Enhedslisten er venstrereformistisk

Internationale Socialister vedtog i weekenden den 8-9. februar på et landmøde teksten »IS og Enhedslisten«:

IS og Enhedslisten

Denne tekst handler om vores forståelse af Enhedslisten og Enhedslistens udvikling. Vi vil også give et bud på, hvorfor vi stadig mener, det er vigtigt, at IS er i Enhedslisten, og hvad vi har af mål med vores arbejde der.

Enhedslisten – vækst og forandring

Krisen har nu varet i over 5 år, og vi er mange arbejdere, som nu for alvor kan begynde at mærke at vores løn, velfærd og sikkerhed bliver forringet. Derfor er vreden i arbejderklassen også voksende.

Det er denne vrede, som er en af forklaringerne på, at Enhedslisten er gået fra at være et lille venstrefløjsparti til i dag at være over 10.000 medlemmer og få over 10 procent af stemmerne.

Den anden årsag er det faktum, at de traditionelle arbejderpartier har afsløret sig selv som borgerlige nedskæringspartier.

S og SF har længe haft som mål at administrere staten, og de har fået regeringsmagten under kapitalismens dybeste krise siden 1930’rne. Det har betydet, at disse borgerlige arbejderpartier har stillet sig i spidsen for at skabe en såkaldt »konkurrencestat« som deres asociale og arbejderfjendske svar på krisen.

Omkostningerne ved denne politik har været størst for SF. Socialdemokraterne har efter afslutningen af dagpenge-kampen næsten genvundet den opbakning, de mistede efter valget i 2011. SF derimod er næsten kollapset og ser ikke ud til at overvinde dette foreløbig.

En stor del af Enhedslistens fremgang kommer fra SF’s kollaps.

For det tredje har Enhedslistens ledelse besluttet at modernisere Enhedslisten ved at kaste de »støvede« ord som socialisme og revolution af sig for at tækkes et nyt og større lag af vælgere. Mange af dem, som før følte sig skræmt af det »ekstreme« parti, behøver nu ikke længere være bange for at stemme på Enhedslisten.

Det ligner i stigende grad de andre »normale« partier.

En modsætning

Enhedslisten er altså i forandring, men er samtidig det eneste parti i folketinget, der er imod den krisepolitik, der angriber arbejdere, studerende m.fl. – altså det store flertal af befolkningen.

Men der er en modsætning her: På den ene side får Enhedslisten fremgang fra dem, der søger et mere radikalt svar end S og SF. På den anden side forsøger Enhedslisten at gøre sig mindre radikal.

Dele af arbejderklassen fjerner sig i disse år fra de traditionelle arbejderpartier, som har svigtet folks forventninger, og det opfatter vi som en positiv udvikling. Disse folk kan se, at der er brug for nye svar, og Enhedslisten er det eneste synlige alternativ.

Den anden side er, at Enhedslistens udvikling mod at blive et SF 2.0, risikerer at trække store dele af den anti-kapitalistiske venstrefløj til højre – fordi Enhedslisten er det eneste synlige alternativ.

KP (Kommunistisk Parti), som er de eneste, der har forsøgt at udfordre Enhedslistens position (men på stort set den samme politik), fik ved kommunalvalget i København kun 1.163 stemmer (0,4 %) – færre end Christiania-listen.

Så foreløbig er dette ikke et problem for den parlaments-fokuserede del af Enhedslisten.

Det er i denne ramme, vi skal forstå fremgangen ikke bare til Enhedslisten, men til venstrereformistiske partier i hele Europa (fx Venstrefronten i Frankrig og Syriza i Grækenland) – og med de samme grundlæggende modsætninger.

Det er positivt, at disse partiformationer vokser, men disse venstrereformistiske partier har desværre også deres tydelige begrænsninger.

Enhedslisten er et venstrereformistisk parti

Enhedslisten har stadig et anti-kapitalistisk udgangspunkt.

Enhedslisten har mange forslag til, hvordan kapitalismen skal forandres eller skubbes »i en socialistisk retning« via en række vigtige reformer. Samtidig står ideen om at få valgt folk ind i folketinget og byråd som et helt centralt perspektiv.

Denne blanding af antikapitalisme og fokus på parlamentet som vejen til forandring gør Enhedslisten til et klassisk venstrereformistisk parti.

Enhedslistens ledelse er rimeligt afklaret i deres perspektiv om, at det er ved at overtage eller øve indflydelse på den eksisterende stat, der er deres vej til forandring (eller »socialisme«).

Det er parlamentarikere og embedsmænd, der i dette perspektiv spiller den aktive rolle. Det er gennem fokus på valgkamp og det at få valgt folk i byråd og folketing for herigennem at have kontrol over ministerierne, og dermed staten, at man ser muligheden for at skabe forandringer.

Enhedslistens venstrereformistiske politik taler til størstedelen af den utilfredse del af arbejderklassen. Flertallet i arbejderklassen er reformistisk – det er kun i en revolutionær situation, at det billede vil være anderledes.

Arbejdere er ofte imod konkrete nedskæringer, konkrete beskatninger, en konkret regering – men uden at forkaste systemet som helhed.

Andre arbejdere forkaster systemet, men tror ikke på, at de selv som klasse er den kraft, som kan forandre eller smadre systemet. Derfor ser begge grupper af arbejdere sig om efter nogen andre til at forandre verden for sig.

Det er her partier som Enhedslisten tilbyder sig som et venstre-reformistisk projekt, der kan skabe den forandring for os igennem folketing og kommunalråd. Derfor er Enhedslisten på den ene side tiltrækkende for mange, men Enhedslisten har efter vores forståelse meget få og begrænsede svar på de store udfordringer, krisen stiller os overfor.

Den parlamentariske logik skaber et konstant pres om tilpasning til det parlamentariske spil og dermed krav om begrænsning af partiets krav.

Logikken om at tækkes et bredere lag af vælgere ved at skabe en pænere profil og dermed sælge ud af principperne og ikke at stå fast på de svære spørgsmål er derfor stærk.

Den revolutionære vej til forandring

Enhedslisten bliver altså mere og mere tydeligt et venstrereformistisk projekt, og derfor bliver det også mere og mere nødvendigt at slå det perspektiv fast, som vi som revolutionære samles omkring.

I denne strategi er det igennem udviklingen og organiseringen af selvtilliden i arbejderklassen, at de revolutionære ser et alternativ til den herskende orden.

Denne selvtillid kan kun opbygges gennem aktiv kamp mod den herskende klasse og den herskende klasses konkrete politik.

Masser af gange gennem kapitalismens korte historie har vi oplevet dobbeltmagts-situationer, hvor der er opbygget en alternativ magt via samarbejdende arbejderråd over for den gamle kapitalistiske magt.

Målet for os er en arbejderrevolution, hvor arbejderne tager magten over produktionsapparatet og smadrer den borgerlige stat. Styrken til at opnå dette skabes gennem en bevægelse, hvor arbejderklassen gennem bevægelsens sejre og nederlag bygger sig stærk – og ikke mindst kommer til erkendelse af, at arbejderklassens magtovertagelse er svaret på kapitalismens problemer.

Socialisme er arbejdermagt fra neden, som skal bringe staten og produktionen under arbejdernes kontrol.

Det er altså arbejderne og deres egen selvstændige organisering, som vi ser som den kraft, der kan konfrontere og besejre de herskende klasser og deres vigtigste redskab: den kapitalistiske stat.

Revolutionær og venstre-reformistisk strategi

Revolutionære og venstrereformister har to forskellige forståelser af, hvorfra forandring kommer. Det betyder to forskellige strategier og det betyder også noget for den daglige praksis.

Revolutionære forstår staten som en kapitalistisk maskine. Ikke som en neutral arbejdsgiver. Det betyder, at politiet, retssystemet og hæren ikke er institutioner, vi kan stole på i kampen for forandring.

Den organisation, vi ønsker at bygge, kan ikke adskilles fra vores syn på staten.

Opfatter man staten som i sig selv neutral, som venstrereformisterne gør, så er vejen til forandring at vinde magten i staten. Derfor bygger man et bredt parti, en vælgerforening, som evner at vinde næste valg.

Dette kræver at medlemmerne primært støtter op om de valgbare ledere i partiet, og at den absolut vigtigste aktivitet er næste valgkamp. Enhedslisten ligger i den tradition.

Opfatter man derimod staten som et redskab for den herskende klasse til den fortsatte undertrykkelse af arbejderklassen, altså en klassestat, ønsker man at slippe af med staten på vejen til socialisme.

Derfor ønsker vi at bygge en kamporganisation, som kan organisere og intervenere i klassekampen, udvikle selvtilliden i arbejderklassen og rekruttere de bedste lag fra arbejderklassen.

Vi er derfor enige med Rosa Luxemburg, da hun i Socialreform eller revolution? (1899) skrev:

»Den, der derfor taler om reformmetoden over lovgivningsvejen i stedet for og i modsætning til erobringen af den politiske magt og samfundets omvæltning, vælger i virkeligheden ikke en roligere, sikrere, langsommere vej til samme mål, men et helt andet mål, nemlig uvæsentlige forandringer i den gamle samfundsform i stedet for indførelsen af en ny samfundsform.«

Revolutionære og (venstre-)reformister

At revolutionære og (venstre-)reformister har strategier, der fører til to forskellige mål, har ikke kun konsekvenser for vejen til socialisme: I den konkrete dagskamp mod krisepolitikken betyder det også to forskellige fokus: På det parlamentariske eller på den konkrete kamp på arbejdspladsen, på gaden osv.

Men det betyder ikke, at alle i et (venstre-)reformistisk parti overvejende har fokus på det parlamentariske.

Mange i Enhedslisten er involveret i fagforeningsarbejde, anti-racistisk arbejde osv. Mange ser det udenomsparlamentariske som nøglen til forandring og beklager det svage udenomsparlamentariske fokus i Enhedslisten.

Det er meget normalt i reformistiske partier, og især i venstre-reformistiske partier, og mange af disse folk udgør partiets venstrefløj.

Det er derfor vigtigt for revolutionære at arbejde på en måde, som kan inddrage disse folk i den konkrete kamp mod krise-politikken uden at kræve, at de bryder med deres parti.

Men samtidig er det afgørende, at revolutionære fastholder fokus på at ville opbygge en revolutionær kamporganisation.

Enhedsfrontens metode er en vigtig ledetråd i dette arbejde.

Hvorfor er vi som revolutionære i Enhedslisten?

IS er i Enhedslisten, fordi Enhedslisten er den store port til venstrefløjen. Enhedslisten bliver set som det mest radikale sted af det store flertal af danskerne.

Samtidig mener vi, at det er positivt, at der er et parti som Enhedslisten i Folketinget, da Enhedslisten stadig fastholder visse anti-kapitalistiske argumenter i det offentlige rum. Og fordi vi mener, at når arbejdere stemmer på Enhedslisten frem for S eller SF, er det et positivt tegn på, at arbejderklassen er i bevægelse.

Vi er desuden i Enhedslisten, fordi vi ønsker at trække reformister med i kampagner for at forsvare arbejderklassens interesser. Og fordi vi vil være med til at forsvare venstrefløjen i Enhedslisten mod højrefløjen i Enhedslisten.

Når Enhedslisten er på vej i den forkerte retning er det nødvendigt, at vi som IS definerer os mere klart, fordi vi ikke ønsker at blive trukket med til højre.

Samtidig mener vi, at det er nødvendigt, at der bliver organiseret en kraft, som er større end IS, som vil tage ansvar for det udenomsparlamentariske arbejde, som Enhedslisten ikke evner at løfte pga. det ensidige fokus på parlamentarisk arbejde.

Derfor mener vi, at det er nødvendigt, at der bliver organiseret en mere afklaret og veldefineret venstrefløj i Enhedslisten. Hvis ikke Enhedslistens venstrefløj organiserer sig og afklarer sit perspektiv, vil man uvægerligt blive trukket med i højrefløjens perspektiv.

Dette perspektiv om venstrefløj i Enhedslisten vil vi afslutte dette skrift med.

Opbyg en afklaret venstrefløj i Enhedslisten

Mens den økonomiske krise tilspidses, bliver alle politiske debatter mere voldsomme, og Enhedslisten stilles over for flere og sværere udfordringer.

Enhedslisten har indtil nu svaret med mere ansvarlighed og mere i retning af det systembevarende. På trods af Enhedslistens voksende størrelse, spiller Enhedslisten ikke nogen nævneværdig rolle i bevægelsen eller i arbejderklassens organisationer.

Derfor er det på høje tid at samle en venstrefløj i Enhedslisten. Ikke primært fordi vi tror, vi kan vende skuden, altså ændre den overordnede udvikling i Enhedslisten. I øjeblikket har det lange udsigter.

Men fordi vi mener, det er nødvendig at skabe en kraft, der vil begynde at organisere de rigtigt mange gode aktivister i Enhedslisten til at sætte et kollektivt fokus på aktivitet og bevidst klassekamp.

Vi vil derfor arbejde for, at der bliver formet en mere afklaret venstrefløj, som kan udstikke en alternativ linje til den officielle linje i Enhedslisten.

Vores alternativ skal bygge på en kombination af fælles handling, og at vi skal samles om nogle enkle, men vigtige politiske principper.

Et aktivistisk udgangspunkt for Enhedslistens venstrefløj

Vi skal organisere en venstrefløj i Enhedslisten, som kan stå rimeligt selvstændigt. En organisering som består af en kombination af fælles handling og nogle simple principper.

Vores bud er, at der især er tre områder, vi sammen skal være aktive omkring: Det faglige område, på det anti-racistiske område og på det anti-imperialistiske spørgsmål.

Det faglige arbejde
Det vigtigste fokus for Enhedslistens venstrefløj skal være det faglige arbejde. Vi ønsker at bygge en faglig oppositionslinje til den linje, som bliver udstukket fra fagtoppen.

Fagtoppens ønske om at sidde med ved regeringens forhandlingsbord (et ønske, som ikke bliver gengældt af regeringen) betyder, at den parlaments-orienterede del af Enhedslisten ser dele af fagtoppen som potentielle allierede.

De to parter er enige om at kigge mod regeringen og det parlamentariske frem for på at organisere fagbevægelsens medlemmer.

Det er en vigtig opgave for Enhedslistens venstrefløj at opbygge grupper i fagbevægelsens basis, som ikke er styret af bureaukraterne, men som er klar til at vise solidaritet og sammenhold på tværs af traditionelle faglige skel og som ikke er bange for at være i politisk opposition til fagtoppen.

Det betyder naturligvis ikke, at sådanne grupper ikke skal samarbejde med dele af fagtoppen, når den faktisk tager initiativer, der kan støtte kampen mod krisepolitikken.

Det har vi fx set med FOA’s kampagne »Flere hænder – Mere i løn« i 2005-7, FOA og BUPL’s kampagne »Hold fast i efterlønnen« (som i 2006 samlede 152.877 underskrifter på to måneder), 3F’s Skævt-kampagne og senest HK’s kampagne »Bevar dagpengeretten«, som 17.6.2013 afleverede 85.536 underskrifter til folketinget.

I Enhedslisten skal vi naturligvis søge at få opbakning til konkrete initiativer blandt alle – eller så mange som muligt af – Enhedslistens medlemmer, i Fagligt Landsudvalg, i hovedbestyrelsen, i afdelinger osv.

Anti-racisme
Vi skal fortsætte med at bygge op omkring organiseringen Racismefri By i København og andre anti-racistiske organiseringer og forsøge at få flere Enhedslistefolk med. Vi skal vise i praksis at radikalitet og en bredere bevægelse kan gå hånd i hånd.

Vi skal samle en ny form for aktivistisk antiracisme, som kan samle bredt, samtidig med at vi fastholder en radikal konfrontativ linje over for nazisterne.

Det er et område, det er muligt at mobilisere mange folk på, og samtidig er det en ideologisk meget vigtig kampplads.

Krisen skaber vrede og den herskende klasse peger syndebukke ud i form af muslimer, øst-arbejdere, de fremmede osv. Det er en vigtig opgave for venstrefløjen at gå imod disse udfald og overfald på minoritetsgrupperne.

Ved at organisere aktive modsvar sammen med mindretallene, kan vi gøre syndebukke-politikken virkningsløs.

Nej til krig og imperialisme
Det sidste område er det anti-imperialistiske område.

Næste gang Danmark går i krig, er vi også imod den, også selv om Enhedslisten støtter op. Det er både et ideologisk vigtigt spørgsmål, og det er muligt at lave synlig modstand.

Noget, der går igen i alle tre områder, er, at vi skal lave aktivisme, som har politisk kant. Denne form for aktivisme er det ene ben, som Enhedslistens venstrefløj skal organisere sig omkring, hvis det stod til os.

En ideologisk klar venstrefløj i Enhedslisten

Men det er ikke nok at samle Enhedslisten venstrefløj omkring aktivisme alene. Det er også nødvendigt at opstille nogle få, men principielle politiske spørgsmål, vi kan rekruttere hinanden til.

Hvis vi skal blive en kraft, der kan ændre noget, og ikke bare en kaffeklub, er det nødvendigt med en vis form for afklaring.

Vores bud på de vigtigste ideologiske spørgsmål er disse tre:

Socialismens nødvendighed
Gode reformer er ikke nok. Dels fordi det er svært at se, at gode reformer overhovedet kan lade sig gøre under kapitalismens dybeste krise siden 1930’rne. Dels fordi kloden, verden og den globale arbejderklasse har brug for, at der sker store forandringer, for overhovedet at have en fremtid.

Socialisme kræver et magtopgør
Det er nødvendigt at fastholde, at vi står over for et magtopgør, hvis det med socialisme skal blive til noget. Arbejderklassens organisering på den ene side og de gamle magthavere på den anden.

I den optik er al bevægelse og selv små arbejderkampe et lille skridt på vejen mod at opbygge en modmagt fra neden.

Der er ikke nogen genveje til socialismen. Der er ikke en parlamentarisk vej til socialisme. Der findes ikke noget, der hedder »socialisme fra oven«.

Bevægelse fra neden er vigtigere end det parlamentariske
Bevægelsen på gaden, på arbejdspladsen, på skolen og universitet, kort sagt: den konkrete klassekamp er vigtigere end det parlamentariske spil.

Vi er ikke anti-parlamentariske. Men fordi den parlamentariske logik i Enhedslisten er så stærk, er det vigtigt at slå fast, hvad der har førsterang. Dette skal afspejle sig i vore prioriteringer, i hvad vi bruger tid og ressourcer på og i vore diskussioner.

Afslutning

Det er nødvendigt at skabe denne form for venstrefløj i Enhedslisten af to årsager:

Dels fortsætter Enhedslisten mod højre og ledelsens højreskred trækker mange medlemmer med sig. Og dels fordi vi ikke udnytter den styrke, der stadig er i Enhedslisten.

Enhedslisten er et parti med potentielt rigtig mange gode aktivister, men de bliver ikke brugt til ret meget andet end valgkamp i øjeblikket.

Vi skal derfor danne en venstrefløj i Enhedslisten, som kan udfordre ledelsen i Enhedslisten på aktivitet og på vores perspektiv.

En sådan venstrefløj kan kun skabes som resultat af en proces, hvor folk begynder at diskutere og handle sammen. Den proces startede med diskussionerne på konferencen 7. september.

Ovenstående er vores udspil til principper og fokus-områder. Men en organiseret venstrefløj i Enhedslisten må nødvendigvis omfatte langt flere end os, og vi hilser folk, der har andre ideer, velkommen i den diskussion.

Vores udspil er kun beregnet på at skubbe diskussionen videre, og såvel foreløbige som mere endelige grundlag vil formentlig komme til at se helt anderledes ud.

Det er nødvendigt at nogen sætter et andet perspektiv og handler på det. Og det hjælper ikke at vente – vores udgangspunkt bliver kun dårligere.

Internationale Socialister er en revolutionær organisation, der er medlem af Enhedslisten, og som udgiver månedsbladet Socialistisk Arbejderavis. Læs mere på socialister.dk