Bliver det bedre?

I den sidste tid har der været mange bud på, om det går bedre med økonomien eller ej. Den danske regering er optimistisk - og det samme må siges om EU-toppen.

Der snakkes primært om forventet øget vækst og om gode dage på aktiemarkedet.

Nu afhænger det naturligvis af øjnene der ser. Personligt har jeg lidt svært ved at købe en præmis der hedder, at økonomien har det bedre - bare fordi der er stigende vækst. Jeg ved godt, at nogle økonomiske teorier siger, at når bare der er vækst, så bliver alt godt, men det er ikke ligefrem en naturlov.

Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at ser man alene på vækst, som den interessante parameter, så risikerer man hurtigt kun at interessere sig for den del af befolkningen, som er bedst stillet økonomisk og hvor vækst kan betyde øget overskud fra en virksomhed eller på aktierne - som eksempler. Det KAN komme arbejdstagerne til gode, men det er langt fra sikkert at det gør.

 

Ud fra en optik hvor de relevante er såvel gennemsnitborgeren, som de svagest stillede i samfundet, så er det bare meget mere interessant at se på f.eks. arbejdsløshedstal eller fattigdomstal. Og hvor ser det dog umådelig sørgeligt ud på flere af de parametre.

 

Ser vi f.eks. på de nyeste tal fra Spanien, så er de gået fra en ungdomsarbejdsløshed på 54,9 % i november 2012 til 57,7 % i november 2013. I forvejen er 54,9 % jo uoverskueligt mange unge mennesker, der ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet, men jeg mener at man er desideret uforskammet, hvis man tillader sig at sige, at det går fremad med økonomien, når et så højt tal stiger endnu mere!

57,7 % af de unge kan ikke få et arbejde - det er en hel del mere end blot hver anden. Grækenland har tilsvarende problemer, og det er jo klart, at det både afslører store problemer her og nu, men også for fremtiden, når over halvdelen af en generation ikke kommer ind på arbejdsmarkedet.

 

Fattigdomstallene er også deprimerende. I takt med at de offentlige ydelser er blevet dårligere og arbejdsløsheden er steget, ja, så er der naturligvis kommet flere fattige.

I følge DRs oplysninger lever 116 mio i fattigdom i EU. Med ca 500 mio borgere i alt, så er det altså skræmmende mange!

 

Og hvorfor så dette små-deprimerende indlæg om, at det slet ikke går så godt?

Jo, f.eks. overhørte jeg en debat i EU-parlamentet i dag, hvor en tysk politiker fra CDU konstaterede, at Trojkaens indgriben overfor de sydeuropæiske lande åbenlyst havde virket - det går den rigtige vej! Og det var hun bestemt ikke den eneste der mente.

Når man kan tillade sig at sige, at det går den rigtige vej lige nu, så kan man naturligvis også fastholde den katastrofale politik, som på alle mulige måder har skabt endnu flere problemer.

 

Det er derfor afgørende, at vi kan finde ud af at sige stop overfor en italesættelse om, at nu vender det hele. Vi er nødt til at starte med at konstatere, at den økonomiske politik som er blevet gennemtvunget overfor bl.a. Grækenland og Spanien har haft katastrofale konsekvenser, og at det ikke bare er et spørgsmål om mere af den samme politik!

 

Eurokonstruktionen var en dårlig idé og alt for mange af vores forudsigelser om, hvad konsekvenserne ville blive var desværre rigtige. Det kan man naturligvis forsøge at løse ved at gennemtvinge én bestemt økonomisk politik (og det er dét man gør i Eurolandene, men også i Danmark) eller man kunne indrømme, at det var en dårlig idé og så tage en diskussion om, hvordan vi bedst retter op på skaderne. Vi står klar til det sidste!

 

Det vigtigste for mig at se er, at en løsning må tage udgangspunkt i, at vi faktisk taler om mennesker - I ved, sådan rigtigt levende mennesker, der for manges vedkomne har mere end svært ved at skaffe mad på bordet og købe medicin og alle de andre fundamentale ting. De mennesker fortjener rigtig omsorg og rigtige muligheder for at komme ud af fattigdommen, de fortjener ikke blot flotte ord om, at nu går det skam bedre.