EU-året der gik

På denne tid af året nyder jeg altid ganske meget at læse året der gik-artikler. Det er på en eller anden måde fascinerende, hvor meget der er sket på et år – og hvordan alting på én gang kan være forandret og det samme.
Så i år vil jeg også være med. Tillad mig derfor at præsentere EU-året der gik på Modkraft (hvilket andet emne skulle jeg dog lave året der gik om?!).

EU-formandskabet
Året startede med, at Danmark overtog EU-formandskabet. Noget som de færreste havde særligt høje forventninger til (ud over den danske regering selv). Imens regeringen festede med EU-flag, skrev jeg dette indlæg ”Det danske EU-formandskab”. For nu lige at citere mig selv – hvor ofte får man egentlig lejlighed til det – sluttede jeg indlægget af med:
”Alt i alt går den danske regering i mine øjne en svær tid i møde, og det bliver måske helt befriende at se på som EU-modstander, selv om jeg frygter for hvor meget selvbestemme Danmark har overgivet til EU inden året er om.”
Et år senere må jeg indrømme, at vi har overgivet mere magt til EU end jeg forudså.

Helle Thorning-Schmidt slog med det samme fast, at det primære mål for det danske EU-formandskab var at redde Euroen – og ikke at skabe arbejdspladser. Sidstnævnte må man sige, at hun levede op til, mens det første mål nok kan diskuteres.

Finanspagt – underskriftindsamling
Efter at Danmark overtog formandskabet gik det hurtigt med Finanspagten. Faktisk så hurtigt, at vi inden udgangen af januar havde en ret præcis idé om, hvad indholdet skulle være – og det var skrammende.
Diskussionen om finanspagten kom til at handle om indholdet (i hvert tilfælde i et begrænset omfang) og om, hvorvidt vi skulle have en folkeafstemning. Det var dog lidt uhyggeligt, hvor lidt mange Folketingspolitikere faktisk vidste om indholdet, selv om tvivlsspørgsmålene faktisk kan være afgørende for, om vi skal skære yderligere ned på velfærden. 
Diskussionen om en folkeafstemning var deprimerende, hvor vi bl.a. fik at vide, at politikerne var valgt til at bestemme, og det havde de tænkt sig at gøre. Men vi fik faktisk en debat ud af det, og da Folkebevægelsen sammen med bl.a. Enhedslisten lavede en underskriftindsamling, ja så fik vi en god snak med rigtig mange frustrerede danskere. Resultatet (knapt 40.000 underskrifter) var ikke voldsomt imponerende, og har givet anledning til en del organisatoriske debatter, men det var vigtigt, at hver og én der skrev under fik en måde at udtrykke deres frustration på.
Der blev skrevet under med en sådan kraft, at det var vanskeligt at holde blokken imens – og med en sådan vrede, at jeg tror politikerne på borgen havde lyttet noget mere, hvis de selv havde oplevet det. For mig var det i hvert tilfælde en rigtig god oplevelse at stå på gader og stræder og snakke med folk om, hvad der sker med EU. Men det var unægtelig også svært at holde modet oppe hele tiden.

Jubilæum
Folkebevægelsen mod EU fyldte 40 år i foråret. Og det blev fejret med en fyldt Amager Bio, og masser af god musik. Er der stadig brug for EU-modstanden spurgte f.eks. Søren Søndergaard. Svaret blev ikke overraskende ja! Og heldigvis går det fremad for bevægelsen, der hele tiden lærer nye ting og prøver nye platforme af.

Borgerinitiativet
Husker I borgerinitiativet? Det er reglen om, at 1 mil borgere kan opfordre EU-kommissionen til at gøre noget. I nogle EU-tilhængeres fremlægning lyder det som om, at hvis man har underskrifter fra 1 mil borgere (fordelt over et bestemt antal lande, og med andre komplicerede regler), så kan man tvinge EU-kommissionen til at fremsætte et forslag. Men sådan er det ikke. Man kan opfordre EU-kommissionen til at overveje at gøre noget.
Det skete i år, at Dan Jørgensen (MEP for Socialdemokraterne) sammen med en masse andre gjorde netop dét. De ville gerne stoppe de meget lange dyretransporter. Et fint forslag i øvrigt. EU-kommissionens svar kom hurtigt: tak for forslaget, men nej tak. Læs i øvrigt Sørens blog om samme emne Svineri

Bankunion
Og så sluttede året ellers af med endnu en aftale. Denne gang arbejdes der i hastige skridt imod en egentlig bankunion. Om bankunionen kan siges meget grimt, men det tror jeg, at jeg vil lade vente til næste år (det er jo lige rundt om hjørnet).

Og så alt det andet
Sideløbende med alt det her, ja så har EU stået i en kæmpe krise. Det kan vi ikke blot se på regnskaberne, men især når vi ser på befolkningerne rundt omkring. EU's nedskæringspolitik går rigtig hårdt ud over mange mennesker, og derfor har der også gang på gang været kæmpe protester især i de sydeuropæiske lande. Alt i mens må vi indse, at frustrationerne og det at der ikke bliver lyttet til de mange protester, desværre har en tendens til at give den yderste højrefløj fremmarch – og det kan vi også se rundt omkring i EU. Reportager fra f.eks. Grækenland viser, hvordan hadet til f.eks. tyskerne er vokset (hvilket i øvrigt er gengældt) i nogle dele af samfundet. Den yderste venstrefløj samler også godt op mange steder, mens centrum-venstre og store dele af fagbevægelsen (måske allertydeligst i Danmark) står handlingslammede og bare siger ja til alt hvad der kommer fra EU.
Så meget desto mere var det totalt til grin, at året også sluttede med, at EU fik Nobels Fredspris. Tænk sig, et EU der har indskrevet evig oprustning i sit grundlag, og som handler i hele verden på baggrund af egne særinteresse, og som oven i købet står i flammer internt – de fik da lige fredsprisen. Hvis ikke det var så tragisk, ville det være komisk.

Må det næste år blive mere morsomt og mindre tragisk.

Ps. Er du nysgerrig efter hvad der kommer til at ske i det næste år? Så læs min blog fra starten af ugen Hvad kan vi mon vente?