Om at stille op som spidskandidat

I går (fredag) meddelte jeg, at jeg har stillet mig til rådighed som spidskandidat for Folkebevægelsen mod EU til det kommende parlamentsvalg. Det er nu op til Landsmødet at afgøre, om de ønsker mig som spidskandidat. Læs portræt i Information her.

Det vil jeg gerne uddybe lidt her på bloggen. Først og fremmest et par personlige bemærkninger, og dernæst følger naturligvis svaret på det oplagte spørgsmål 'hvad vil du dog dernede?'.

Men altså først lige det mere personlige. Dette indlæg er hovedsageligt skrevet fredag aften, hvor jeg sidder lidt træt på sofaen efter en lang dag. Det har været sådan en af de dage, som man ser frem til med lidt spænding (jeg har siden mandag vidst, at historien om min opstilling ville 'breake' i Information), men også med en hel del nervøsitet.

Dagen har været god. Meget god. Jeg har fået virkelig meget positiv respons, også fra folk som jeg forventede ville være enormt kritiske. Faktisk har jeg et par gange været decideret rørt over de pæne ting, som folk har at sige om mit EU-modstander-arbejde igennem de senere år.

Beslutningen har også været svær. Det er sgu ikke bare sådan lige at sige farvel til fast og trygt arbejde, overskuelige rammer og alt det der. Og jeg har også skulle sikre mig, at vi på hjemmefronten kunne lave nogle fornuftige rammer for verdens centrum (også kaldet stjernen i mit liv): min datter. Når alt kommer til alt, så er det min opgave, sammen med Christian, at sikre gode rammer for hendes liv.

Nuvel, det har været en personlig udfordring at tage springet og sige ja. Men nu er det i hvert tilfælde gjort. Og jeg er ikke i tvivl om hvorfor.

Når jeg ser på vores samfund, på hvordan det har været og på hvor det er på vej hen, ja så skriger det til himlen, at der er noget helt galt. Det er helt tosset, at befolkningen i den grad er sat af beslutningsprocesserne, og det dur overhovedet ikke, at afmagtsfølelsen og politikerleden bare vokser og vokser.

Et af de steder, hvor der bliver truffet virkelig mange beslutninger, som befolkningen ofte er imod, men ikke har indflydelse på, er i EU-systemet. Det bliver let opfattet som en slags sort boks, hvorfra der mere eller mindre uventet kommer et angreb på f.eks. vores faglige rettigheder (f.eks. retten til blokade), vores SU-system (både hvornår man har ret til SU og om man må tage det med til andre lande), vores forbrugerbeskyttelse (senest dårligere beskyttelse ved køb af mobiltelefoner), vores sundhed (både i forhold til kemikalier i maden og i forhold til sundhedssystemet), vores dagpengesystem (hvornår har man optjent ret til dagpenge) eller vores velfærdssamfund i øvrigt.

Det bliver oplevet som angreb, der kommer ud af den blå luft, og som vi ikke kan gøre noget ved. Og sådan er det jo stort set også! Efter de to domme om SU har vi kun hørt regeringen sige, at den vil regne på hvad det kommer til at koste - og at vi må justere vores SU-system, så det tager hensyn til EU. Det er yderst sjældent, at den siddende regering (uanset farve), faktisk går til effektivt modværge.

Problemerne med EU er således mange og forskelligt artede, men de fleste har det til fælles, at det er stort set umuligt at gøre noget ved det.

Og hvad vil jeg så dernede?

Først og fremmest forsøge at sætte en prop i systemet. Det handler om at stoppe magtoverdragelsen til EU - at stoppe EUs konstante ragen-mere-magt-til-sig, og at råbe rigtig højt om det.

Det ville være ufatteligt naivt at stille op for at ændre EU. Det kan slet ikke gøres i EU-parlamentet. Men man kan forsøge at stoppe den meget dårlige udvikling, og så kan man ikke mindst bruge platformen til at fortælle om, hvad det er der sker dernede i EU.

Der kan vist ikke herske tvivl om, at også den danske befolkning godt kunne bruge at vide lidt mere om, hvad der sker i EU-systemet. Derfor er det en enormt vigtig del af arbejdet i EU-parlamentet: simpelthen at fortælle befolkningen om, hvad der sker - og hvad der er på vej.

I Folkebevægelsen mod EU har vi heldigvis nogle rigtig gode principper for, hvordan vi arbejder i EU-parlamentet. Det handler bl.a. om at stoppe magtoverdragelse, om at rulle magten tilbage og ikke mindst om at forsvare den nordiske velfærdsmodel.

Det er ikke nogen nem sag, men det er i mine øjne en vigtig del af arbejdet med at få vores samfund tilbage på ret køl. Når det ikke længere er en god undskyldning, at regeringen/Folketinget gør dette eller hint fordi EU siger det, så bliver det faktisk også muligt at stille politikerne til ansvar for deres handlinger - og ikke mindst, så bliver det muligt at diskutere politik uden at blive henvist til, at EU jo har sagt at vi skulle gøre...

Jeg har - og vi har i Folkebevægelsen mod EU - en masse konkret politik på en række områder, og det kommer vi til at snakke rigtig meget om i det kommende halve år, men lige for nu synes jeg det er vigtigt at holde fast i det grundlæggende spørgsmål om demokrati og beslutninger. Ovenstående kan naturligvis uddybes, men for mig handler det grundlæggende om demokrati, og det er dermed også det grundlæggende svar på, hvad f**** jeg vil i EU, når jeg nu virkelig ikke bryder mig om EU.