Fredag havde Folketinget førstebehandling af regeringens forslag til ny universitetslov, der afskaffer det nuværende demokrati på universiteterne til fordel for bestyrelser med eksternt flertal, hvor erhvervslivet får stor indflydelse på universiteterne.
Samtidig med at Folketinget diskuterede universitetsloven, hjalp studerende udenfor Christiansborg til med at afsætte universiteterne til erhvervslivet.
Trine Ingemansen, uddannelsespolitisk ordfører i Danske Studerendes Fællesråd, der stod bag dagens aktion, frygter at universitetsloven vil medføre, at universiteterne får et mere snævert fokus på de problemer, som det private erhvervsliv er optaget af:
– Universitetsloven er første skridt på vejen mod et universitet, hvor landets forskning og uddannelse underlægges erhvervslivets snævre krav. DSF frygter, at dette kan medføre at der forskes i hvad der kan tjenes penge på, frem for hvad der er i hele befolkningens interesse. F.eks. kan man forestille sig, at der bliver brugt flere penge på medicin og færre på sygdomsforebyggelse, siger Trine Ingemansen.
Af Bertil Videt
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96