Ligestilling -nej tak!

Der kan være mange årsager til at den kønsmæssige ligestilling til tider kan halte gevaldigt, og at vi bl.a. er gået helt i stå i vores ellers progressive tankegang, vi engang kunne være så stolte af i Danmark, når det kommer til ligestillingen mellem mænd og kvinder.

Ligestilling har i mange år været utrolig upopulært at drøfte i landet, og ofte går kvinderne forrest i at afvise ethvert tiltag, der kunne sikre dem samme rettigheder og muligheder, som deres mandlige medborgere og kollegaer.

Vi vil hellere have lavere løn og lavere stillinger end være med til politiske ændringer, der kunne give os positioner tilsvarende vores evner og uddannelsesniveau - "i det mindste har vi så selv fortjent denne position. Der er ikke nogen der har foræret den til os.."

Tilbage i 2004 kunne mine kammerater på kongressen i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom høre mig råbe fra talerstolen: "Jeg vil vælges for hvad jeg har i hovedet og ikke hvad jeg har i trussen!".

Jeg vil sådan set stadig vælges for, hvad jeg har i hovedet, men citatat stammer fra en ung pige, der dengang troede på, at udviklingen ville komme af sig selv, at hvis kvinderne bare kæmpede hårdt nok, så ville vi om få år have erobret dobbelt så mange magtfulde positioner i samfundet, som de havde dengang.

Jeg blev klogere, og mange kvinder før mig, der har udtalt lignende ting, er blevet klogere, for intet er sket, og intet vil ske uden politisk hjælp.

En irriterende men nødvendig nødløsning

Den ligestillingsmæssige forandring kommer ikke af sig selv, vi bliver nødt til at se på lovgivningen, hvad endten vi taler om barsel, større kønsmæssig fordeling på arbejdspladser eller i bestyrelser.

Der findes i dag kønskvoter, der lever i bedste velgående, men denne er blot uudtalt. Vi kalder den også Rip, Rap og Rup effekten, modellen der beskriver, hvordan mænd vælger mænd, der vælger mænd, der alle ligner de foregående. Vi accepterer dette under påskud af, at de jo bare vælger de bedste kandidater.

Vel gør de ej, det har intet at gøre med at være de bedste kandidater, det handler om angsten for at vælge det ukendte.

Så hvorfor så gå ind for kønskvotering, det er vel det samme, som jeg kritiserer mændene for?

I virkeligheden bryder jeg mig stadig ikke om kønskvotering, jeg ser det som et nødvendigt onde, når alt andet er slået fejl. En nødløsning der skal tvinge flere til at åbne øjnene for de kvaliteter kvinderne bibringer til de mandsdominerede brancher og de kvaliteter mændene bringer til de kvindedominerede brancher.

Vi kan kalde det en kickstart indtil virksomhederne selv kan. Vi gør det jo også, når det handler om miljøet, så hvorfor kan vi ikke gøre noget for menneskene?

Ny regering, nye tider?

Jeg skrev tidligere, at det ofte er kvinderne, der holder faklen højest i kampen mod lovgivninen for bedre ligestilling, og værst er de borgerlige kvinder i denne kamp. Men ok, det giver vel også mening.

En liberal kvinde vil naturligvis se det som endnu et angreb på hendes personlige frihed, hvis hendes mandlige chefer skulle tvinges til at tage hende i betragtning til en højere stilling, eller hendes mand skulle tildeles flere rettigheder, så også han kunne spille en større rolle i deres fælles barns liv..

Med den nye regering burde der derfor komme andre boller på suppen. Nu burde der ske et positivt skred med ligestillingen. Men ak! Gang på gang må vi vågne op og se endnu et ligestillingspolitisk tiltag skudt til hjørne med sangen om: det må vi lige se nærmere på.. Nu ingen forhastede beslutninger..

Nej, ligestilling er ikke populært, og det giver ikke flere stemmer, men det er fandme nødvendigt! Det er ikke kun nødvendigt for økonomien, det er også nødvendigt for, at vores drenge og piger kan vokse op med en tro på, at det er deres evner og ikke køn, der afgør deres fremtid. Det er hvad der skaber et demokratisk samfund.

Mens vi venter på politikerne

Og lad mig med det slutte af med en henvisning til filmens verden. Se mens vi venter på de politiske forandringer, render vores børn rundt i en verden af pastelfarvede forestillinger om kønnene, hvor mænd har store muskler og mange penge, og kvinder har store bryster og lever af mandens mange penge.

I sommer vistes der verden over en fantastisk film i biograferne: The Hunger Games. På vej hjem fra biografen slog det mig, hvor sjældent jeg oplever en rigtig filmhelt - en kvindelig en af slagsen vel at mærke. Og heltinden i film er en rigtig helt: uselvisk og fremfor alt handlekraftig og fysisk stærk.

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse at mine elever i 8.klasse ser mange film og identificerer sig med karaktererneme, derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvad de ser. En forsker på University of Southern California har udgivet en undersøgelse om kønsligestilling i film. Af undersøgelsen fremgår det, at der netop er særlige problemer for teenagere.

Kvindelige roller i alderen 13-20 år er generelt ligeså afklædte som ældre kvindelige roller, så allerede fra en tidlig alder slås kvinderollen som ”eye candy” fast. Det samme gælder slet ikke for mandlige roller i samme alder. Mens 33,8 % af de helt unge kvinder er klædt udfordrende er kun 5,3 % af de helt unge mænd.

Vores unge bliver altså stadig mødt med billedet af de klassiske kønsmønstre, hvori de må finde deres rollemodeller, deres fremtidige jeg. Så hvor tager vi fat, i hverdagen eller i systemet?

Det må nødvendigvis gå hånd i hånd, men der er ingen tvivl i mig: hvis der skal skabes ligestillingsmæssige ændringer, må vi starte med lovgivningen, og så må holdningsændringen og kulturen følge trop.