En opblødning?

I dag bringer Politiken en artikel om, at EU lægger op til en opblødning af den enormt stramme finanspolitik - som man ellers har dikteret igennem hele krisen.

Det interessante er, at Politiken på sin vis har ret. Der er tale om en opblødning på den måde, at flere lande får lidt længere tid til at lave de voldsomme nedskæringer - med længere tid er der godt nok kun tale om et 1-2 år, men det er vel bedre end ingen ting. 

Men det der i virkeligheden er interessant er det citat de har med fra økonomikommissær Olli Rehn der siger: »Det er afgørende, at Frankrig bruger den ekstra tid til at komme i gang med nødvendige reformer, som kan gøre landet mere konkurrencedygtigt. Prisen på arbejdskraft skal reduceres, og den offentlige sektor skal reformeres, ikke mindst pensionssystemerne«,

Bemærk det lige: Prisen på arbejdskraft skal reduceres og pensionssystemerne skal reformeres. Der er ingen tvivl om, hvem det kommer til at skade mest: de lavestlønnede og dem der ikke har fået fede lønninger (og tilhørerende pensionsordninger) igennem deres arbejdsliv.

Det er egentlig ikke noget nyt, men da der stadig er mange, som ikke rigtig tror på det, så skal det bare nævnes igen: EUs løsning på krisen (og EUs svar på fremtidens problemer) er lavere lønninger og reformer der tvinger endnu flere ud i arbejdsløshed.

EU er altså ikke arbejdernes ven, men derimod en fjende, som godt kan være svær at få øje på, men som har helt enorm betydning for også vores arbejdsmarked. Hvis vi skal tage et opgør med EUs arbejder-fjendske politik, ja så kræver det, at man tør tage et rigtigt opgør med EU - det er ikke "bare" en dårlig politik som er blevet vedtaget, men derimod den grundlæggende økonomiske politik.

Hvis vi ikke tør sige, at vi er klar til at melde os ud af EU, men kun tør rejse kritik inden for systemet, så er vi heller ikke klar til at tage konsekvensen, hvis politiken ikke bliver lavet om.

Man kan naturligvis med god ret mene, at den økonomiske politik ikke i sig selv er nok til at man vil melde sig helt ud af projektet. Men når det bliver så fundamentale angreb på vores velfærdssamfund må jeg indrømme, at jeg har svært ved at se, hvordan man fra et venstreorienteret syn kan blive ved med at forsvare systemet.

Lønnedgang for de lavestlønnede, dårligere offentlig service, fyringer på fyringer, dårligere understøttelse når man bliver ledig, og dårligere pensionsordninger. Alt sammen EUs politik, og alt sammen noget man kommer til at sige ja til, når man siger ja til at EU skal bestemme den økonomiske politik (dvs. finanspagt, europluspagt, bankunion osv. osv.)