Profession: Filippiner

1973 rejste 49 kvinder fra Manila til København. De blev kendt som ”The 49’ers” og var rekrutteret som stuepiger af det dengang nybyggede Hotel Scandinavia.

Gruppen hører til den første bølge filippinske arbejdsmigranter i Danmark, og bogen "Profession: Filippiner - Kvinder på arbejde i Danmark gennem fire årtier" følger trådene fra fire af disse kvinders liv. De er – også i bogstavelig forstand – tanter til nutidens au pairs.

Med tilladelse fra forfatteren bringer Modkraft hermed et uddrag af bogen.

Anya kom til Danmark i 2010 som au pair hos et værtspar i Rungsted. Hun skal kalde dem Mam og Sir, og manden i huset forsøger ofte at få hende til at pudse vinduer og andre ting, som ligger uden for au pair-kontrakten.

Derfor har hun haft brug for fagforbundet FOA’s au pair netværk. „Han beder mig ikke om det, han siger: ‘I want you to clean the windows’. Men så sagde jeg: ‘I’m sorry Sir, but that’s illegal’. Så smilede han bare,“ fortæller Anya.

„Næste dag gav han ordren igen. Men da havde jeg snakket med FOA’s advokat, så jeg sagde: ‘I’m sorry Sir, it’s illegal and the FOA lawyer also says so’. Så holdt han mund.“

Det sker dog stadig, at han prøver at presse hende til ekstra arbejdsopgaver, siger Anya. Men hver gang hun siger ‘FOA lawyer’, dropper han emnet.

Siden 2005 er over 10.000 filippinere kommet til Danmark via au pair-ordningen. De fleste er her for at tjene penge til deres egen eller deres families fremtid, og mange er siden rejst videre til Norge, Holland, Spanien, Schweiz.

Ofte på nye au pair-kontrakter eller uden papirer. Men hvor kom alle disse au pairs pludselig fra? Ja, de kom jo især fra Filippinerne, men det svar bliver man ikke rigtig klogere af. For at forstå baggrunden for den nye trafik må man rette blikket ud i verden og tilbage i tiden.

Historien om filippinske kvinder i Danmark er nemlig ikke ny – den tager sin begyndelse i 1960’erne, hvor Danmark oplevede en så hastig økonomisk vækst, at virksomhederne ikke kunne skaffe arbejdskraft hurtigt nok.

En del af løsningen blev den mest omfattende tilvandring af udenlandske arbejdere siden starten af det 20. århundrede.

Kvinder på arbejde

1960’erne og 1970’ernes arbejdsmigranter kom dels fra europæiske lande som Vesttyskland, Irland og Italien, og til industrien kom fra 1967 især arbejdere fra Tyrkiet, Pakistan og det nu tidligere Jugoslavien.

Men til den boomende hotel- og rejsebranche kom også migranter fra Sydøstasien. ‘De filippinske pionerer’ kalder de sig, gruppen af arbejdere, som rejste fra Manila til København i perioden 1960-73. Denne første generation filippinske migranter er – ofte bogstavelig talt – tanter og onkler til nutidens au pairs.

Blandt pionererne er en usædvanlig gruppe på 49 kvinder, der blev rekrutteret som stuepiger af det dengang nybyggede Hotel Scandinavia på Amager Boulevard.

Den 8. november 1973 landede gruppen i Kastrup Lufthavn. Med sig havde de ikke meget andet end en ét-årig kontrakt, men for mange blev det starten på et nyt liv i Danmark. 

I historiebøgerne kan man læse, at det primært var ufaglærte arbejdere, der kom til Danmark og resten af Vesteuropa i 1960’erne og 1970’erne. Men det ville være mere præcist at sige, at de fleste migranter blev rekrutteret til ufaglært arbejde.

Blandt The 49’ers, som gruppen fra Filippinerne blev kendt som, havde flere af kvinderne både halve og hele mellemlange og videregående uddannelser – men de færreste fik mulighed for at bruge dem i Danmark.

„Du har gået på universitetet og så vil du være stuepige!?“ råbte en frustreret far i landsbyen Baliuag, da hans datter i 1971 satte kursen mod København.

Men den unge kvinde, der netop var blevet uddannet lærer, var ligeglad; et job er et job, og i Danmark kunne og kan man tjene langt mere på ufaglært arbejde end på at være underviser i Filippinerne.

Et par år senere rejste hendes storesøster, Leticia Valencia, samme vej som en del af den gruppe på 49 kvinder, vi skal følge i denne bog.

(…)

Fremmedarbejderne

I foråret 1973 afholder Mellemfolkeligt Samvirke en stor konference om ‘Fremmedarbejderpolitikken’.

Skal gæstearbejderne bo i barakker eller tilbydes almindelig boliganvisning? Skal arbejdskraft behandles som en vare eller som mennesker? Skal de udenlandske arbejdere have mulighed for at blive, eller skal de rejse hjem, så snart deres kontrakt udløber – og hvem bestemmer det?

Bør udenlandske arbejdere være på lige fod med eller underordnet danske arbejdere? 

På konferencen deltager forskere og embedsmænd, socialarbejdere og politifolk, arbejdsgiver- og fagbevægelsesrepræsentanter.

Arne Lund, direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, taler for „en styret indslusning af arbejdskraft fra lande uden for EF og Norden“ og mener, at det er „bydende nødvendigt“ at lempe reglerne for arbejdstilladelser, hvis man vil undgå en svækkelse af den danske produktionsevne.

Fagbevægelsen mener derimod, at arbejdsgiverne behandler de udenlandske arbejdere inhumant, og bruger dem som murbrækkere for underbetaling, manglende tillægs- og overtidsbetaling, manglende feriegodtgørelse m.m.

Samtidig er fagbevægelsen frustrerede over, at de med henvisning til „den ukrænkelige ejendomsret“ bliver nægtet adgang til virksomhederne, når de vil tjekke om arbejderne er organiserede og får overenskomstmæssig løn.

På tværs af faggrænser og interessemodsætninger er der imidlertid enighed om tre ting: 1) Tilvandringen af arbejdskraft fra udlandet er en realitet, der er kommet for at blive. 2) Hverken politikere eller forskere ved nok om de sociale og økonomiske konsekvenser. 3) Der er behov for en langsigtet fremmedpolitik, frem for de hyppige og modsatrettede ændringer i adgangen til arbejds- og opholdstilladelser. 

Intetanende om hvor stort postyr, de er genstand for, lander de 49 kvinder fra Filippinerne i Danmark i november 1973. I et år knokler de løs for Hotel Scandinavia, mens deres egne verdener og verden omkring dem forandrer sig i et uoverskueligt tempo.

Oliekrise og natklubberi, jordskredsvalg og frihedstrang, opsving – og arbejdsløshed, ansvar for familien derhjemme og skabelsen af sin egen derude. Der kan ske meget på et år.

(…)

Mennesker

The 49’ers traf deres livs måske største beslutning, da de søgte stuepigejobbet på Hotel Scandinavia. Rejsen til Danmark kom ikke kun til at forandre deres eget, men også deres familiers liv for altid.

Siden de 49 filippinske kvinder landede i København en snefuld novemberdag i 1973, har generationer fået økonomiske muligheder, der for snart 40 år siden virkede utænkelige.

Og deres levede liv og private relationer har formet sig på uforudsigelige, og ofte personligt omkostningsfulde, måder.

At migrere betyder både at åbne og at lukke muligheder, ligesom det både indebærer at tage kontrol og at miste kontrol over sit liv.

Uanset hvad fagbevægelsen mente og hvad arbejdsgiverne havde haft i tankerne – og hvad enten migranterne selv var klar over det eller ej – var mange af dem kommet for at blive.

„Vi ville have arbejdere, men det var mennesker, som kom,“ sagde den schweiziske forfatter Max Frisch om 1960’ernes europæiske gæstearbejderprogrammer.

De færreste af kvinderne fra The 49’ers havde regnet med, at kontrakten med Hotel Scandinavia skulle blive andet end et enkelt års økonomisk skub og måske lidt eventyr langt væk fra hjemlandet. For de fleste blev Filippinerne imidlertid lige så langsomt mindre hjem og mere et sted, man kom på besøg.

Gennem livshistorierne fra de migranter, der har lagt et helt arbejdsliv i Danmark, og som nu er på vej på pension, kan vi blive klogere på arbejdsmigration som fænomen.

På relationerne mellem Danmark og verden – og omvendt. Og ikke mindst på relationerne mellem de ‘gamle’ generationer af permanente migranter, som slog sig ned og skabte en tilværelse, og de nye generationer af blandt andre au pairs, hvoraf mange lever i permanent midlertidighed.

Snart i det ene land, snart i det andet.

Det hører til sjældenhederne, at danske virksomheder rekrutterede større samlede grupper udenlandsk arbejdskraft direkte fra hjemlandet, sådan som Hotel Scandinavia gjorde med The 49’ers.

Af samme årsag er gruppen kendt vidt og bredt i det filippinske miljø. Den organiserede ankomst til landet gav på mange måder The 49’ers et privilegeret udgangspunkt i forhold til andre migranter.

Dels var de ikke i gæld fra dag ét, fordi Hotel Scandinavia havde betalt rejsen og hjulpet med papirarbejdet. Og dels havde de i hinanden et socialt sikkerhedsnet, som skulle vise sig nyttigt i det videre liv.

Det lykkedes mange af kvinderne at finde nyt arbejde, og dermed forlænge deres opholdstilladelser i Danmark efter den første ét-årige hotelkontrakt udløb.

Enkelte af dem giftede sig med danske mænd eller filippinske mænd med dansk statsborgerskab. Andre tog videre til blandt andet Canada og Norge – et par tog tilbage til Filippinerne. Men The 49’ers holder stadig sammen, både de, der blev i Danmark og de, som tog videre.

Relationer

Gruppebilledet af The 49’ers efter rekrutteringen i 1973 illustrerer en skelsættende begivenhed i hver enkelts liv.

Nogle ville væk fra slid og social kontrol i fattige landsbyer. Andre ville skaffe penge til et familiemedlems medicin eller betale deres søskendes uddannelse.

Nogle var trætte ved udsigten til, at end ikke en universitetsuddannelse kunne sikre dem en økonomisk lysere fremtid i Filippinerne, og så stuepigejobbet som et springbræt. Andre kunne bare ikke stå for tanken om at opleve, hvordan der var på den anden side af jordkloden.

Historien om migration er også altid en historie om relationer. Om menneskelige relationer, som er blevet brudt op, forandret – eller etableret – på uforudsigelige måder.

Om kærlighed og ansvarsfølelse, om flugt, frihed og søgen. Om økonomiske relationer, om afhængighed og selvstændighed, om klasseskel og eventyrlyst. Om drømme og illusioner, om at give slip og holde fast. 

Men historien starter ikke i København. Den starter i Filippinerne. Nærmere bestemt i de tre provinser Cavite, Bulacan og Bataan, og i Paranaque, der i dag er en forstad til megabyen Metro Manila.

Blandt de 49 filippinske kvinder, der kom til Hotel Scandinavia i 1973, fortæller denne bog fire livshistorier – som de formede sig mellem Danmark og Filippinerne over et halvt århundrede.

'Profession: Filippiner – Kvinder på arbejde i Danmark gennem fire årtier' udkom 20. marts på forlaget Tiderne Skifter.

OM BOGEN

På verdensplan er der i dag over ti millioner filippinske arbejdsmigranter. De kommer fra forskellige baggrunde og lever under forskellige vilkår, formet af de sidste årtiers politiske og økonomiske opbrud.

Siden 2006 er der kommet flere filippinere til Danmark end i de foregående fire årtier. Nogle bliver, mange rejser videre – til et nyt job i et nyt land, med eller uden papirer. 

Forfatteren har siden 2010 fulgt “The 49'ers”, en gruppe kvinder fra den første generation filippinske arbejdere i Danmark. Hun har deltaget i deres genforeninger og højtider, interviewet dem og deres filippinske netværk, og besøgt familierne i hjemlandet, som kvinderne på hver deres måde fortsat er tæt knyttede til. Fortællingerne fra disse migranters liv er et vindue til en global historie.