Annonce

Demonstration
26. maj 2013 - 23:10

Heilende antimuslimer ventede forgæves på Rådhuspladsen

Initiativtageren til en landsdækkende protest mod moskéer aflyste i weekenden demonstrationer i Odense, Aarhus og Aalborg og dukkede aldrig op i København. Det gjorde til gengæld 37 heilende højreekstremister, kampklædt politi med vandkanon og hellikopter – og tre moddemonstrationer.

Om det var udsigten til venstrefløjens moddemonstrationer eller tilstedeværelsen af organiserede nynazister, der gjorde udslaget er uklart.

Men faktum er, at administrator på facebook-gruppen »Nej til moskéer i Danmark«, Martin Kristensen, som havde anmeldt en demonstration på Rådhuspladsen søndag den 26. maj aldrig dukkede op til det arrangement han selv havde indkaldt til.

Han aflyste desuden tre andre lignende demonstrationer i Odense, Aalborg og Aarhus samme weekend.

I København betød det, at pladsen blev overladt til omkring 40 personer organiseret i forskellige grupper på den yderste højrefløj, som hørte en spontan tale af den tidligere formand for foreningen Vederfølner, Lars Grønbæk Larsen. 

Et massivt politiopbud med kampklædte betjente, vandkanon, civilpatrulje og helikopter havde samtidig lagt en jernring omkring området for at forhindre sammenstød med venstrefløjsaktivister, der havde arrangeret en moddemonstration med det erklærede formål at overdøve den islamkritiske demonstration. Udover larmedemonstrationen var den samme dag to andre antiracistiske demonstrationer i København.

Læs artiklen »Landsdækkende demonstrationer mod moskéer blev komplet fiasko« hos Projekt Antifa.

Læs artiklen »Massiv mobilisering mod antimuslimer« hos Modkraft.

Heil og yoghurt

Fra morgenstunden var 50-100 venstrefløjsaktivister fra netværket »København imod racisme« mødt frem for at overdøve antimuslimerne på Rådhuspladsen, men de blev hurtigt fjernet af politiet.

Læs artiklen »Politiet flytter uanmeldt demonstration på Rådhuspladsen« hos Politiken.

Aktivisterne samledes herefter på Højbro Plads, hvor også Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne afsluttede deres selvstændige demonstration.

På pladsen havde græsrodsinitiativet Antiracistisk Ungdom arrangeret musik samt taler af Anders Sørensen, der er byrådskandidat fra Kommunistisk Parti og formand for Stilladsarbejdernes Brancheklub, John Ekebjærg-Jakobsen.

Kort efter klokken 10.00 lykkedes det en mindre gruppe antifascister at komme frem til politiets afspærring, hvor de råbte slagord mod racisme.

Det udløste en voldsom reaktion fra flere deltagere i demonstrationen mod moskéer: De heilede og råbte »luder«, »bøsse« og »Danmark for danskerne«.

Ifølge Ekstra Bladet er en antiislamist desuden blevet sigtet for at kaste yoghurt i hovedet på flere af de fremmødte fotografer.

Læs artiklen »Fnidder og råberi ved anti-islam demonstration« hos Ekstra Bladet.

Se indslag fra demonstration mod moskéer.

Efter en lille times venten på Rådhuspladsen og en øl på værtshuset Jernbanecaféen tog gruppen af antimuslimer glasflasker i lommerne og gik i samlet trop mod Hovedbanegården.

De var tæt fulgt af civilbetjente og der blev ikke yderligere anledning til konfrontationer mellem antimuslimer og antifascister.

I Aarhus var venstrefløjen ligeledes på gaden i protest mod racisme søndag. 

Selvom der ikke dukkede nogle antimuslimer op, så gik op mod 100 antiracister igennem byen.

Læs artiklen »Demo blev droppet« hos TV2 Østjylland.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce