40 år senere: på vej mod en finanspolitisk union

Ja, så kom vi forbi 40 årsdagen for, at danskerne stemte ja til EU (dengang EF). Det var d. 2. oktober 1972, og det må betegnes som en dårlig start for EU-modstanderne, at det blev et ja – eller måske en god start for EU-modstanderne, at der var så mange der stemte nej (36,6%), når man tænker på debatten op til.

Debatten op til afstemningen var især præget af, at tilhængerne insisterede på, at det kun var et handelssamarbejde, og at alle advarsler om, at det ville udvikle sig til en egentlig union bare var skrammekampagne. Samtidig blev der tegnet skrækscenarier op om, at vi aldrig ville kunne sælge vores vare til bl.a. Tyskland, hvis vi sagde nej.

Derudover stod fagbevægelsen for nogle rigtig fine annoncer, hvor de slog fast, at et ja ikke ville betyde, at EU kom til at blande sig i den danske arbejdsmarkedsmodel.

Men de tog fejl. EU blander sig, og har gjort det i mange år – bl.a. igennem flere domme i EF-domstolen, men senest så vi et forslag fra EU-kommissionen, som betød at regeringen lige skulle give EU besked, hvis der var optræk til strejker eller blokader (så ville det være nemmere for EU at træde hurtigt ind).

Men et ja blev det, og sandheden er nu, at vi er på vej mod en føderalstat, hvor man i endnu højere grad end i dag, overlader magten til EU. Især arbejdes der med en finanspolitisk union, som skal sikre, at det er EU der bestemmer, om et land må optage lån og i givet fald hvor mange penge de må låne (altså ikke låne fra de andre EU-lande, men generelt fra alle mulige kreditorer). Samtidig vil EU naturligvis blande sig endnu mere i finanslove mv.

Vi ved ikke hvor stærkt det kommer til at gå, men allerede til december vil EU’s præsident fremlægge de første egentlige forslag, og så kan det sagtens gå rigtig stærkt. Sidste år vedtog de f.eks. finanspagten på 3 måneder, hvilket er ret vildt taget de store konsekvenser i betragtning.

Og så blev jeg så spurgt til et oplæg i Esbjerg i går; hvordan stopper vi det? Kan vi da slet ikke gøre noget?

Og svaret: ja, mit svar er naturligvis lige så godt som jeres – jo folkelig protester og modstand kan ofte flytte noget. Men vi har nu set kæmpe protester i mange lande i EU, og det har vist sig overordentlig svært at råbe politikerne op. Det er lidt som om, at EU og EU’s ledere er længere væk fra befolkningen end nogen sinde før, og at hver gang befolkningerne protesterer, så strammer EU bare skruen lidt ekstra. Vi kan se til valgene, f.eks. i Frankrig, at under valgkampen bliver politikerne noget mere EU-kritiske, men de glemmer det igen når de først er valgt! Og det er jo et seriøst problem – og også et tegn på, at vi ikke kan stoppe EU's udvikling hvis vi blot læner os tilbage og venter på næste valg. Det kræver løbende mobilisering, og det kræver store folkelige protester, og så kræver det at vi tør gå i kødet på EU-diskussionen også selv om mange oplever den som lidt kedelig og tør!

40 år efter den første afstemning, og vi må konstaterer, at vi ikke bare havde ret – det blev faktisk endnu værre end mange havde forestillet sig: EU er på vej mod en føderation, og regeringen vil diskutere det i Folketingssalen (som Helle Thorning sagde i sin åbningstale), men ikke med befolkningen?! Demokratiet har det hårdt i disse dage.