Når landsbyer fjernes til fordel for plantager

Udenrigsministeriet kigger i disse dage sultent mod vækstlandet Colombia som et nyt marked for danske investeringer.

En frihandelsaftale er forhandlet mellem Colombia og EU, og kun de nationale parlamenter mangler af ratificere aftalen, før den træder i kraft.

Derfor er det vigtigt at forstå den colombianske kontekst og de konsekvenser investeringer i landet bærer med sig. Frihandel med og investeringer i Colombia betragtes som en fordelagtig genvej til vækst for danske virksomheder og som en chance, vi ikke kan lade gå forbi os.

Spørgsmålet er, om fordelene er for begge parter.

Vi vil gerne fortælle om lokalsamfundet Pitalito: 24 familier befinder sig i skrivende stund på et herberg i byen Curumaní, efter de på uretmæssigt grundlag er blevet fordrevet fra deres grund af ordensmagten og statens sikkerhedstjeneste.

Deres huse er blevet brændt ned til grunden og deres afgrøder er destrueret.

Efter rydningen blev alle familierne tvunget op i en lastbil og efterladt ved bygrænsen til Curumaní. Der kunne de få lov at passe sig selv.

De står nu uden penge, medicin, mad og hygiejniske faciliteter.

I en dansk kontekst kunne man sikkert forestille sig, at de havde gjort sig fortjent til en sådan behandling, når det nu er ordensmagten, som med dommerkendelse har ryddet og smadret deres hjem.

Men det er ikke en dansk kontekst. Tingene fungerer anderledes i Colombia.

Lokalsamfundet Pitalito har betragtet den omtalte grund som deres hjemsted side 1985. På grund af den væbnede konflikt i landet har de dog flere gange været nødt til at flygte, men er hver gang vendt tilbage.

Fra 2003 fungerede grunden som fast base for et bondesamfund, der levede sammen og dyrkede afgrøder.

Men en tidlig morgen i 2010 bliver det opsøgt af en tidligere militærmand, nu forretningsmand, Juan Manuel Fernandez de Castro.

Med sig havde han en af hærens bataljoner og politiets urostyrker i fuld kampuniform.

Juan Manuel ville have Pitalitos grund til at dyrke oliepalmer, og derfor satte han en pistol for panden af alle med et skøde og tvang dem til at sælge deres jord til langt under markedspris.

Flere bønder satte sig imod, men dengang som i dag endte det med, at de blev tvunget op i en lastbil og efterladt ved nærmeste by.

Pitalito slog sig sammen med et advokatkollektiv og flere internationale menneskerettighedsorganisationer, og den 13. maj 2013 drog de tidligere beboere tilbage for at genvinde deres jord.

Colombiansk lov giver bønderne ret til dette. Loven foreskrive, at hvis bønder kan leve på grund i et halvt år uden at blive fjernet med magt, overgår sagen til en domstol, og man kan blive boende, mens retten afklarer, hvem der har ret til grunden.

En af de menneskerettighedsorganisationer, der ledsagede Pitalito tilbage til deres jord, var International Peace Observatory.

Som fredsobservatører for denne organisation oplevede vi de to første hektiske uger tilbage på grunden med 24 familier.

Juan Manuel er en rig og derfor magtfuld mand og i løbet af de første to uger, forsøgte han gentagende gange, med hold af advokater, politi, kommunalt ansatte og stærkt bevæbnet militær at skræmme de 24 familier væk fra grunden.

Det lykkedes ikke. Hjælp fra advokatkollektivet og de små menneskerettighedsorganisationer gjorde det umuligt for Juan Manuel at tage grunden med magt.

Den 25. oktober, to uger før grunden havde været holdt i seks måneder, mødte uropoliti og den colombianske sikkerhedstjeneste op og fjernede Pitalito fra grunden.

Der var egentlig kun givet dommerkendelse til en inspektion, men eftersom man på stedet besluttede, at lokalsamfundet dyrkede coca (hvilket det ikke gjorde) tog man en hurtig beslutning og gik i gang med at smadre den midlertidige landsby, som lokalsamfundet havde rejst i løbet af de sidste fem måneder.

På samme måde gik det med de afgrøder, der var blevet plantet og som snart var høsteklare.

Tilgængelig jord og billig arbejdskraft

Pointen med denne historie er, at fordi Juan Manuel er rig og magtfuld, kan han ved hjælp af vennetjenester, afpresning, penge under bordet og forbindelser til illegale grupper tillade sig at gøre præcis hvad, der passer ham.

Pitalito holdt stand de første to uger, fordi der var en konstant tilstedeværelse af advokater samt to menneskeretsorganisationer.

I mellemtiden er International Peace Observatory lukket ned pga. manglende økonomisk grundlag.

Peace Brigades International, som var den anden menneskeretsorganisation, har ligesom advokatkollektivet ikke ressourcer til at have en konstant tilstedeværelse.

Det er desværre oplevelsen hos alle, der søger at overvåge og beskytte menneskerettighederne i Colombia: Efterspørgslen er stor og ressourcerne er knappe.

Juan Manuel er ikke bare et råddent æble i en ellers fin stak, og historier som den om Pitalito står ikke alene.

For Colombia er et land, hvor økonomiske interesser sætter dagsordenen, og hvor menneskerettigheder kommer i anden række.

Det er fx et velkendt fænomen i Colombia, at man forud for store projekter sender paramilitære grupper ind for at rydde områder, hvor de nationale eller multinationale virksomheder har tænkt sig at operere.

Og det er velkendt, at paramilitære grupper bliver brugt til at holde fagforeningsaktivitet nede, når virksomheden først er etableret.

Senest blev fagforeningsmanden Oscar Lopez Triviño den 9. november dræbt i et attentat.

Læs artiklen »Nestlé-ansat fagforeningsmedlem dræbt i Colombia« på Modkraft

Han havde været ansat på en Nestlé-fabrik i 25 år og var netop med til at organisere en sultestrejke foran Nesté fabrikken.

Det er ikke noget under, at organiseringsgrad og lønninger er så lave i Colombia.

Danmark skal sikre menneskerettigheder før investeringer

Så derfor, kære politikere og forretningsfolk, hvis ikke I som minimum investerer ligeså meget i menneskerettigheder, som I gør i forretning, vil den økonomiske gevinst man kan opnå på dette marked, være på bekostning af den colombianske befolkning.


Med et aktivt handelssamarbejde kan man ikke lukke øjnene for de krænkelser, der finder sted, og ud fra en rettighedsbaseret tilgang til udvikling må man stille krav om respekt for menneskerettighederne i handels- og investeringsaftaler og støtte til dem, der kæmper for, at deres rettigheder bliver respekteret.

Ellers vil de fordele, man kan få i Danmark i form af et afsætningsmarked i vækst, billige naturressourcer, adgang til store mængder jord og billig arbejdskraft, være tilsmudset af blod fra colombianere, der kæmper for værdige levevilkår.

Nina Lendal og Mikkel Thydal har været aktive i International Peace Observatory