Annonce

Manglende opgør
29. juni 2012 - 16:03

PET: Redox forhindrede retssag mod højreloge

Politiets Efterretningstjeneste opgav at retsforfølge det højreekstreme ORG-netværk, fordi researchgruppen Redox kom i vejen, siger PET-chef. Redox afviser kritikken.

Ifølge chefen for Politiets Efterretningstjeneste (PET), Jakob Scharf, så foregik der kriminelle aktiviteter i relation til den højreekstreme loge ORG, som sidste år blev afsløret af dagbladet Politiken og researchgruppen Redox.

At loge-medlemmer aldrig er blevet retsforfulgt skyldes ifølge PET-chefen, at Redox gjorde højreekstremisterne så paranoide, at det ikke var muligt at samle beviser og dokumentere de ulovlige forhold.

– Det, vi oplevede i den sidste periode af vores indsats i relation til ORG, det var, at der var rigtig mange andre, der også begyndte at interessere sig for denne organisation. Og det gjorde, at vores arbejde blev noget besværligt, for når vi gennemførte observationer og andet, så kunne vi se, at der også var andre, der var ude, fortæller Jakob Scharf til avisen Aarhus Stiftstidende og fortsætter:

– Og det gjorde, at man også i det her ORG-miljø blev opmærksom på, at der var nogen, der søgte at afdække dem. Og at det faktisk betød, at man gik endnu længere under jorden.

Læs artiklen »PET tæt på at anholde højreekstrem loge« hos Århus Stiftstidende.

Redox afviser kritik

Mens ORG har undgået retsforfølgelse, så har efterretningstjenesten derimod prioriteret at anholde og sigte flere personer med forbindelse til Redox for blandt andet terror, dataindbrud og vold.

Der endnu ikke er rejst tiltale i sagen, men Datatilsynet har lukket det venstreorienterede researchkollektivs hjemmeside, efter at gruppen sidste år offentliggjorde rapporten »ORG – Logen bag det ekstreme højre«.

Læs artiklen »Hemmelige højreekstremister har penge og våben« hos Modkraft.

Læs artiklen  »Adgang forbudt: Redox.dk« hos Modkraft.

I rapporten blev en lang række personer indenfor politi, militær og erhvervsliv afsløret som medlemmer af ORG-logen, der har tæt forbindelse med Den Danske Forening og den erklæret racistiske hooligangruppe White Pride.

Download rapporten »ORG - Logen bag det ekstreme højre« her.

I et brev til Aarhus Stiftstidende skriver Redox, at PET-chefen »skyder forbi målet« med sin kritik.  

Læs Redox svar til PET her:

»Redox er en gruppe, der arbejder for at dokumentere og analysere det yderste højres aktiviteter i Danmark. Vores mål er at give offentligheden de bedst mulige forudsætninger for at tage stilling til grupper på den yderste højrefløj og dermed opkvalificere debatten om racisme og nazisme.

Vi har gennem en årrække haft kendskab til ORG og har løbende arbejdet på at kunne afdække gruppens aktiviteter. 

Som Jacob Scharf påpeger, er eksponering en vigtig del af en samfundsmæssigindsats mod det yderste højre, og vi har i Redox vurderet at vores viden om ORG havde for stor samfundsmæssig betydning til at vi kunne tilbageholde den fra offentligheden. Vi har udført vores arbejde professionelt og har i vores researcharbejde ikke fundet tegn på, at ORG skulle have været vidende om vores kendskab til organisationen.   

Generelt vil vi understrege, at journalistisk arbejde aldrig bør kunne påvirke Politiets Efterretnings Tjenestes arbejde. Derfor mener vi heller ikke, at det burde være muligt for vores research at forstyrre endsige umuliggøre efterforskningen i så alvorlige straffesager, som Jacob Scharf omtaler.

Slutteligt vil vi påpege, at Politiets Efterretnings Tjeneste som minimum siden sommeren 2008 har haft kendskab til vores research af ORG og hverken dengang eller frem til publiceringen af "ORG - logen bag det ekstreme højre" har kontaktet os angående dette.

Jacob Scharf skyder derfor forbi målet med sin kritik af os og vores afdækning af ORG.   

Researchkollektivet Redox, juni 2012.«

Læs bloggen »Et grimt angreb på det frie ord« hos Modkraft.

Læs artiklen »Politiet opgiver sag mod ORG's banemænd« hos Modkraft. 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce