Annonce

10. januar 2003 - 17:35

Havnearbejdere vandt trods Bush-indblanding

Er strejker landsforræderi?

Havnene på USA vestkyst var i oktober lammet i 12 dage af en arbejdsgiverlockout, som kun sluttede, da præsident Bush beordrede arbejdet i gang igen under trussel om at indsætte militæret til at drive havnene.

Regeringsindgrebet skete med henvisning til den nationale sikkerhed, da havnene blev brugt til USA’s militære optrapning i Mellemøsten som forberedelse til en krig mod Irak.

Indgrebet blev af havnearbejdernes forbund ILWU opfattet som et stærkt indgreb på arbejdsgivernes side, da de efterfølgende overenskomtsforhandlinger foregik under skyggen af et reelt strejkeforbud fra regeringens side.

To ud af tre

Alligevel har medlemmerne af USA’s havnearbejderforbund ILWU nu godkendt en ny overenskomst på Vestkystens havne, der sikrer, at arbejdsgivere ikke kan bruge ny teknologi til at knække den faglige organisering.

Forbundet opnåede en overenskomst, hvor de vandt to af konfliktens tre kampspørgsmål, mens det tredje endte uafgjort.

Aftalen fastholder, at arbejdsgiverne fortsat skal betale medlemmernes sygesikring, og at arbejdspladser, der skabes af ny teknologi på havnene omfattes af havnearbejdernes overenskomst.

Havnearbejderne har måttet acceptere, at 400 ud af 1.200 administrative jobs vil gå tabt, efterhånden som computerstyring af godsets bevægelser erstatter papir-baseret styring af godsets bevægelser. Til gengæld har de fået gennemtrumfet, at jobbene forsvinder langsomt igenenm naturlig afgang, og at godsstyringen fremover er kommet under havnearbejderforbundets overenskomst.

Ikke blot godt, men meget godt

Sygesikringsspørgsmålet vil om få år være 500 millioner dollars værd om året, men det er teknologiaftalen, der var den vigtigste både for arbejdsgiverne, der ville bruge den til at knække havneforbundets magt i havnene, og forbundet.

– Når man tænker på hvad vi har været igennem de sidste seks måneder, med lock out af samtlige havne og derefter regeringsindgreb, er vi glade for, at det overhovedet lykkedes os at få en overenskomst, siger Steve Stallone, der er talsmand for International Longshore and Warehouse Union (ILWU), til Corporate Watch.

– Så det faktum, at vi opnåede fremskridt på de tre punkter, der var vigtige for os, var en stor sejr.

Bush’s mørke skygge

Trods sejren advarer ILWU om, at præsidentens brug af Taft Hartley loven, der bemyndiger regeringsindgreb i faglige konflikter af hensyn til den nationale sikkerhed, skaber en farlig præcedens, der afgørende kan præge de kommende års faglige kampe i USA.

Af Sven Gårn Hansen/Monsun

Læs artikel på Corporate Watch

Forrige artikel på Modkraft

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce