft og solidaritet i arbejderklassen. Til gengæld er serviceerhvervene eksploderet, men uden en tilsvarende vækst i organisation og bevidsthed.

Globaliseringen og dens lokale udgave, EUs indre marked, har medført mægtige vandringer af billig arbejdskraft – noget der i sig selv har udløst en dynamik, der truer den samfundsmæssige stabilitet. En anden vigtig faktor er kvindernes indtagelse af arbejdsmarkedet, noget der også er kommet for at blive.

Globaliseringen har også indført eller forstærket en anden dimension i arbejdet, nemlig mængden af arbejdere, der har en løs tilknytning til arbejdet i form af tidsbegrænsede kontrakter, underleverandørforhold og lignende, det man kalder prekarisering.

Disse arbejdere falder ofte uden for den legale og overenskomstmæssige beskyttelse, som fastansatte har. Truslen om prekarisering har en discplinerende indflydelse på andre arbejdere, men fagforeningerne har endnu ikke formået at håndtere problemet, selvom det på sigt truer med at erodere grundlaget for fagbevægelsen.

Disse ændringer i klasselandskaberne må nødvendigvis også præge forsøgene på en genopbygning af fagbevægelsen som en effektiv organisation, selvom det så bliver indenfor reformismen og for igen at gøre tanken om socialisme til noget der tages seriøst i den politiske debat. Og netop genopbygningen af fagbevægelsen må stå i centrum for venstrefløjens politiske aktiviteter.

Hvorledes kan man tænke sig at en genopbygning af fagbevægelsen skulle foregå?

Bestemt ikke ved at vende tilbage til fordums former, men måske ved f.eks. at forsøge at opbygge forbindelser mellem arbejdsplads, fagforening og lokalsamfund. Ved at tage udgangspunkt i den enkelte arbejdsplads problemer og ønsker har fagforeningerne en chance for at reetablere sig som relevante for sine nuværende og potentielle medlemmer.

Måske kunne ELs folk i fagbevægelsen skæve til den indsats Oslo Byggearbejderforbund gjorde overfor udenlandsk arbejdskraft: Man spurgte ikke om folk havde papirer eller ej og man sørgede for at have folk, der talte de pågældende arbejderes sprog. Fagbevægelsen må holde op med at se sig selv som en del af statsapparatet, som en forlængelse af kommunens socialkontor og opfatte sig selv som medlemmernes organisation.

Tidligere tiders arbejdsdeling i arbejderbevægelsen hvor partiet, dvs. socialdemokratiet tog sig af de ’politiske’ spørgsmål og fagbevægelsen af de ’faglige’ er en død sild, fordi ’partiet’ ikke længere repræsenterer arbejderklassen, men ’samfundet’. Derfor er fagbevægelsen nødt til at øge sin politiske bredde og begynde at optræde som en samfundsmæssig bevægelse, der også rejser spørgsmål, der førhen regnedes som ’politiske’.

EL har enestående chance for at medvirke til denne genopbygning af fagbevægelsen i og med at man nu for første gang er repræsenteret i stort set alle kommuner og regioner. Hvis man vel og mærke er i stand til at lave en strategi for udnyttelsen af chancen.

Her ligger det lige for at sætte sig i spidsen for en bred bevægelse mod nedskæringer, outsourcing og privatisering, der forbinder arbejdet i byrådene med lokale fagforeninger og brugerorganisationer eller f.eks. at samarbejde med fagforeningerne, når det gælder nybyggeri af institutioner og infrastruktur.

En sådan alliancepolitik vil forhindre ELs byrådsmedlemmer i at blive isoleret eller i at blive indfanget i den magtens og ’nødvendighedens’ logik, der hersker også i by- og regionsrådene og demonstrere, at byrådene ikke alene er politikkens centrum. Men igen: Der kræves en strategisk diskussion af emnet og en levende dialog mellem top og bund i EL og det kræver mod til at gå imod de socialdemokratiske topledere.

Genopbygningen af fagbevægelsen er et strategisk ’must’ for EL og vil kræve en åben kamp med fagbevægelsens top og rockwoollag, som Jan Valtin i sin tid kaldte levebrødsfagforeningsfolket og en helt anden tilgang til fagbevægelsen end den traditionelle DKPske, hvor man ’overtog’ en bestyrelse og dermed var fagforeningen ’progressiv’.

Man er også nødt til nøje at overveje sin forelskelse i ’den danske model’ og indse, at både den og velfærdstaten er børn af en økonomi, der virkede indenfor nationalstatens ramme, men som kommer til kort i en verden hvor den globale konkurrence dikterer vilkårene.

Det er knapt over halvdelen af danske lønmodtagere, der i virkeligheden er underlagt den danske model – resten har kun den tynde dyne, der udgøres af funktionærloven eller de andre arbejdsmarkedslove. Og ’rigtig’ arbejdsmarkedspolitik er for EL lig med overenskomster og tillidsfolk –det er bare ikke realiteten i dagens Danmark eller for den sags skyld i Europa. Og hvad er strategien i forhold til det stigende antal uorganiserede, både inden- og udenlandske?

Det er ikke noget under, at store lønmodtagergrupper er skeptiske overfor fagbevægelsen al den stund den er så tæt forbundet med magten og man kan med rette spørge sig selv, om fagforeningerne har udtjent rollen som arbejdernes organisation.

Men kernen er, at selvom fagforeningerne ikke er de organisationer, der skal indføre socialisme, er de stadigvæk dybt forankret i arbejderklassen og efterhånden de eneste demokratiske masseorganisationer, der er tilbage. Derfor er det vigtigt at forsøge at genopbygge fagbevægelsen og målbevidst at fremelske en skare af aktivister, der ikke er bange for at udfordre fagbevægelsens top og sætte dagsordenen i de lokale afdelinger og på arbejdspladserne.

Neoliberalismen er en øvelse i klassemagt og ikke blot en økonomisk politik og den vil fortsætte indtil, der er kræfter, der sætter en stopper for den.

Uden disse kræfter vil socialdemokratierne fortsætte den herskende konsensuspolitik, der fastsættes af de internationale finansmarkeder. Den kraft, der skal sætte neoliberalismen stolen for døren, er den organiserede arbejderbevægelse, hvis den ellers kan genopbygges med tilstrækkelig pondus.

Uden den kraft, der ligger i arbejderbevægelsen og dens organisationer, vil ELs politiske arbejde hænge fast i enkeltsager med lokal og begrænset succes, der ikke grundlæggende vil anfægte det eksisterende system.

Hvorvidt Enhedslisten er i stand til at løfte opgaven er uklart.

Partiets basis

En fortsat kurs mod midten vil uden et strategisk mål, der ligger udover at rette op på systemfejl, med sikkerhed føre til opståen af endnu et socialdemokrati, hvad enten det så sker i EL-regi eller som en ny, politisk formation.

Der er i sig selv intet i vejen med at gøre tilværelsen lettere eller deltage i forbedringer, der gavner flertallet, men der noget i vejen med at kalde det ’socialisme’ eller at tro at mange, små skridt af sig selv vil føre til socialismen.

Det står også tilbage at se hvorvidt den dagsorden, der med Thomas Pikettys bog om ulighed, sættes for en kamp mod denne ulighed gribes af socialdemokratierne for at genopfinde sig selv. Sker det, lukkes det politiske rum, ELs flertalslinje satser så hårdt på at kunne udfylde.

Og hvad vil EL så stille op?

Det er nærliggende at forestille sig, at en del af partiets politiske stjerner og centrale ledere sammen med en hel del medlemmer og vælgere vil tilslutte sig et sådant socialdemokratisk projekt v.2, fordi det politisk ligger tæt op ad den linje, denne del af EL forfægter.

På trods af medlemstilgang og nogenlunde stabile meningsmålinger hober problemerne sig op for EL.

Uden en strategi, der peger radikalt udover den eksisterende kapitalisme vil EL blive mast af et socialdemokrati i opposition eller af et socialdemokrati, der formår at genopfinde sig selv.

Hvornår starter DEN diskussion og hvis den starter, har ELs ledelse så tænkt sig at involvere partiets basis?

Denne tekst er skrevet af Francesco Castellani, Niels Frølich, Jan Helbak og Niels Henrik Nielsen fra medlemsnetværket i Enhedslisten, »Forum for Socialistisk Demokrati«.

Læs artiklen »Medlemsoprør i Enhedslisten: Giv os partiet tilbage« hos Modkraft.

Læs også artiklen »Enhedslistemedlemmer laver nyt forslag til principprogram: »Vi kan ikke nøjes med hæfteplaster«« hos Modkraft.