Solstrøm uden retning

Nu er forliget om solcellestøtten en realitet, og rammerne lagt fast for den videre udbygning af solenergi i Danmark. Desværre var forløbet op til aftalen en meget forhastet og sjusket affære, hvor en byge af spørgsmål til ministeren blev besvaret af Energistyrelsen med en række fejlbehæftede beregninger, udokumenterede tal og deciderede usandheder.

Aftalen skal regulere den del af omstillingen til vedvarende energi, der skal komme fra solstrøm, og rækker altså langt ind i fremtiden, frem mod 2050, hvor hele det danske samfund gerne skulle få sin energi uden tilhørende CO₂-udledning.

Derfor er det så meget desto sværere at forstå, at en aftale skulle på plads i så stor hast, at forarbejdet måtte blive så lemfældigt. Værst af alt, for en så vidtrækkende aftale, mangler der et overordnet strategisk mål for solenergi i Danmark.

Ville tøjle omstillingen og sikre afgiftsprovenuet

Forløbet omkring solcelleforliget har med al ønskelig tydelighed vist, at regeringen ikke har nogen reel interesse i omstilling til vedvarende energi, eller i hvert fald ikke evner at overskue de langtrækkende perspektiver ved denne omstilling.

Det er først og fremmest de kortsigtede økonomiske behov, der får lov at bestemme kursen, og det er dermed Finansministeriet, der fastlægger rammerne for enhver forhandling.

Regeringen vil formentlig hævde, at der styres efter en 100% vedvarende energi-målsætning i 2050, og dermed kan delmål for omstillingen udskydes midlertidigt, indtil det er mere belejligt at opfylde dem. Men der er ikke let regulerbare knapper at skrue på, som kan justeres efter forgodtbefindende. Når en gunstig udvikling er i gang, så gælder det om at bide til bolle. En krone investeret i omstilling i dag er ikke nødvendigvis til rådighed for en lignende investering næste år, eller næste år igen.

Panikreaktion

Finansministeriet, og dermed regeringen, gik i panik. 2012 blev året, hvor solstrøm for alvor tog fart, og Energistyrelsens fremskrivninger for installeret effekt i 2020 ser ud til at blive nået i år. Det skyldtes en kombination af stærkt faldende priser på solceller og et par revisorers opdagelse af lukrative fradragsordninger i form af afskrivning af solcelleanlæg.

Med etableringen af de mange MW solstrøm følger også en reduktion i statens afgifts- og momsindtægter i omegnen af 300 millioner kroner hvert år. Finansministeriets rædselsscenarie var en fortsat lignende vækst i solcelleudbygningen og et deraf følgende voldsomt dræn i statskassen. Resultatet blev en drakonisk overreaktion uden noget strategisk mål.

Skønmalede vilkårene med forkerte tal

De første udmeldinger fra klima- og energiminister Martin Lidegaard lovede egentlig ganske godt: Det skulle stadig kunne betale sig at investere i solceller. Nye anlæg skulle sikres en tilbagebetalingstid over en "overskuelig årrække".

Det konkrete udspil satte tal på: De nye regler skulle sikre en tilbagebetalingstid på 10 år. Det er ikke noget dårligt udgangspunkt og burde kunne tilfredsstille de fleste, men har man så opnået det med det nye regelsæt? Ja, hvis man spørger Energistyrelsen. Nej, hvis man spørger stort set alle andre.

Forskellen skyldes de forudsætninger der lægges til grund for beregningerne. Energistyrelsen har kigget på solcellepriser.dk, en analyse fra Bloomberg og tyske branchetal, og er nået til følgende konklusion:

I 2012 vil et solcelleanlæg på 5 kWp (maksimal effekt målt i kilowatt, red.) kunne købes fuldt monteret for 75.000 kr., faldende til 64.000 kr. i 2018. Med ganske få undtagelser er udgangspunktet omkring 10.000 kr. lavere end de typisk udbudte priser i dag, og dertil antages et yderligere tilsvarende fald over de næste 4 år. Det ligner en klassisk fejl i fremskrivning, som vil føre til gratis solcelleanlæg om 30 år.

Der er naturligvis en grænse for, hvor lave priserne kan blive, uanset hvor aggressivt de kinesiske producenter fastsætter priserne. Prøv engang at overveje, hvad et dansk taglæggerfirma skal have for at lægge nyt tag på en tagflade. Der rækker 75.000 ikke langt.

I sidste ende så det faktisk ud til, at Energistyrelsen nåede frem til et realistisk tal: 19 kr./Wp i 2012 jf. figur 1 herunder, men af uransagelige årsager har man fremskrevet dette til 15 kr./Wp i 2013. Urealistisk lavt, og ikke sammenlignet med konkrete tal for realiserede anlæg, som burde kunne indhentes fra den danske brancheforening, Dansk Solenergi.

Figur 1: Solcelleanlægs effekt og pris per effektenhed

En anden grundlæggende forudsætning er graden af egetforbrug, der kan opnås i en husstand under de nye regler om nettoafregning på timebasis. Her har energistyrelsen helt udokumenteret antaget, at en husstand i gennemsnit, time for time, over et år kan udnytte 40% af den producerede strøm selv. I Tyskland beregnes det tilsvarende tal til 34%, men her har en gennemsnitlig husstand op mod en tredjedel af sit strømforbrug midt på dagen. Hvorfor har energistyrelsen ikke indhentet konkrete tal for danske husstandes forbrugsprofil? Tal, som burde være umiddelbart tilgængelige fra de danske forsyningsselskaber.

Fare for totalt stop

Der er valgt en usikker kurs, uden mål, og det er ikke til at sige, hvilken udbygningsrate for solceller vi vil se i de kommende år.

Energistyrelsen har beregnet udbygningsraten afhængig af tilbagebetalingstid, og den viser, at det er en smal sti, man har valgt at følge. I 2012 har vi ligget vel på den korte side af 10 års tilbagebetalingstid og har dermed set en kraftig udbygning med op mod 200 MWp på et år. Men det er også tydeligt at se, at mindre fejl i beregningsforudsætningerne, som fører til let forlængede tilbagebetalingstider på 12-14 år, vil føre til et nærmest totalt stop for udbygningen med solcelleanlæg.

Hvis det er tilfældet, så vil en stor del af den danske solcellebranche lukke ned, og det vil tage tid at reetablere den. I henhold til solcelleaftalen skal prisniveauerne først evalueres i 2015, med henblik på eventuelle justeringer i 2018.

Figur 2: Forventede udbygningskurver for små solcelleanlæg sammenholdt med tilbagebetalingstiden

Omfordeling til kollektive anlæg?

Det har været fremhævet, at den nye solcelleaftale i langt højere grad tilgodeser boligforeninger og større kollektive anlæg i det hele taget. Og det er da rigtigt, at sådanne anlæg nu vil være administrativt lettere at etablere.

Energinet.dk havde ellers en administrativ løsning på plads for boligforeninger og nettoafregning, som det har taget et par år at nå frem til, men fremover skal større anlæg slet ikke indgå i nettoafregning, men derimod sælge hele sin strømproduktion til en forhøjet afregningspris.

I 2013 vil afregningsprisen være 1,45 kr./kWh i 10 år, men nye anlæg vil i 2018 få 60 øre per kWh i 10 år. Aftrapningen er hurtigere end for private anlæg, og selv som udgangspunkt er den vedtagne afregning dårligere end for ejerboliger med nettoafregning.

Hvordan kan dette forsvares, og kan det på nogen måde udlægges som en fordel for større, kollektive anlæg? Jeg kan kun se, at det er muligt, hvis man følger Energistyrelsens logik om, at det må være meget billigere at etablere store anlæg.

Det hævdes med henvisning til tyske erfaringer, at storskala-anlæg kan etableres til 7,50 kr./Wp, hvilket kun kan hænge sammen med en antagelse om et kollaps af eurozonen. Ved tjek med Energistyrelsens kilde (BSW) finder jeg en realiseret pris for 3. kvartal 2012 på 1.702 euro/Wp, hvilket svarer til 12,70 kr./Wp ekskl. moms.

Energistyrelsen fremturer ved at hævde, at boligforeninger vil kunne opnå 10 års tilbagebetalingstid, hvis store anlæg kan etableres til 12 kr./Wp inkl. moms. Det er altså en fuldstændig urealistisk etableringspris set i forhold til realiserede priser fra verdens mest konkurrenceudsatte marked for storskalasolcelleanlæg, der vel at mærke inkluderer den billigste form på bar mark.

Det dumme net

Martin Lidegaard mener, at det nye regelsæt bidrager til etableringen af et smartgrid (intelligent elsystem, red.), hvilket må bero på en grundlæggende misforståelse af begrebet.

Med timeafregning forsøger man at tvinge husstandene til at flytte strømforbrug til midt på dagen, hvor solcellerne producerer mest. Men det er for det første meget svært i praksis, da de fleste jo er på arbejde og det dermed er vanskeligt at flytte madlavning, tv-kiggeri osv. til det tidspunkt. Det fungerer erfaringsmæssigt heller ikke at tænde lyset på forskud.

For det andet er det uhensigtsmæssigt ikke at nyttiggøre solcelleproduktionen der, hvor der er allermest brug for den – der, hvor der i døgnet bruges allermest strøm: i virksomhederne, i industrien, på arbejdspladserne.

Virksomheder vinder

Der er en enkelt gruppe, som ser ud til at vinde ved solcelleaftalen: Private og offentlige virksomheder, som nu kan indgå i nettoafregning, og som afregner overskudsforbrug til den forøgede afregningssats. De har nemlig sammenfald mellem størstedelen af deres strømforbrug med solcellernes maksimumproduktion, midt på dagen, og kan dermed opnå en meget høj grad af egetforbrug.

Produktionsindustrien vil nok ikke være interesseret, da den i forvejen får en klækkelig rabat på elregningen. Det kommende år vil vise, om offentlig og privat servicevirksomhed alene vil være i stand til at opretholde udbygningen af solstrøm.

Ellers er den spæde start på soleventyret kvalt i fødslen med indførelsen af dumbgrid.

Se også:

Solstrøm sejrer ad helvede til – Artikel om solcelleforhandlingerne, Modkraft 7. november 2012