Og nu til sporten

I foråret 2008 blev der tryk en glimrende artikel i Dagbladet Information om italiensk fodbold. Den kom på gaden weekenden efter, at Inter Milan havde slået Barcelona ud af Champions League i semifinalen efter et hæsblæsende opgør. Inter havde fået en mand udvist allerede i første halvleg, og Barcelona var bagud fordi de havde tabt på hjemmebane.

Fodboldkampen udviklede sig til et sandt bombardement af Inters målfelt. Flere kommentatorer og folk der så kampen snakkede med foragt om, hvordan fodboldkampen havde udviklet sig til noget der lignede håndbold eller ishockey. Barcelona spillede bolden fra side til side, mens italienerne sideforskød sit forsvar for ikke at komme i undertal i den side hvor bolden var. Fik Inter bolden var der kun tale om et kortvarigt forsøg på et kontrastød eller liggende.

Men Inter gik videre til finalen. Inters ekstreme defesiv var måden, at vinde over verdens bedste fodboldhold FC Barcelona. Inter havde næste ikke bolden i besiddelse i anden halvleg, men dette til trods formåede Barcelona ikke at score de mål, der ville give dem billetten til finalen.

Boldspil på tid – og i tid

Fodboldkampen har aldrig rigtigt forladt mit sind. Jeg holder med Barcelona og har gjort det siden de år omkring min gymnasietid hvor Barcelona lå og rodede rundt i midten af tabellen. Flere af mine venner og jeg talte om kampen i ugevis, og bandede og svovlede over, at det legende fodboldspil havde tabt til stram organisation og frisparksfodbold. Det var ikke bare Barcelona der tabte, men hele fodboldspillet mente mange – mig selv inklusiv.

I Bo Kampmann Walters fremragende artikel fremhæver han noget genialt, som jeg aldrig siden har glemt. Italienerne har som de eneste forstået, at fodbold er et spil på tid – og i tid. I Italien er tiden en ressource i fodboldspillet. Den gamle fodboldtalemåde ”1 – 0 er nok” tager italienerne meget alvorligt. Er man foran er tiden på ens side. Tiden løber og de andre bliver stressede. Det er dem der er bagud, som skal frem på banen. Det førende hold kan blot vente på, at tiden løber ud. For italienerne er målscoringernes valuta tiden. Man vinder tid når man score mål.

Den italienske fodboldtradition tænker også frispark, hjørnespark, målspark og indkast som valuta, der er ækvivalent med tid. Er man foran har man god tid. Er man bagud har man travlt. Koster det et gult kort, at være 40 sekunder om, at tage et målspark, skal det gule kort modregnes den tid der er gået med sparket.

Et boldspil med regler

Men fodbold er også et spil med regler og straf. Men hvor de fleste andre fodboldtraditioner tænker reglerne som fodboldspillets begrænsninger tænker italienerne reglerne som en del af spillet.

De fleste vil nok mene, at et frispark er en straf som et hold får når de har overtrådt reglerne. Man må ikke tage med hænder, og det skal man lade være med. Gør man det bliver man straffet. Sådan tænker den italienske fodboldtradition også. Der er dog den lille, men væsentlige forskel, at italienerne samtidig tænker regelbrud ind i selve fodboldspillet. For regelbrud giver samtidig spilstop. Spillet stoppes når straffen skal uddeles. Den italienske fodboldtradition bruger derfor aktivt grænsen for fodboldspillet – nemlig reglerne – som et middel inden for fodboldspillet.

Italienerne tager med hænder eller losser modstanderen ned, hvis tiden skal stoppes. For når tiden stoppes kan organisationen komme på plads. Kontraangreb kan afværges og de tre kæder kan rykkes på plads. Tæt sammen og nådesløst.

Det er naturligvis italienerne og ikke englænderne, der har taget dette ekstra kneb til sig. Suverænitets filosof Machiavelli og undtagelseslovenes filosof Agamben er begge italienere. At bruge regelbrud som en del af ’gamet’ er præcis hvad Machiavelli og Agamben på forskellig vis har skrevet om. Suverænens brug af regelovertrædelser, som en aktiv del af regelsættet.

Håndboldspillet er italiensk

Mange – især danskere – har hørt historien om hvordan håndboldspillet er en dansk opfindelse. Det kan givetvis være, at vikingerne brugte fjendernes afhuggede hoveder til boldspil. Men håndboldspillet som system og tænkemåde, må komme fra Italien. Og især den italienske fodboldtradition.

Hele håndboldspillet er bygget over de enkelte principper fra italiensk fodbold: 1) Reglerne er ikke blot spillets grænse, de er også en del af selve spillet. 2) Håndbold er et spil på tid, i tid og om tid.

Jeg har selv spillet håndbold, da jeg var yngre. I næsten 10 år. En huskeregel som de fleste, der har kendskab til håndbold kender er, at et mål kan, rundt regnet, omsættes til 1 minut. Man rammer ikke helt forbi, hvis man siger, at der cirka er 60 mål i en gennemsnitshåndboldkamp.

Den mest almindelige straf i håndbold er frikastet. Frikastet gives når reglerne overtrædes, men hvor der ikke er tale om en åben målchance. Men i håndbold er frikastet ofte også en måde for forsvaret, at standse spillet og tiden. Håndbold er et flydende spil, hvor det er vigtigt at bolden skifter hænder mange gange på få sekunder. Dette kan afbrydes ved, at lave forsvarsfejl, altså frikast. På den måde er håndbold den italienske filosof Agambens spil. Regler brydes hele tiden som en del af reglerne eller spillet selv. Ulovligheden er gjort almen i håndboldspillet. Den bifaldes faktisk oftest, fordi lovovertrædelsen hele tiden er et middel til at kontrollere tiden.

Håndbold er magten over tiden

Håndboldspillet handler om magten til ikke at have travlt. Det er et spil om, at undgå stres, kunne man sige. Håndbold er samtidig et flydende spil, med det man i fodboldverdenen ville kalde ’flyvende indskiftere’. Alle kan skiftes ud og ind når som helst. Dette er blandt andet på grund af, at håndbold er et meget fysisk spil. Er spillerne trætte laver de fejl. Og fejl koster tid.

I de store håndboldkampe i de store ligaer i fx Spanien og Tyskland er det en svaghed, hvis holdets stjernespillere ikke kan få pause i løbet af kampen. Med andre ord: Er man foran, har man bedre tid og mere tid giver færre fejl og man kan skifte mere ud uden, at det skader holdet.

Alle håndboldspillere kender de evindelige regnestykker. Man kigger op på tavle, man er bagud med 4 mål, ergo: Vi er fire minutter bagud. Alt i håndbold handler om tid. Er man foran, har man derimod tid at give af: ”Nu kan de ikke nå, at vinde”, tænker man når ens hold er foran 25 – 29 med 3 minutter igen. Og så alligevel ikke.

Kvalitativ tid

I håndbold er tiden ikke kun kvantitativ. Der er også god og dårlig kvalitet. Kontramål er gode fordi, de ikke koster kræfter og ikke tager mere end 4 sekunder, at få på tavlen.

De sidste 10 minutter af en håndboldkamp tager ofte over et kvarter at spille færdigt. Tiden er presset og i håndbold udvides den ofte til sidst. Der er ofte mange flere spilstop til sidst i en kamp. Især hvis tiden (og målene) er lige fordelt. Der er flere frikast, straffekast, timeout, sved der skal tørres af banen, bolden skal skiftes eller tørres af. Et gammel trick i håndboldspillet er, simpelthen at smide bolden op på tilskuerrækkerne, hvis tiden er knap, og man er foran. Spillet bliver stoppet, der skal findes en ny bold osv.

Alle disse spilstop i håndboldspillet er taget fra italiensk fodbold. Frikastet er formelt set en straf. Men frikastet spiller en lige så vigtig rolle for dem, der ikke har bolden. Når tiden stoppes kan forsvaret komme på plads.

Et forsvar, der i parentes bemærket igennem håndbold-årene er blevet mere og mere specialiseret. Flere og flere spillere er blevet forsvarsspecialister og spiller kun i forsvaret og skal derfor skiftes ind, mens andre skal skiftes ud.

Organisation og spilstop

Al håndbold i dag er bygget op, som kampen mellem Inter og Barcelona. Håndboldspillet har i virkeligheden kun 2 (og en halv) faser, og er derfor et ret simpelt spil. 1) Etableret angreb/forsvar eller 2) kontra/omstilling. Der er i nyere tid blevet tilføjet en tredje fase af spillet, nemlig 2.-bølgen. En passage eller et uorganiseret mellemrum mellem de to faser. Man kunne kalde det en postmodernisering eller et mellemrumsspil – et kort moment af uorganiseret spil.

Man taler ofte om, at forsvaret skal ”ned at stå”, en talemåde der illustrere hvor vigtigt et tæt og velorganiseret forsvar er. Omvendt taler man i etableret angrebsspil om, ”at sætte spillet op”, som en arkitekt eller en planlægger, der skal bygget en angrebsdynamik, der modsvarer forsvarets opdækning.

Den nordeuropæiske velfærdsstatshåndbold

Samtidig med, at håndboldspillet er italiensk, trækker det samtidig på den nordiske velfærdsmodel. Individualisme er i håndboldspillet noget, der skal sættes op, og kan på den måde kun blomstre med grund i et system eller kollektiv. Håndbold er et ekstremt velorganiseret spil. Alt tænkes i systemer. Der kan være tale om et 6-0-forsvar, med henholdsvis stødende 2’er eller 3’er. Man kan dække 3-2-1, skæv 5-1 eller 4-2 osv.

I angrebet bliver krydsspil kombineret med overgange og screeninger. Men altid i et planlagt mønster. Folk der lytter med når spillere og trænere diskuterer i timeouten vil vide, at der ligger mange systemer gemt i værktøjskassen til, at ”lukke forsvaret op”. Alt er tegnet og tilrettelagt.

Før i tiden talte man om Nordafrikanske eller Sydeuropæiske håndboldtraditioner. Her var der mindre planlægning og mere individualisme med flere uafklarede momenter i spillet. Den tid er i det store hele forbi. Den nordafrikanske håndboldtradition er blevet koloniseret af europæiske håndboldtrænere som har sat systemerne og kollektivet i centrum.

Håndbold er det nye fodbold

Håndbold er et intenst spil om tiden. Det er et systematisk spil, der i visse momenter kan sammenlignes med Amerikansk fodbold. Skønheden findes i systemet og specialiseringen. Den splejsede Ivano Balic, der kan spille i et rasende tempo, men ikke dække op. Blazenko Lackovic med sit fantastiske skud eller Lars Jørgensens og Kasper Nielsens hver 100 kilo spændstighed, der aldrig score mål, men kun deler flade ud i centerforsvaret.

Håndbold er tænkende spil. Banen er så lille, at kun dem med den bedste snilde, den stærkeste organisation og de mest flydende systemer kan vinde til sidst.

Og så til sidst: Håndbold er sexet. Der er masser af mål!