Annonce

Aktion69
1. december 2013 - 22:16

Dødsfest på Nørrebro endte med masseanholdelse og en brækket arm

En person endte på skadestuen og 19 blev anholdt, da politiet lørdag nat lukkede en fest på den tidligere Ungdomshusgrund, hvor venstreradikale fejrede nedlæggelsen af den kristne sekt Faderhuset.

En unødvendig overreaktion.

Sådan lyder vurderingen af politiets opførsel fra flere af de 19 personer, som blev anholdt lørdag nat på Nørrebro, da kampklædt politi lukkede en såkaldt ”dødsfest” i anledning af Faderhusets nedlæggelse.

Arrangementet var en festlig markering af, at de tidligere ejere af og ansvarlige for nedrivningen af Ungdomshuset ”endelig er blevet lagt i graven”.

Den var indkaldt af venstreradikale med forbindelse til Ungdomshus-miljøet, og ifølge flere øjenvidner var stemningen hele aftenen god - indtil politiet dukkede op.

Se Mette Kramer Kristensens billedserie på Modkraft

Læs artiklen "Faderhuset nedlægger sig selv" hos DR.

Containerbrand og masseanholdelse

Godt 100 mennesker var samlet, hørte musik og drak øl omkring et lille bål, da en større deling betjente i kampuniform pludelig stormede frem fra mørket omkring klokken 01 og kommanderede de fremmødte til at forlade området.

Den konkrete anledning til at politiet dukkede op med flere end 10 mandskabsvogne, anholdelsesbus og trukne knipler var sansynligvis en blanding af en mindre brand i en container et par meter fra festen samt et par naboklager.

Men da politiet kommer har aktivisterne selv slukket containerbranden og derfor undrer de anholdte, som Modkraft har talt med dagen derpå, sig over hvorfor betjentene var så aggresive. 

- Der var slet ikke optræk til ballade. Alligevel blev vi skubbet rundt, nogle blev slået med knipler og betjentene råbte, at vi skulle gå vores vej. Men de sagde ikke hvorhen og pludselig var vi alle sammen anholdt, fortæller en festdeltager, som måtte overnatte på Bellahøj Politistation, til Modkraft.

De hovedesageligt unge mennesker bliver presset op af Heinesgade med retning mod Nørrebrogade, hvor de tilstedeværende bliver masseanholdt uden nogen yderligere forklaring.

Brækket arm og fællesklage

Den chokerede festdeltager bakkes på af en 50-årig mand, der ligeledes blev anholdt.

Manden der ønsker at være anonym blev væltet omkuld af politibetjentene, da han forsøger at tale dem til ro, og da det ikke virker; giver dem en verbal overhaling.  

- Jeg bliver sur over den måde de behandler folk på. Så hopper de på mig, jeg mister balancen og falder ned på asfalten på albuen. Da jeg næste dag (søndag, red.) tager på skadestuen, siger de, at armen er brækket. Nu er jeg blevet sygemeldt i en måned, fortæller manden til Modkraft.  

Han er blevet sigtet for fornærmende tiltale, mens de øvrige anholdte er sigtet for ovetrædelse af ordensbekendtgørrelsen, inden de igen blev løsladt i løbet af søndag morgen.

Nogle af de anholdte vil nu kontakte Retshjælpen Rusk for at undersøge muligheden for at lave en fællesklage over politiet.

Læs artiklen "Autonom bålfest på 'Ungeren' endte med 19 anholdte" hos Politiken.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce