En gammelkendt dagsorden

Med David Camerons tale om EU og Englands forhold til samme, kom der en helt ny dagsorden. Nemlig det grundlæggende spørgsmål om EU-medlemskab.

For en del af os, er det jo ikke et nyt spørgsmål, men derimod en god gammel ven, som vi ofte har debatteret og snakket om. Sådan er det til gengæld ikke helt for den brede offentlighed, hvor spørgsmålet om EU-medlemskab konstant er blevet skudt til hjørne og ikke har fået ordentlig lov til at blive udfoldet.

Derfor var det da dejligt at høre Cameron sige ting som, at EU bestemte for meget, og at der er brug for en grundlæggende debat om, hvilket samarbejde vi egentlig ønsker. Men den største glæde er naturligvis, at han faktisk lovede en folkeafstemning. Han lovede faktisk, at han vil lytte på befolkningen – og det er desværre et sjældent set syn i dagens EU, hvor folkeafstemninger bliver frygtet (med god grund: folk har jo en tendens til at stemme nej).

Det var da heller ikke overraskende, at rigtig mange EU-ledere var ude og advare. Først inden talen, hvor der blev talt meget højt om, at nu måtte han ikke ødelægge EU, og dernæst bagefter, hvor mange ikke var imponerede over løftet om afstemning. Det ville være, sagde man, en rigtig dårlig idé ikke kun for briterne, men også for alle andre, hvis de meldte sig ud. Ja faktisk virkede det som om, at flere af EU-lederne var lidt bange for, at andre muligvis kunne få gode ideer af briterne, så der kom en slags domino-effekt.

Og de har jo helt ret: Vi vil da gøre vores yderste for, at Danmark følger efter det gode eksempel, og først og fremmest tager debatten om EU-medlemskab, og dernæst melder sig ud. Og jeg kan faktisk love dem noget andet også: I Folkebevægelsen mod EU, der vil vi ikke bare vente og se, hvad de finder på derovre, næ vi tænker, at det da gælder om at komme først ud – bliver det Danmark eller England?

Og der er rigtig mange grunde til, at vi gerne vil ud af EU. Det handler både om demokrati, velfærd, miljø, international solidaritet og om alt muligt andet.

Først og fremmest ønsker vi et levende demokrati, hvor det er befolkningen der bestemmer, og ikke en EU-elite, som er fløjtende ligeglade med almindelige mennesker. Det drejer sig om at sikre, at de mennesker der bliver berørt af beslutningen, også har indflydelse. I den demokratiske kritik af EU ligger der i høj grad også en kritik af centraliseringen. Beslutninger truffet i Bruxelles, af mennesker vi ikke er i dialog med (på nogen som helst måde), er bare meget sværere at påvirke, end beslutninger truffet i kommunen af politikere, som er (eller prøver at være) i dialog med folk.

Dermed i øvrigt ikke sagt, at kommuner, Folketing osv. fungerer upåklageligt, men blot et ønske om, at beslutninger træffes så borgernært som muligt.

Dermed overhovedet ikke sagt, at vi ønsker et isoleret Danmark. Ved en udtræden af EU er der en række af alternative muligheder for samarbejde – hvor af mange af samarbejdsformerne virkelig kunne trænge til noget mere fokus. Først og fremmest vil det være naturligt at indtræde i EFTA, som er en samhandels-organisation, der er med til at sikre, at vi fortsat kan rejse og handle på tværs af landene.

Diskussionen om mulige alternativer til EU er startet – og det er fantastisk. Så kan man i øvrigt mene hvad man vil om Cameron, men at de engelske EU-modstandere har fået sat EU-medlemskabet på dagsordenen er fantastisk – og tænk at høre en premierminister love en afstemning om EU-medlemskab. Der er gode chancer for, at debatten vil sprede sig til mange andre lande (presset er f.eks. allerede voksende i Holland).