At sætte grænser for hvor meget virksomheder og forretningsfolks må støtte politikere økonomisk er krænkelse af ytringsfriheden. Sådan lyder det i en opsigtsvækkende kendelse fra den amerikanske højesteret.
Onsdag den 2. april offentliggjorde den amerikanske højesteret sin afgørelse i den sag, som forretningsmanden Shaun McCutcheon havde anlagt mod den føderale valgkommission FEC (Federal Electoral Commision).
Fem af de ni dommere besluttede, at eksisterende grænser for, hvor mange penge man kan give politiske kandidater og deres støttekomiteer, krænker ytringsfriheden, og dermed er i strid med den amerikanske forfatnings første tilføjelse.
Læs »US court removes limit on campaign donations« hos Al- Jazeera.
Sagen mod FEC blev anlagt af Shaun McCutcheon, der tidligere har været administrerende direktør for Coalmont Electrical Development Corporation.
Han havde gjort sig kendt på at udskrive checks på det patriotiske beløb 1.776 dollar til føderale kandidater, hvis politik han syntes om.
Og han var utilfreds med, at de eksisterende regler forbød ham at udskrive mere end 27 checks.
Med check nummer 28 ville han have overskredet grænsen for, hvor mange penge en amerikansk borger i alt må give til føderale kandidater i en to års periode. Før dommen var grænsen 48.600 dollar.
Kendelsen bærer, som uenigheden blandt de ni dommere, et vidnesbyrd om, hvor kontroversielt spørgsmålet om pengenes rolle i amerikansk politik er.
Nogen ser de økonomiske bidrag til politikere som en helt naturlig konsekvens af den amerikanske tradition, hvor der sættes lighedstegn mellem frihed og fravær af stat.
Det gælder for eksempel formanden for Højesteret, John G. Roberts Jr., der sammen med fire kolleger fra domstolens højrefløj gav Shaun McCutcheon ret i sin påstand om at grænsen på 48.600 dollar, og grænser for kandidatstøtte overhovedet, er forfatningsstridige.
– Ingen ret er mere grundlæggende end retten til at tage del i valget af vore politiske ledere, sagde han ifølge New York Times.
Hans kollega på den anden fløj, Steven G. Breyer, kaldte omvendt majoritetens indstilling »rystende«, og mener, at den hæver grænsen for bidrag til »det uendelige«.
Han henviste til en anden kontroversiel dom, Citizens United, der i 2010 ophævede grænsen for hvor mange penge virksomheder og organisationer kunne bruge på kampagner i forbindelse med valg, netop med henvisning til en tolkning af forfatningen, der rent juridisk ligestiller milliard-foretagender og individuelle mennesker.
– Hvis Citizens United åbnede en dør, så åbner dagens beslutning en ladeport, sagde Stephen Breyer, der blev udpeget af Bill Clinton i 1994.
Læs »Supreme Court Strikes Down Overall Political Donation Cap« i The New York Times.
Kendelsen i sagen FEC vs Shaun McCutcheon deler naturligvis også politikerne i den amerikanske kongres.
Den republikanske formand for repræsentanternes Hus, John Boehner, drog overfor journalister en direkte parallel mellem retten til at ytre sig, og til at dele penge ud.
– Jeg mener, at det her fastholder ytringsfriheden. I har alle sammen ret til at skrive, hvad I vil. Donorer bør have ret til at give, hvad de vil, sagde han ifølge Washington-avisen The Hill.
Læs »Boehner cheers Supreme Court« hos The Hill.
Anderledes kritisk er Bernie Sanders, uafhængig senator fra Vermont.
I et interview med TV-stationen Democracy Now peger han på den kommercielle logik han mener regulerer amerikansk politik, og som vil gøre det endnu mere fremover.
– Disse mennesker har milliarder af dollars, siger han med henvisning til de to Koch brødre og Sheldon Adelson, der i forvejen har sponseret i stærkt konservative lobbyorganisationer.
– Koch-brødrene kan snildt putte et par milliarder i den politiske proces. Og Sheldon Adelson kan kalde mulige republikanske præsidentkandidater til sig for at høre, hvad de har at sige, så han måske kan smøre dem med nogle hundrede millioner dollar. Det er en uforskammethed, når man tænker på, hvordan folk har måttet kæmpe for demokratiet i dette land, sagde Bernie Sanders til Democracy Now
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96