Annonce

Dagpengeforringelser
16. november 2012 - 15:02

Aktionsnetværk vil fylde jobcenter

Nyt aktionsnetværk vil sætte fokus på arbejdsløshed og dagpengeforringelserne ved at troppe op på Jobcenter i Københavns nordvestkvarter. Netværket vil give modstanden mod dagpengeforringelserne retning, forklarer Jeppe Lykke Rohde, en af initiativtagerne.

Under overskriften »Jobcentret er fyldt – hvor er jobbene?« vil et nystartet netværk, der kalder sig Solidaritet eller frit fald, aktionere for at forringelserne af de arbejdsløse vilkår ikke forsvinder fra den politiske dagsorden.

Aktionsnetværket er ikke tilknyttet noget parti, men er åbent for alle, der ønsker dagpengeforringelserne tilbagerullet.

Opråb til politikerne

Fredag den 7. december kl. 13.00 vil aktionsnetværket fylde Jobcentret på Musvågevej 15 i Københavns nordvestkvarter. Med aktionen ønsker netværket at råbe politikerne op.

»Det er ikke de arbejdsløse, der har ansvaret for arbejdsløsheden – det er politikerne. De må tage fat på arbejdet, droppe de luftige lappeløsninger og lave reelle forbedringer for de ledige. Der er brug for en længere dagpengeperiode, så ingen falder ud, og der er brug for en kortere optjeningsperiode for at blive berettiget til dagpenge,« skriver aktionsnetværket på sin Facebook-side.

Besøg Solidaritet eller frit falds Facebook-side

»Vi er mange, der er utilfredse«

Jeppe Lykke Rohde, arbejdsløs og en af initiativtagerne bag aktionsnetværket forklarer at formålet med aktionen er, at forsøge at samle kampen mod dagpengeforringelserne og give den en retning.

– Jeg håber, at aktionen kan blive et vendepunkt. At vi kan vise hinanden, at vi er mange, der er utilfredse med dagpengeforringelserne og samtidig vise resten af Danmark, at der er nogle, der kæmper dagpengemodtagernes sag, siger han til Modkraft.

Han understreger samtidig, at aktionen er symbolsk og ikke lukker jobcentret.

– Ingen dagpengemodtagere skal have problemer, og folk skal kunne komme til. Men vi håber da at kunne komme i dialog med både brugere og ansatte på jobcentret, siger Jeppe Lykke Rohde, der håber at aktionen den 7. december kan føre til yderligere aktiviteter på området.

– Efter aktionen mødes vi over en øl eller en sodavand og taler om, hvordan vi kan fortsætte kampen, og alle er meget velkomne, fortæller han.

Stedet for den efterfølgende snak er endnu ikke fastlagt, men vil blive opreklameret på netværkets Facebook-side.

Læs mere om aktionen på Facebook

Liste Ø også på gaden

Også hos Enhedslisten går medlemmerne i disse dage på gaden for at skabe opmærksomhed omkring arbejdsløshed og dagpengeforringelser.

Partiet har været internt uenige om partiets finanslovforlig med regeringen, hvor flere mener aftalen bryder med partiets politik om at stemme for enhver forbedring og imod enhver forringelse. Uenigheden har blandt andet udmøntet sig i flittige debatter på diverse internetfora.

Uenighederne i partiet har dog ikke tilsyneladende ikke lammet dets medlemmer, der under slogannet »Ret til tryghed – Ret til arbejde« forsætter en kampagne for at forbedre forholdene for landets arbejdsløse.

Enhedslisten i København gik torsdag den 15. november på gaden imod dagpengeforringelser og borgerlig finanspolitik. På Nørrebros Runddel uddelte maskerede aktivister rådne SF-æbler og visne roser, mens andre aktivister uddelte løbesedler fra Enhedslisten.

Ifølge Enhedsaktivisterne tog nørrebroerne vel imod aktionen, hvor mange cyklede videre med smil på læben.

Aktivisterne siger,  at flere aktioner er på tegnebrættet.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce