Århus Stiftstidende har bragt White Pride i strid modvind. I den seneste måned har avisen beskrevet den nazistiske gruppe White Pride i flere end tredive artikler. White Pride holder til omkring fodboldklubben AGF, men har også gode internationale kontakter i forskellige nazimiljøer.
Til nazi-demonstration i Neumünster
Den 5. april drog en gruppe nazister fra Århus til den tyske by Neümunster.
Her ville de demonstrere sammen med tyske nazister mod en vandreudstilling, der handler om den tyske værnemagts krigsforbrydelser under 2. Verdenskrig.
Blandt de danske demonstranter var de to ledende nazister i White Pride, Jacob Andersen og André Eeg Jensen. Førstnævnte benævnes »Der Führer« i nazi-miljøet. Desuden deltog danske nazister fra Blood and Honour-netværket og DNSB (Danmarks Nationalsocialistiske Parti, bedst kendt for formanden Jonni Hansen.)
Århus Stiftstidende har sat fokus på netop disse to ledere, men endnu har deres internationale kontakter ikke vakt større bevågenhed. White Pride har bl.a tidligere fulgt det danske fodboldlandshold til kamp i Oslo, hvor de mødtes med fremtrædende nazister. White Pride har også haft besøg i Århus af medlemmer af den militante britiske nazistgruppe Combat 18.
Også i Danmark har der været en afdeling af Combat 18. Gruppen blev kendt i 1997, pga. forsøg at sende brevbomber til tre personer i England. En handling som takseredes til otte års fængsel til et ledende medlem.
Uønsket bevågenhed
Der hersker ingen tvivl om, at White Pride er stærkt utilfredse med den store opmærksomhed, de får. De har konsekvent nægtet at udtale sig, nægter at Jacob Andersen skulle have noget med White Pride at gøre og har måtte fjerne trusler mod Stiftens journalister for ikke at få lukket deres hjemmeside. Truslerne er nu politianmeldt og der er rejst sigtelser mod to personer i sagen.

Angående Jacob Andersens involvering i White Pride, har André Eeg Jensen påstået, »at de bare mødtes på stadion«. Billederne fra demonstrationen i Neumünster viser tydeligt, at der ikke er tale om tilfældige møder.
Byrådspolitikere lover handling
Både AGFs officielle fanklub og flere medlemmer af byrådet tager afstand fra White Prides nazistiske ideologi og deres voldelige fremfærd i Århus’ natteliv. AGFs fanklub mener dog ikke, at man kan forbyde dem adgang til stadion.
Byrådsmedlemmer fra SF, de Konservative og Socialdemokratiet mener, at White Pride ikke skal have mulighed for at låne kommunale lokaler eller modtage andre former for støtte. Tre byrødder understreger, at åbenheden omkring nazi-gruppen og fortsat opmærksomhed er meget vigtig, så der kan gribes ind, hvis de propaganderer eller overtræder loven.
Derimod har Århus’ Borgmester Louise Gade (V) tidligere udtalt, at »man skal tie dem ihjel«.
Læs om White Pride i Århus Stiftstidende
Læs om »White Pride« til landskamp i september på Modkraft
Læs om Blood and Honour-netværket og meget andet i Demos Nyhedsbrev
»Pia & co. skaber nazi-fans« i Ekstra Bladet
Af Linda Hansen/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96