Flere afdelinger i SF kritiserer åbent skatteaftalen med de borgerlige, og partiet oplever medlemsflugt. Samtidig går Enhedslisten markant frem, og debatten på venstrefløjen koger.
Skattelettelser blandt de rigeste, som finansieres ved at tage penge fra de arbejdsløse.
Det er ikke god SF-politik, hvis man spørger de menige medlemmer rundt om i landet.
SF-folketingsgruppens skatteforlig med de borgerlige i weekenden møder således kritik hos lokale folkesocialister og har ført til udmeldelser af partiet.
Mest markant er afdelingen i Randers, der kalder aftalen for »asocial« og opfordrer til, at SF trækker sig helt ud af forliget.
– Det er ikke SF-politik at sende regningen for krisen til de arbejdsløse. Slet ikke. Det ligger så langt fra vores politik, at jeg mener, vi er nødt til at træde ud af forliget, siger Alice Mølbæk, formand for SF i Randers, ifølge dagbladet Arbejderen.
Læs artiklen »Reform skaber uro i SF-bagland« hos Arbejderen.
Hos SF i Roskilde har en håndfuld medlemmer meldt sig ud af partiet siden i fredags, hvor skatteaftalen blev indgået.
– Jeg havde klart foretrukket en aftale med Enhedslisten. Her ville vi have fået flere SF-værdier igennem. Og vi havde undgået, at det er de svageste og de arbejdsløse, der igen skal betale for skattelettelser. Jeg havde håbet på en aftale, som sikrede, at især bankerne betalte noget mere til velfærdsstaten, siger Jacob Hvidhjelm, formand for SF i Roskilde til Arbejderen.
Læs artiklen »Skatteaftale giver mindre til velfærd« hos Politiken.
Både SF og Socialdemokraterne har oplevet dalende opbakning i meningsmålingerne, efter at partierne har indgået en reform af skatteområdet sammen med Venstre og De Konservative.
Derimod oplever Enhedslisten, der ikke er med i forliget, både fremgang i meningsmålinger og i form af nye medlemmer – blandt dem mange utilfredse SF'ere og socialdemokrater.
Læs artiklen »Tidligere S-minister melder sig ind i Enhedslisten« hos DR.
Siden fredag aften har partiet således fået 805 nye medlemmer, hvilket er en medlemsfremgang på cirka 10 procent.
– Andelen af tidligere SF'ere, der melder sig ind for tiden, er klart stigende. Mange tidligere SF'ere - og som noget nyt også mange tidligere socialdemokrater - siger, at de har fået nok, fortæller Janus Noack, der er landssekretær i Enhedslisten.
Enhedslisten runder med de 805 nye indmeldelser 9000 medlemmer.
I meningsmålingerne har det rød-grønne parti overhalet Dansk Folkeparti og står til at få 13,6 procent af stemmerne.
Læs artiklen »Enhedslisten er nu større end Dansk Folkeparti« hos DR.
Læs artiklen »Medlemmerne vælter ind hos Enhedslisten« hos Politiken.
Også på Modkraft har skatteaftalen mellem regeringen og de borgerlige skabt debat.
Flere bloggere opfordrer Enhedslisten til at vælte regeringen og sætter fokus på behovet for at formulere en visionær venstreorienteret politik, som rækker ud over det taktiske og strategiske spil på Christianborg.
»Venstrefløjens problemer er så omfattende, at det ikke længere handler om et folketingsvalg eller ej, men om en grundlæggende gentænkning af et politisk projekt. Og det kan man udmærket gøre i opposition,« skriver Eskil Halberg.
Læs bloggen »Enhedslisten bør trække stikket« af Eskil Halberg.
Han får opbakning fra Lars Genaa:
»Der er brug for, at der bygges en alliance for et mere socialt samfund. Det skal være en bred og mangfoldig og partipolitisk uafhængig alliance bestående af progressive kræfter i fagbevægelsen, sociale bevægelser og andre bevægelser og enkeltpersoner, der deler alliancens synspunkter,« mener han.
Læs bloggen »Åbent brev til Enhedslisten« af Lars Grenaa.
Mikkel Skov Petersen giver de røde regeringspartier en skideballe og mener, at Enhedslisten skal presse endnu mere på.
»Socialdemokraterne, SF og De Radikale har ikke behandlet deres venner i Enhedslisten ordentligt. Tværtimod. (...) For Enhedslisten er der således kun tilbage at se på egne muligheder for indflydelse. Vil regeringen ikke betale, hvad der står på prissedlen, så er der ingen handel. Rabat er noget, man giver til sine venner eller sine stamkunder. Der er ikke tale om hævntørst, men om kamp mellem interesser,« lyder analysen.
Læs analysen »Historien om et bebudet politisk selvmord« af Anders Lundkvist.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96