Når inklusion bliver til rummelighed

Tilgiv mig, hvis dette bliver en smule pædagogik teoretisk, men det er for jeres børns skyld..

Mange af jer uden for den pædagogiske verden, ser måske ikke nogen forskel i begreberne inklusion og rummelighed. Vi vil da gerne både være inkluderende og rummelige, ik’? Lad mig derfor prøve at kaste lidt mere lys over disse to begreber.

Vi har tidligere talt om rummelighed som et plusord: ”Den danske folkeskole skal være mere rummelig!”. Men helt ærlig, hvem gider være den, der skal rummes? Prøv denne sætning på din kæreste eller den du sidder ved: ”Jeg vil gerne rumme dig.” Oversat siger du: ”Du er noget af en mundfuld, men jeg er et stort menneske, og jeg kan tolerere dig og dine særheder.”

Ikke nok med, at det kommer til at virke ret usympatisk, det bliver også på lånt tid, indtil den dag jeg ikke længere har overskuddet til at rumme dig.

Inklusion, på den anden side, taler om at vi møder hinanden og former en ny kultur og tilværelse sammen. I folkeskolen søger vi derfor at forme os efter hinanden og beder eleverne om at imødekommer hinanden med en blanding af åbenhed og fastholdelse af egne værdier. Der lægger også nogle store krav til, at eleven tager ansvar for egen læring og udvikling.

Alt det lyder jo godt og fører i bedste faldt til gode erfaringer og værdier, eleverne i fremtiden kan tage med sig, både i privatlivet og på arbejdsmarkedet.

Og hvis det så i virkeligheden var alt det, der så skete ude i folkeskolen, kunne jeg stoppe her med et: ”Længe leve inklusionen!”. Men så idyllisk er det ikke herude i klasselokalerne.

Inklusion for elevens eller inklusionens skyld?

Fra politisk hold er der igennem de seneste år kommet et øget krav om inklusion i folkeskolen, langt flere skal fra specialundervisningen ind i normalundervisningen. Under dække af Salamanca-erklæringen fra 1997 henviser man færre elever til de eksisterende specialtilbud.

Naturligvis mener jeg som god socialdemokrat, at vi skal hindre at lave A og B samfund. Jeg mener at folkeskolen netop har sin største berettigelse i at være for alle, og at vi bliver styrket som individer i mødet med andre, især de der ikke er som mig. Men jeg er også pragmatiker, og jeg mener man indenfor fællesskabets rammer skal imødekomme den enkeltes behov.

For mange lærere forsvinder idealet om inklusion i hverdagen. Vi tænker sjældent over idealet om at skabe plads til flere forskelligheder i klassen, fordi det i praksis er langt fra ideelt men mere et mareridt.

På trods af flere penge til specialundervisning i København, må vi i må vi stadig tage imod elever, der i virkeligheden fortjener andre tilbud, hvor der kan tages hånd om dem. Vi forsøger at presse en firkantet klods ned i et trekantet hul, der ikke kommer nogen til gavn.

Og nærmest som et plaster på såret blev vi alle i København sendt på Sommeruniversitet, for da at ”efteruddanne” os i inklusion, men opkvalificeringen sker desværre ikke på 3 dage i en august måned.

Vi er ikke uddannet til denne opgave, vi kan simpelthen ikke inkludere både den autistiske elev, Mensa og ADHD eleven, eleven med svag hjemmebaggrund, den ordblinde og den helt ”almindelige” i en og samme klasse.

Idealer eller sparetiltag?

På gangene tales der heller ikke om inklusionstiltag, vi taler om sparetiltag. Vi ved at riget fattes penge og det mærkes tydeligt ude i kommunerne, og fra KL har det da også oftest været hensynet til pengekistens bund end elevens faglige og sociale udbytte, der har været de mest anvendte argumenter for øget inklusion.

I praksis må vi derfor i folkeskolen tage imod elever, der i virkeligheden fortjener andre tilbud, hvor der kan tages hånd om dem. I praksis kan et klassefællesskab svækkes, når nye elever ikke kan passe ind, fordi de fra begge sider er for forskellige fra hinanden, så de begår vold på egne værdier.

Jeg ser barnet for mig, der med vold og magt forsøger at proppe sin grønne firkante klods ned i det lille trekantede hul, og ødelægger både putkasse og klods.

Et er at vi som lærere ikke er godt nok rustede til disse krav igennem vores uddannelse, eller manglende efteruddannelse, vi beder i virkeligheden også nogle af vores elever om for meget.

I hele inklusionstanken ligger ikke kun et krav om fysisk at være til stede og svare når læreren spørger om noget. Der ligger et krav om ansvar for egen læring og social udvikling, hvor det forventes at du påvirker klasse- og læringsmiljøet. Mange af folkeskolens elever er ikke rustede til denne opgave.

I virkeligheden kunne de bedre passe ind i en rummelig skole, hvor det kun blev forventet af dem, at de lavede deres lektier. I stedet bliver de, i inklusionskravene, sat over for en hindring for deres læring, i det deres fokus i højere grad bliver på det sociale end det faglige. De oplever i praksis en eksklusion, hvor målet var det modsatte.

Tilbage står vi lærere altså overfor valget om at køre inklusionens vej eller gå tilbage til rummelighedprincippet.

Jeg er en kvinde med både stærke idealer og værdier, men for at imødekomme mine elever, må jeg også være pragmatisk, og jeg må også, især i en respekt for mine meget forskellige elever, have en større mulighed for at sige: Vi kan ikke inkludere hinanden her, du fortjener noget andet, noget folkeskolen ikke kan tilbyde dig.