Ildebefindende
En lille
uendelig træt
duknakket
for hurtigt ældet mand
med en tvivlsom slipseknude
og et tilsvarende jakkesæt
(som han befinder sig dårligt i)
der klæber til sin slutstilling
(som han befinder sig dårligt i).
Men han har dog nye klæder på!
Derfor, alle små uvorne drenge:
Hold kæft!
Uden engagement
mumler denne mand derudad
med tør mund
og banale synspunkter
der bare glider ind i
den udenrigspolitiske hovedstrøm
(som han befinder sig dårligt i).
Ene og forladt
af enhver idé
maner han til den respekt
man må have for
en forhenværende stjerne:
man lader høfligt
som om lyset ikke er slukket.
Forhåbentlig ser jeg for sort
på situationen
forhåbentlig kan ingen
nikke genkendende
til min beskrivelse.
Tillad mig alligevel et personligt
og hemmeligt:
Tak for alt, gode mand!
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96