Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Dokumentation
17. januar 2014 - 16:31

Vi vil genstarte Folkets Hus

Folkets Hus har et stort potentiale som et fælles samlingssted for både aktivister og Nørrebros beboere. Det skriver to aktivister og en tidligere lokalbetjent, som vil arbejde for at få huset i gang igen.

Vi er tre personer, Marc Johansson, Yahiya Hoji og Christian van der Star, der gennem ansættelse i Folkets Hus vil arbejde på at få huset i gang igen.

To af os er gamle aktivister fra Folkets Hus og den sidste er tidligere lokalbetjent.

Fælles for os er, at vi har et godt kendskab til lokalområdet og gennem de sidste år har været aktører i området.

Marc Johansson har som lokalbetjent været en aktiv medspiller på indre Nørrebro og har skabt et stort netværk blandt beboere og aktører i området og har en bred opbakning i lokalområdet.

Vi ved at det er kontroversielt at ansætte en tidligere politibetjent i netop Folkets Hus med dets historie som brugerstyret venstrefløjssted. Derfor er det vigtigt for os at pointere, at når Marc træder ind i sit nye arbejde har det ikke længere noget med politiet at gøre!

I kølvandet på, at aktivisterne i november sidste år valgte at trække sig fra huset, har der fra lokalområdet og de resterende brugere af huset været et ønske om at finde en løsning på situationen i Folkets Hus. Vi er af flere fra lokalområdet blevet opfordret til at tage opgaven på os, og vi har valgt at prøve kræfter med at få huset op at stå igen.

Det er på den måde ikke et initiativ som kommer fra hverken politiet, SSP, kommunen eller de gamle aktivister.

Folkets Hus har de sidste par år åbnet sig meget op for lokalområdet, og der er kommet mange nye brugere til. Dette har skabt nye udfordringer, som i stigende grad har krævet, at der er nogen, der står for den daglige drift, og som arbejder for at skabe gode rammer for at være aktivist i huset.

Vi mener at Folkets Hus spiller en vigtigt rolle på Nørrebro, og at huset har et stort potentiale som et fælles samlingssted for både aktivister og Nørrebros beboere. Vi vil arbejde for at få huset til at køre igen og opbygge en stærk og aktivist- og brugergruppe. Vi vil bibeholde fællesmøderne og arbejde ud fra de ønsker, der vil være i huset.

I vil komme til at se os i og omkring huset, i hvert fald det næste års tid, og vi vil til en hver tid gerne tage en snak om projektet.

Mange hilsner

Marc, Yahiya og Christian

Læs artiklen »Her er planen, der skal redde Folkets Hus« hos Modkraft.

Besøg Folkets Hus' hjemmeside her.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce