Den feministiske græsrodsbevægelse De Røde Brigader har lært tusindvis af kvinder og piger i Indien kampsport og selvforsvar. De patruljerer nu gaderne for at stoppe den udbredte seksuelle chikane og vold i landet.
Den dødelige massevoldtægt af en 23-årig kvindelig studerende i Indiens hovedstad New Delhi i december 2012 blev et vendepunkt for mange kvinder og piger i det traditionsbudne og mandsdominerede land.
Tragedien udløste store protestdemonstrationer vendt mod de ansvarlige myndigheder og fik rettet politisk og international opmærksomhed på den udbredte seksuelle vold og chikane, som indiske kvinder oplever på et dagligt plan.
Men sagen var også en påmindelse om, at myndighederne og retssystemet ikke kan – og i flere tilfælde ikke ønsker at – beskytte de udsatte.
Derfor besluttede den feministiske organisation 'The Red Brigades' at tilbyde gratis undervisning i selvforsvar for piger og kvinder i den nordlige by Lucknow.
Det er blevet så stor en succes, at organisationen nu også sætter patruljer på gaden, der fysisk kan beskytte og hjælpe andre kvinder, når de færdes i det offentlige rum.
Læs artiklen »Meet India's Red Brigade: The teens fighting back against rape« hos CNN.
De Røde Brigader består af kvinder og piger mellem 11 og 25 år, der alle har været udsat for seksuelle krænkelser og oplevet, hvordan lokalsamfundet og retssystemet ignorerer eller ligefrem accepterer overgrebene.
Gruppen blev dannet allerede i november 2011, men har efter protesterne i slutningen af 2012 udviklet sig til en større bevægelse.

I dag har flere tusinde kvinder og piger lært at forsvare sig selv, og mange er med, når gruppens medlemmer går på gaden i sort og rødt tøj for at konfrontere voldelige og ubehagelige mænd.
Og der er brug for det.
Ifølge de officielle statistiker, så bliver der begået en voldtægt i Indien hvert 22. minut.
På trods af – eller måske på grund - den større opmærksomhed omkring problemet, så er antallet af anmeldelser af seksuelle overgreb i Indien de seneste år været stigende.
– Angrebene på vores kroppe er stigende, og vi er nødt til at være beredt til denne krig, fortæller initiativtager til de røde brigade, den 27-årige lærerinde Usha Vishwakarma, til avisen Washington Post.
Besøg Red Brigades hjemmeside her.
Læs artiklen og se indslaget »Röda brigaden vill ta tillbaka Indiens gator« hos Expressen (svensk).
Se indslaget »India’s Red Brigade Hits Back at Attackers of Women« hos VOA.
Læs artiklen »Indien i oprør efter gruppevoldtægt« hos Modkraft.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96