Annonce

København
21. september 2013 - 16:32

Ungdomshuset kæmper stadig for Jagtvej 69

Aktionsuge i november skal gøre opmærksom på at Ungdomshusets nye og gamle brugere stadig har »ret« til grunden på Jagtvej 69 på Nørrebro.

Ungdomshuset på Jagtvej 69 er væk, men det er vores ret til grunden ikke.

Så direkte lyder budskabet i en ny erklæring fra brugere af Ungdomshuset på Dortheavej henvendt til de nye ejere af den kontroversielle grund, som har stået tom siden Ungdomshuset blev revet ned under store protester i 2007.

Grunden er ejet af firmaet Procasa, som ifølge deres hjemmeside har ansøgt Københavns Kommune om tilladelse til at »etablere detailbutik i nyopført ejendom, som forventes at stå færdigt 2015«.

De planer møder dog modstand fra de unge venstreradikale aktivister.

– Som tidligere brugere af Ungdomshuset på Jagtvej 69 og nuværende aktivister i vores hus, vil vi minde Procasa om, at grundens historie gør det nødvendigt, at den også fremover skal tjene som et offentligt tilgængeligt frirum for hele København. Vi er derfor imod at grunden benyttes til erhverv, boliger eller nogen andre profitorienterede formål, skriver Ungdomshus-aktivisterne.

Læs pressemeddelelsen »Stadig en dårlig idé...« hos Ungdomshuset.

Læs artiklen »Ungdomshuset skal laves om til butikker og boliger« hos Politiken.

Forbereder aktionsuge

For at gøre opmærksom på deres »ret« til grunden på Nørrebro, så vil aktivisterne gennemføre en aktionsuge under overskriften »Jagtvej 69 er og bli'r – Risiko-kapital!«.

Den vil finde sted i begyndelsen af november og en arbejdsgruppen med navnet ’Aktion69’ er allerede gået i gang med at planlægge begivenhederne, som blandt andet tæller en informationskampagne og en demonstration den 16. november.

På Ungdomshusets facebook-side kan man desuden læse, at formålet med den kommende kampagne er, at »sikre at Jagtvej 69 ALDRIG bliver hjemsted for kommerciel virksomhed!« og at man »opfordrer alle til at bidrage til aktionsugen med netop det I ønsker – intet er for gammelt, intet er for nyt«.

Besøg Ungdomshusets facebook-side her.

Læs artiklen »Her er de nye ejere af Jagtvej 69« hos Modkraft.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce