Politisk forbrug og fair trade

Den politiske forbruger er blevet umoderne og Fair trade er blevet neoliberalistisk. Er der noget at fejre på denne Internationale Fair Trade Day ?

Politisk forbrug

I 1990’erne var politisk forbrug en ny trend. Det var nyt, at forbrugerne tillagde varerne mere værdi end deres brugsværdi, at de indeholdt signalværdier. Boykot af sydafrikanske varer var almindelige menneskers måde at fortælle regeringen i Sydafrika indtil 1992, at de var imod landets behandling af sorte indbyggere. Boykot var en protest og våbnet blev flittigt brugt: Fransk vin pga. atomprøvesprængning i Stillehave, BP benzin pga. dumpning af boreplatform i Nordsøen, osv.

At købe økologiske fødevarer blev også kaldt politisk forbrug, men her var våbnet et positivt tilvalg. Først var det et lille nichemarked reguleret af få økologiske landmænd i Økologisk Landsforening, men så overtog Staten økologi-mærket, hvorved det blev uvildigt og mere troværdigt og i 1993 satte FDB/Brugsen prisen ned på økologisk mælk, hvorefter salget fik et boost.

Per Bregengaard og jeg skrev i 1998 en lærebog kaldet ”Den politiske forbruger i den store verden”, hvor vi om politisk forbrug skrev: ”I modsætning til traditionel politisk deltagelse i partierne og stemmeafgivning på valgdagen er det politiske forbrug noget, man kan udtrykke hver dag. Det er ikke nødvendigt at sidde til kedelige møder og føle sig lille i forhold til de velformulerede erfarne politikere...”.  

Men politisk forbrug fik ikke så stor tilslutning i Danmark, som det en overgang så ud til og som det har fået i andre europæiske lande. Noget skyldes givetvis danskernes vægring ved at skulle betale mere, noget andet skyldtes det udemokratiske aspekt, dollar voting: ”Når vi stemmer ved folketingsvalget, har alle over 18 år én stemme. De politiske forbrugere har ikke lige stor stemmevægt, for de har ikke lige økonomiske vilkår. …”. Min holdning er, at det ene politiske redskab ikke behøver at udelukke det andet.  

Nutidens unge har en anden opfattelse af ”politisk forbrug”, fornemmer jeg efter samarbejde med en studiegruppe på Humanistisk Informatik for to år siden. De taler om den ”ansvarlige forbruger” og tillægger varerne betydning på en mere individuel måde, hvor forbrugeren ”søger at dække behov for oplevelse og nydelse” – altså noget inde i den enkelte, ikke noget med at skabe fælles bevidsthed, hvor man efterfølgende sender politiske signaler til producenterne.  

Det er ikke fordi der er mindre politisk eller etisk forbrug i dag, tværtimod er økologiske fødevarer meget udbredt. Derimod er der ikke sket større vækst i fair trade - i hvert fald i betydningen fra dengang det hed alternativ handel.

Udvikling i Fair trade

Den oprindelige tanke med alternativ handel var et opgør med det uregulerede marked. Michael Barratt Brown, forfatter til den første bog om fair trade i 1993, beskrev bevægelsen som aktør både på og imod markedet. Han så fair trade som et forsøg på at modvirke strukturel underudvikling i u-landene ved at skabe et alternativ til det ulige bytteforhold, der plagede bønder og nationer som var afhængig af eksportvarer. Browns vision var et parallelt marked, som opererede på basis af gensidig solidaritet mellem forbrugere i Nord og producenter i Syd. Principperne var: bedre betaling, bæredygtig produktion, direkte handel, åbenhed og demokrati. Men han anbefalede også at staterne regulerede markederne.

Med skabelsen af Max Havelaar certificeringen i slutningen af 1980’erne (nu Fairtrade – i et ord) forsvandt imidlertid radikaliseringen. Det skyldtes især beslutningen om at give licens (dvs. ret til at sælge varer med mærket på) til store fødevareselskaber, som også sælger alt muligt andet end fairtrade-mærkede varer. Altså at Unilever og Nestlé kan få mærket under en procent af deres omsætning med fairtrade-mærket og stadigvæk sælge en masse andre fattigdomsskabende og miljøskadelige produkter. Volume-strategien har ødelagt meget for de oprindelige principper: 

1.)    Trække fattige producenter i Syd ud af fattigdom.

Fairtrade-mærkets basispriser siges, at være for lave. Priserne fastsættes politisk i Fairtrade komiteen – angiveligt ud fra beregninger af leveomkostninger.

Mange producentgrupper kan ikke sælge alt det, de producerer, på fairtrade vilkår. Jeg har handlet med et bomuldskooperativ i Peru, som opgav deres fairtrade-godkendelse, fordi det gebyr, de skulle betale for at være med i systemet, var for højt i forhold til den merpris, de fik ud af at sælge bomuld til fairtrade-prisen. En anden fair trade organisation, UTZ, følger markedsprisen automatisk op og ned og giver producenterne 5 % ekstra.

2.)    Mægtiggøre producenterne (empowerment).

Det er stadigvæk forbrugerne i Nord som sidder på magten. Først for 8 år siden fik repræsentanterne for producenterne i Syd plads i Fairtrade-mærkets ledelse, og de udgør stadigvæk et mindretal i forhold til repræsentanter for forbrugerne/sælgerne/licenshaverne i Nord.

Når Fairtrade-certificerings-konsulenterne kommer på besøg for at godkende og kontrollere bliver der stadigvæk bukket og skrabet; der ryddes op og kritiske plantagearbejdere og bønder gemmes væk. Det afslørede Tom Heinemann i sin film ”En bitter kop te”. Det kan sagtens være, at selve organiseringen i kooperativer i Syd styrker demokrati, deltagelse og kompetenceudvikling hos bønderne, men det har ikke specielt noget med fairtrade-systemet at gøre. Enhver samarbejde mellem bønderne i forhold til de konventionelle opkøbere er en styrke. Det viser vores danske historie om andelsejede mejerier og slagterier.

Jeg har handlet nogle gange med en engelsk NGO, Bishopton Trading, som igennem ca. 20 år har haft et godt samarbejde med et væve- og sykooperativ i Sydindien. For nylig meddelte de imidlertid, at de måtte lukke, fordi der ikke længere var nok ansatte i kooperativet til at holde produktionen i gang. De unge indere søger ind i andre brancher med bedre fremtidsmuligheder og indtjening. Takket være kooperativet (og andre produktioner i landsbyerne) har alle børn fået god og lang uddannelse og for dem er arbejdet ved håndvævene og trædesymaskiner altså ikke nogen god fremtid. Dér er fair trade lykkedes, for meningen var faktisk at gøre producenterne i Syd uafhængige af forbrugerne i Nord. Det glæder jeg mig over på denne internationale Fair Trade dag.

3.)    Omfordeling mellem Nord og Syd.

Det er ikke sket nogle fremskridt; Der er stadig både globalt mellem landene og mellem producenter i Syd og forbruger i Nord en verden til forskel på velstandsniveauet. De meget store multinationale selskaber indenfor landbrug holder lønninger og opkøbspriser meget lave.

Helt galt er det i Indien, hvor selvmord blandt bønder hører til dagens uorden og Bangladesh, som er verdens billigste land at få syet tøj i, blev ramt af en af verdens største industriulykker for 18 dage siden med over 1.000 døde, da en fabriksbygning styrtede sammen. Lønningerne er ikke blevet bedre siden væksten i tekstilindustrien i Banglades tog fart, for der står stadigvæk mange i kø, når der skal hyres folk og det er den dybere forklaring på at fabriksejerne kan slippe afsted med at producere under så umenneskelige forhold.

4.)    Redskab for virksomheder til at skabe troværdighed og retfærdighed.

Fairtrade-systemet er et godt redskab til små importører, som ikke magter selv at godkende leverandører i Syd, men det bruges givetvis helt bevidst af de store multinationale selskaber som ”fair-washing”/”figenblad”.  I Danmark er Ben and Jerry is det store hit i Fairtrade-systemet, men hvor mange ved at det er Unilever (en af de fire store fødevare-selskaber i verden), der ejer det? Og derfor bliver Fairtrade-systemet mere og mere utroværdigt og det skaber ikke mere retfærdighed.

Jeg har handlet med en organisation i Mumbai i Indien, Creative Handicrafts, som er meget fast i sin kritik af Fairtrade-systemet og nægter at indkøbe fairtrade-mærket bomuld til de designs, vi ellers var blevet enige om de kunne sy. De vil ikke medvirke i et system, hvor Nestlé er med.

Oprindeligt var fair trade også lig med åbenhed og gennemsigtighed (transparency), men som fair trade mere og mere praktiseres af konkurrerende virksomheder og mindre af foreninger (som U-landsimporten 1984-2000, Svalerne, Fair Trade Danmark og Paytime), er der ikke meget gennemsigtighed tilbage. Desuden var fair trade et udtryk for respekt for anderledes kulturer. Et år lancerede den ”gamle” del af fair trade bevægelsen, World Fair Trade Organisation (WFTO) kampagnen Dignity. Det tænkte jeg tilbage på med længsel, da jeg så en video Fairtrade-mærket har lavet med bl.a. Danida støtte.  ”Hvad skulle vi gøre uden chokolade-frøer?” Læg mærke til hvordan kvinderne danser; Normalt ryster afrikanere røv, mens vi europæere ikke kan få den del af kroppen til at bevæge sig uafhængigt af overkroppen og benene. Forhåbentlig er videoen ikke udtryk for neokulturimperialisme, men bare at min humoristiske sans ikke er så veludviklet.

Statens rolle

Danske politikere har i stigende grad fralagt sig ansvaret for den internationale handel. Dels naturligvis pga. de begrænsninger EU har lagt på dansk enegang i forhold til at udfase landbrugsstøtte samt afskaffelse af importtold og –kvoter. Men også dels fordi politikere har kunnet henvise til forbrugernes og borgernes valgfrihed. Når der er information om varerne til forbrugerne (fairtrade-mærket) og når der er udviklingsorganisationer og indsamlinger, behøver staten ikke i så høj grad tage affære. Det fremstilles som om det er mest demokratisk at lade folk bestemme direkte frem for via politikere, selvom det er meget svært for den enkelte at holde sig orienteret og vurdere situationen for folk meget langt væk. Problemet er også, at hverken Fairtrade-mærket eller Mellemfolkeligt Samvirke (den største NGO) er demokratisk drevet. Ikke desto mindre tolkes det somom forbrugerne og borgerne har fået mere indflydelse på om der skal ske ændringer i Danmarks forhold til fattige folk og international handel. Det var det, jeg mente med mellemrubrikken i toppen: Udviklingspolitik, herunder fair trade, er blevet neoliberalistisk.    

Fremtiden for Fair Trade

Der tegner sig en række scenarier for Fair Trade:

1.)    Marginalisering af småproducenter og små importører og detailhandlere til fordel for større omsætning. Det er en fortsættelse af den nuværende udvikling med mere plantagedrift og flere multinationale fødevareselskaber med fairtrade-mærket. Det vil øge antallet af berørte arbejdere og bønder og give bedre finansiering til Fairtrade-systemet, som er direkte økonomisk afhængig af licenstagere og omsætning. Men det vil ske på bekostning af de oprindelige principper.

2.)    Fair trade bliver mere et nationalt fænomen. Det ses især i Syd- og Mellemamerika at fødevarer produceres og forhandles på fair trade vilkår med ordentlige løn- og arbejdsforhold, demokratisk ledelse og solidaritet mellem bønder og byboere. Vi kender det også herhjemme med fødevarefællesskaberne, som opkøber direkte hos lokale øko-landmænd, styres demokratisk og drives af ligeværdig (frivillig) arbejdskraft.

3.)    Den ”gamle” del af fair trade bevægelsen vokser. Nye foreninger og virksomheder opstår og indgår direkte i kontakt med producentgrupper efter retningslinjerne i WFTO, f.eks. kan de danske fødevarefællesskaber begynde at importere fødevarer og basistøj.

4.)    Fair trade udvikler sig til transnationale virksomheder. Enkelte virksomheder har åbnet op for ejerskab fra producenterne i Syd. F.eks. ejer producent kooperativer mindst 5 % af Cafédirects egenkapital og Ghana producentgruppen Kuapa Kokoo ejer 45 % af Divine Chocolat. Det udvikler demokrati og skaber ligeværdighed.

5.)    Nye mærkningsordninger opstår og virksomhedernes udvikler egne social ansvars-kodeks (på business dansk: corporate social responsibility=CSR). I USA er Fair For Life allerede opstået som alternativ til TradeFair. UTZ og Rainforest vokser i volumen og udgør konkurrenter til Fairtrade, hvorved producentgrupperne står lidt stærkere overfor den pt. dominerende Fairtrade. Men det vil nok forvirre forbrugerne, så mange vil opgive fairtrade-ideen. De store virksomheder vælger at bruge deres egne CSR-kriterier og uvildige revisionsfirmaer, både fordi Fairtrade-mærket flere gange er blevet afsløret som dårlig kontrolinstans (de anmelder altid deres besøg og kommer kun en gang om året) og fordi fairtrade-mærket kun mærker landsbrugsproduktion (og guldminer). Det er ikke meget værd i den store tekstilindustri og andre brancher. De skandinaviske stater går sammen om en mærkningsordning for tekstilindustrien, nu vi har så store spillere på markedet (H&M i Sverige og Bestseller i Danmark) i stil med Svanemærket eller helt finansieret af staterne.

Kollektivt forbrug 

Til sidst ville jeg have skrevet noget om det store kollektive forbrug i kommuner og regioner, som bør blive mere økologisk og fair trade, men det må blive en anden gang inden valgkampen op til 19. nov. 2013 for alvor går i gang, for ellers bliver det for langt. Jeg vil nøjes med at sige, at vi på denne Fair Trade dag kan fejre, at Indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager langt om længe har sagt god for at kommunerne kan udtrykke deres sociale ansvar ved at købe fair trade varer. For et år siden udtalte ”hendes” forvaltning i Østjylland (Tilsynsrådet) at Århus Kommune ikke måtte kalde sig Fairtrade By og købe fairtrade kaffe til rådhuset. Forvaltningen påstod, at der dels var tale om udenrigspolitik, som kommunerne skal overlade til staten, og dels at kommunerne skal købe det billigste under hensyn til kvalitet – og hertil regnedes ikke de forhold hvorunder produktionen har fundet sted. Efter næsten et år meddelte ministeren, at på samme måde som de store danske virksomheder opfordres til at tage et socialt ansvar - og i øvrigt hvert år skal aflægge en redegørelse for deres sociale ansvar - bør kommunerne og regioner kunne udøve socialt ansvar i deres indkøb.

Hurra for fair trade.

Kilder:

Den politiske forbruger i den store verden, Margit Kjeldgaard og Per Bregengaard, Columbus, 1999

Fair trade - fup eller en anden vej til socialisme, 2009

The Politics of Fair Trade, editor Meera Warrier, Routledge, 2011

Kommunerne kan købe fairtrade-mærkede varer, pressemed. 3. maj, 2013