Det er sjældent, man skraldgriner, når man læser en (overvejende) filosofisk bog - men der undslap mig adskillige grin under læsningen af Asger Sørensens I lyset af Bataille. Ikke latter forårsaget af ufrivillige morsomheder, men på grund af befriende åbenhjertige bekendelser og slagfærdige bemærkninger fra forfatterens side.

Asger Sørensens bog handler nemlig ikke kun om den franske filosof og forfatter Georges Bataille (1897-1962) - men også om Sørensen selv og hans intellektuelle udvikling.

Bogen er opdelt i to afdelinger: Den ene er en samling af artikler om eller stærkt inspireret af (især filosoffen) Bataille, som Asger Sørensen har studeret, skrevet og bygget en akademisk karriere op omkring. Den anden del er tre nyskrevne essays om forfatterens liv med Bataille som diskussionspartner i de godt tyve år, han har beskæftiget sig med hans tænkning.

Det er især de personlige beretninger i sidste del, der udløser latter. Asger Sørensens beskrivelse af sin udvikling fra ung, autonom anarkist med ambitioner om at blive evighedsstudent til lektor-ansat fagfilosof ved Århus Universitet er skrevet særdeles veloplagt, ind imellem på grænsen til det selvudleverende - og ofte med slagfærdige udsagn.

Et enkelt eksempel er, når han efter at have berettet om sin langvarige kamp for at sikre sig en plads som fagfilosof (med fyringstrussel som sent som i 2011) kan trække tråde tilbage til sin »blåøjede tilstand«, da han begyndte at studere filosofi i 1980: »Dengang ville jeg være evighedsstudent, og det vil jeg stadig« - underforstået: nu ikke som statsunderstøttet arbejdsløs, men universitetsansat forsker.

Et andet eksempel er, når han åbenhjertigt fortæller, at han presset af en kollega må indrømme at have studeret og skrevet om Batailles fortolkning af Emily Brontës roman Stormfulde Højder (bogens kapitel 8) uden selv at have læst Brontës bog - en situation, der næppe er andre teorinørder, inklusive undertegnede, ubekendt! Sørensen retter dog siden op på manglen.

Essay'ene rummer desuden en detaljeret beskrivelse af Sørensens akademiske karriere og en alternativ generationsberetning uden klynk om livet i omegnen af BZ-bevægelsen og Kulørte Klat i starten af 1980'erne - for at opbygge den resonansbund, som Bataille er kommet til at spille i Sørensens arbejder.

Mit kendskab til Batailles forfatterskab begrænsede sig før læsningen af Sørensens bog til den skønlitterære og pornografiske roman Historien om øjet.

Jeg optræder ganske vist selv indirekte i Sørensens bog, idet jeg som redaktionsmedlem på det hedengangne tidsskrift Giraffen har været med til at offentliggøre bogens første artikel, »Forbudte lyster« - uden at kende til Bataille som inspirationskilde.

Artiklen blev, kan jeg læse i Bataille-bogen, kun udgivet med en bemærkning til Sørensen om, at redaktionen ikke var enig i artiklen, »men alligevel gerne ville trykke det indsendte«.

Jeg er ikke sikker på, at jeg siden er blevet mere enig i den Bataille-inspirerede tankegang – som jeg nu ser den udfoldet af Sørensen i bogen.

Sørensen har til gengæld i løbet af sine tyve år bevæget sig betydeligt. Ikke ved at vinke farvel til venstrefløjen og radikal politisk tænkning, men med en forskudt interesse i retning af mere traditionel politisk teori, som han i bogen erklærer at ville vie resten af sin akademiske karriere til at studere, undervise i og skrive om.

I lyset af Bataille er på den måde Sørensens status og opgør med sin filosofiske udvikling i samspil med dens største inspirationskilde.

Batailles betydning

Batailles filosofi er udsprunget af 1930’ernes radikale antifascistiske og antikapitalistiske bevægelser. Bataille radikaliserer ifølge Sørensen Marx’ og marxisters kritik af kapitalistisk fremmedgørelse til en almen civilisationskritik – primært gennem inspiration af filosofferne Hegel og Nietzsche samt sociologerne Durkheim og Mauss.

Bataille griber desuden til en almindelig filosofisk disciplin: nemlig at forsøge at indkredse »mennesket« (i bestemt form, ental) gennem en enkelt definition.

Bataille mener, at mennesket etablerer en særegenhed gennem en reaktion på en række tabuer, der er givet som overhistorisk vilkår: nemlig »afsky, væmmelse og skræk over for visse helt naturlige forekomster som ekskrementer, lig, blod og slim«.

Det er den »indre erfaring« af antropologisk givne forbud, der konstituerer mennesket i dets almenhed – mens den konkrete måde at forholde sig til tabuerne konstituerer det enkelte menneskes partikularitet (det specifikke menneske som en »suveræn« for at bruge Batailles/Sørensens terminologi).

Uanset hvor rigtigt eller forkert det konstituerende træk måtte være, opfatter jeg den filosofiske tradition med at indsnævre det menneskelige til en enkelt definition som dybt problematisk. Man kan med lige så god ret pege på andre menneskelige særtræk som konstituerende: arbejde, tænkning, sprog og socialitet, eksempelvis.

Mennesket kan ikke indkredses som artsvæsen af en enkelt deterministisk definition, men kun af flere - og af dets evne til civilisatorisk tilpasning, altså at lade sig indlejre i historiske, sociale og kulturelle kontekster.

En monolitisk definition radikaliserer heller ikke samfundskritik og -forståelse, sådan som Asger Sørensen ellers argumenterer for. Den indsnævrer i stedet menneskers (ubestemt, flertal!) potentielle muligheder ved forstå mennesker som determineret af et bestemt civilisatorisk vilkår - også selv om »overskridelsen« af tabuerne, synes at være det mest interessante træk i Batailles tænkning.

Det lægger bestemte rammer om forståelsen af mennesker, der nærmer sig det defaitistiske - som Sørensen gennem sine tre selvbiografiske essays slutter med at lægge bag sig og filosofisk gør op med i kapitel 10 og 12. Bogen er på den måde en selvkritisk opgør.

Sørensen peger i stedet nu på nødvendigheden af en politisk-filosofisk etik, der kan bruges til udvikling af et samfund, der løser miljø- og klimatruslerne gennem demokrati og økologisk bæredygtige produktionsformer.

Det ser ud til at have taget Sørensen tyve år at nå frem til den erkendelse. Og uden på nogen måde at intendere bedrevidende – Sørensen er i hele perioden velargumenterende og åbent reflekterende – mener jeg allerede at kunne se det problem skitseret i den artikel, som Sørensen sendte frem til tidsskriftet Giraffen i 1991.

Problemet var her, at Sørensen ud fra en ideologisk anarkisme accepterede Batailles negligering af arbejde som potentielt lystfuldt - og lagde alle frigørelses- og nydelsespotentialer i negationen af arbejde.

Det betød, at Sørensen, der i artiklen (ganske prisværdigt!) ville have venstrefløjen til at erkende nydelse, lyst, begær og kamp som nødvendighed og fascinationskraft i politisk arbejde, kun kunne se de behov opfyldt udenfor arbejdets sfære – i kunst, seksualitet, fest, leg og ekstatisk/dionysisk overskridelse af tabuer.

Det reducerer arbejde til entydig aktivitet, til nødvendighed, ja sågar til slaveri, altså en negation af suverænens udfoldelse af sin specifikke menneskelighed.

En konsekvent indsats

Sørensens egen historie - en konsekvent indsats for at omforme sin filosofiske interesse til fast arbejde - dementerer imidlertid så ensidig en arbejdsforståelse.

Arbejde - også monotont og kedeligt arbejde - indeholder ikke kun slid, men også lystelementer.

Og kreativt, kunstnerisk, intellektuelt og autonomt, frivilligt arbejde indeholder også monoton, kedelig aktivitet – alle, der har forsøgt at lære at spille et musikinstrument eller dyrket sport med den alvor, der kræves for at blive sjov, ved, hvor meget arbejde, der skal til for kunne udfolde sig ekvilibristisk og lystfuldt. Og hvor lystdreven nødvendigt arbejde kan være.

Det – for mig at se – mærkværdige i det essay, som Sørensen sendte frem (og fastholdelsen af Batailles/Hegels arbejdsforståelse) var, at kritik af (løn)arbejdets perverterede form under kapitalismen førte til ignorering af, hvor modsætningsfyldt og forskelligt arbejde er og har været op gennem historien.

Og ignoreringen betød fornægtelse af en afgørende radikal politisk-social målsætning: nemlig at ville forvandle arbejde fra nødvendighed til selvgyldigt menneskeligt behov og mulighed for både fri og forpligtende lystudfoldelse.

Det er muligvis en utopisk målsætning. Men den er ikke desto mindre nødvendig, hvis man fastholder en emancipatorisk målsætning for venstrefløjens aktivitet.

Trods disse indvendinger: Sørensens bog er udfordrende og interessant. Personligt har den (endnu engang) stimuleret til indsigelse og refleksion i forhold til et intellektuelt felt, som de færreste har mulighed for at arbejde med dagligt.

Og Sørensens bog befordrer, selv som arbejdsdokumentation, altså også megen morskab og fornøjelse.

Asger Sørensen: I lyset af Bataille – politisk filosofiske studier, Rævens Sorte Bibliotek nr. 84, Forlaget Politisk Revy, juli 2012. 520 sider.

Ole Wugge Christiansen er redaktør på Modkraft

Anmeldelsen bringes også i en lettere forkortet udgave i tidsskriftet Det Ny Clarté, nr. 21, december 2012.

PS fra Modkraft Biblioteket

Ole Wugge Christiansen har gjort os opmærksom på en note i Asger Sørensens bog (I lyset af Bataille, side 429-30) hvor han i kraftige vendinger beskylder Modkraft.dk/Tidsskriftcentret for at bortretouchere anarkismen fra den socialistiske historieskrivning.

Han har særligt kig på vores emnelister om den spanske borgerkrig: Den spanske revolution og borgerkrig 1936-1939 + The Spanish Civil War and Revolution 1936-1939.

Asger Sørensen skriver, at den »eneste antydning af anarkisternes bidrag til revolutionen i den lange liste med henvisninger er imidlertid tre artikler fra det hedengangne Politisk Revy tilbage fra 1976 og 1984«, og kalder det for et »sammensurium af uvidenhed, fortielser og bevidste fordrejninger«.

Hvordan Asger Sørensen kan nå frem til denne konklusion er ukendt, men grundlaget er også forkert.

På den første emneliste med dansk + norsk/svensk materiale om Den Spanske Borgerkrig er der poster med Den Jyske Historiker (artikler om den sociale revolution og CNT/FAI), Kurasje (Karl Korsch-artikel, bl.a. om CNT/FAI), omtalte Politisk Revy (med tre artikler).

Bøger og pjecer på dansk og svensk (bl.a. med links til Noam Chomsky, anarkisme-antologi, Buenaventura Durutti, George Orwell, Daniel Guerin, Michael Strand, Daniell Marcussen, Eddie Conlon, til Marxistarkiv.se (med bøger online af bl.a. Noam Chomsky, César M. Lorenzo, George Orwell og Rudolf Rocker) + en større litteraturoversigt fra den anarkistiske Sorte Fane Blog.

På den anden emneliste med engelsksproget materiale er der poster med Anarchy Archives (omfattende tema), Libcom.org (omfattende tema), International Socialism (artikel om CNT), International Socialist Review (artikel om CNT), ZNet (to artikler om spanske anarkisme), Books and pamphlets online (hvor man bla. finder Murray Bookchin, Durutti-gruppen, Eddie Conlon, Gaston Leval, Noam Chomsky, Daniel Guerin, George Orwell og Rudolf Rocker).

Det er muligt, at Asger Sørensen ikke er enig med disse talrige bidrag fra forskellige anarkistiske retningers side, og nok slet ikke enige med de bidrag, der kritiserer anarkisterne under borgerkrigen, men bortretoucheret er de anarkistiske indsatser eller forfattere da ikke.

Det tidligere Modkraft.dk/Tidsskriftcentret (som nu er Modkraft Biblioteket) kan også henvise til en del materiale af mere generel karakter i vores linksamlinger.

De vigtigste steder er:

Emneindex: Anarkisme etc. med 8 stk. linkboxe om anarkisme og anarkister.
Der er også en henvisning til: Resursesites, emne: Anarkisme, hvor vi har udvalgt de 13 sider og sites, som vi synes var nogle af nettets bedste samlinger.

Ligesom der på vores Tidslinje er en række poster (større eller mindre linksamlinger), der må siges at omhandle anarkisme eller anarkister.

Og så er der lige linkboxen Marxisme og anarkisme (som dog er udarbejdet efter deadline for Asger Sørensens bog, så her forventer vi ikke, at han har haft kendskab til vores materialer). 

Vi skal undlade at vurdere, hvorvidt Asger Sørensens angreb på os er udtryk for uvidenhed, fortielser og/eller bevidste fordrejninger, men de samme anklager mod Modkraft.dk/Tidsskriftcentret bygger i hvert fald ikke på fakta og vores faktiske indsamling af links, der relaterer sig til anarkisme.

Bjarne A. Frandsen, Jørgen Lund og Poul Mikael Allarp

Redaktionen af Modkraft Biblioteket