Wo ist der Weihnachtsbaum?

Jeg vil gerne på forhånd beklage, at jeg hermed bidrager til en sag, jeg i virkeligheden ikke mener, burde have nogen som helst spalteplads i medierne. For en sag om et manglende juletræ i en beboerforening et sted i Kokkedal, er en sag der burde forblive i Kokkedal.

Når jeg så alligevel sætter mig ved tasterne, er det fordi, sagen ikke længere handler om, hvorvidt det er synd for de juleglade beboere eller ej. Det handler nu om kultur, herunder angsten for at miste egen kultur eller lysten til at bytte den ud med alt hvad der er nyt, og så handler det om demokrati.

Demokratiet først

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg mener, bestyrelsen i den pågældende boligforening traf en beslutning der kun kan opildne til stridigheder blandt naboerne. Jeg mener ikke, at demokrati blot handler om, at flertallet bestemmer, det handler også om at tage vare på mindretallet.

I Danmark dyrker vi foreningerne og forstår det som en vigtig del af det danske demokrati, og rundt om i landet træffes der dagligt beslutninger i disse foreninger. Almindelige mennesker træffer beslutninger der har konsekvens for andre, og nogle gange træffer disse mennesker tåbelige beslutninger.

Men er det så politikernes opgave at skride ind over for disse tåbelige beslutninger? Skal politikerne komme og belære lokalforeningerne om, hvilke beslutninger de bør træffe, og hvilke beslutninger de ikke skal træffe?

Nej, naturligvis ikke, og det burde man kunne sige sig selv, også uden at hive begreber frem som ytringsfrihed og foreningsfrihed. I foreningerne rundt om i landet, må man have friheden til at træffe beslutninger efter bedste evne, så længe man holder sig til aktuel lovgivning.

Alligevel ser vi politikerne nærmest falde over hinanden for at tage en ”borgersag” på dagsordenen og vise sig som de ”lyttende politikere”, mens det i virkeligheden resulterer i en undergravning af lokaldemokratiet. De kommer ikke i øjenhøjde, de taler ned til borgerne og spilder samtidig vores tid på ligegyldige sager, som højest kunne være til diskussion i frisørstolen.

Traditionerne skal ikke være for traditionernes skyld

Jeg er ikke kulturradikal, jeg mener vi skal værne om både kultur og traditioner, men ikke som en dyrebar skat, der skal forblive statisk i en glasmontre. Kulturen er levende, og vi bruger den til at fortælle noget om, hvem vi er hver især og hvad vi bekender os til. Traditionerne bruger vi derfor også til at markere vores kultur på festlig vis.

I min barndom blev der på landet omkring hvor jeg boede i Nordjylland, holdt majfester. Bed mig ikke om at fortælle hvad det drejede sig om, men hyggeligt var det. Jeg skal ikke kunne sige, om det stadig holdes i landsbyer rundt om i landet, men sikkert er det, at jeg ikke savner denne tradition og jeg har intet behov for at holde krampagtigt fast i den.

Traditionerne kan blusse op og forsvinde igen, og deres form ændrer sig. Således er Halloween nu nærmest ved at erstatte vores fastelavnsfester. At det skyldes, at vores børn og unge i højere grad har lyst til at tage de amerikanske traditioner til sig end de danske, fordi de får så stor en indvirkning fra medierne, kan der nok være noget om. Er det farligt? Næ.

Selvom jeg personligt har et stærkere forhold til fastelavn, qua min alder, skal så tvinge mine elever til at holde fast i fastelavnen? Nej, naturligvis ikke. Det betyder dog ikke, at jeg vil have dem til at bytte hele deres kultur ud med et andet lands kultur, så snart der kommer en ny spændende dille.

Vi sætter i skolen fokus på, hvordan vores traditioner ændrer sig over tiden, hvordan vi henter traditioner ind fra andre lande og altid har gjort det. Vi taler om, hvordan vores kultur har formet sig over tid, og hvordan de selv er med til at skabe kulturen ved både at huske det gamle og forme det nye.

Til kamp for danske eller tyske traditioner?

Hvis jeg boede i den pågældende beboerforening i Kokkedal, ville jeg have protesteret ved beslutningen uanset om jeg var muslim eller kristen, eller ganske almindelig ateist. Jeg ville have proklameret at vi skulle bygge broer og ikke grave grøfter mellem naboerne.

At påstå, dette er et angreb på den danske kultur og forslå lovgivning om bevarelse og afholdelse af danske traditioner er dog kun endnu en grim ukrudtsplante, der er vokset på Dansk Folkepartis mødding.

Vi må til hver en tid skabe mulighed for, at vores borgere, uanset baggrund, kan værne om deres egen kultur og have mulighed for at fejre egne traditioner – naturligvis i respekt for andres. Samtidig skal vi altid være åbne for, hvilke smukke traditioner andre kan bringe til os, ligesom vi altid har været.

Og julen er i virkelighed det bedste eksempel på dette. De bedst kendte juletraditioner stammer fra Tyskland: kalenderlyset, adventskransen, julekalenderen og juletræet. Og hvor ville julen være, hvis det ikke var for den amerikanske tradition om julegaver under træet eller deres julemand i Coca Cola farver?

Hvad Dansk Folkeparti således værner om, er andre landes traditioner, traditioner vi har taget til os, fordi vi blev inspirerede af andre. Uden tyskerne ville vi ikke have haft det juletræ, Kokkedal nu mangler.