Annonce

Dropper trusselsbreve
22. juni 2012 - 10:05

Kulturminister vil bekæmpe piratkopiering med oplysning

Kulturminister Uffe Elbæk (R) vil styrke de lovlige alternativer til piratkopiering på internettet og dæmme op for ulovligheder via en oplysningskampagne i stedet for omdiskuterede »trusselsbreve«. Forbrugerrådet og Enhedslisten jubler.

Piratkopiering på nettet skal bekæmpes ved at styrke de lovlige alternativer og ved at lave en oplysningskampagne.

Det er udmeldingen fra kulturminister Uffe Elbæk, som i tirsdags fremlagde et udspil til en »piratpakke«.

– Med denne pakke fokuserer vi på nogle initiativer, der kan styrke udviklingen af flere lovlige tjenester, og som samtidig kan motivere forbrugerne til at vælge de lovlige løsninger. Jeg tror på, at det er den rigtige vej at gå, siger Uffe Elbæk, som har bred opbakning i Folketinget til denne strategi.

Læs artiklen »Her er tiltagene, der skal stoppe piratkopiering« hos Politiken.

Dropper trusselsbreve

Samtidig har ministeren besluttet ikke at indføre den meget omdiskuterede såkaldte brevmodel, som gik ud på, at man skulle sende advarselsbreve til folk, som havde brugt deres internetforbindelse til ulovlig fildeling.

Brevmodellen er især blevet kritiseret for at øge overvågningen på internettet.

Læs artiklen »Rettighedsalliancen får ikke sin brevmodel« hos BitBureauet.

Både Forbrugerrådet, telebranchen og internetaktivister har været imod.

Forbrugerrådets jurist, Anette Høyrup, er da også yderst tilfreds med denne beslutning:

– Vi synes, at Kulturministeriet tager en positiv tilgang til brugen af internettet. Det er vigtigt, at man vælger at se i øjnene, at vi lever i en digital tidsalder, og vi ser det som en sejr for både forbrugere og kunstnere, siger hun til Politiken.

Glæde hos Enhedslisten

Samme toner lyder fra Enhedslisten.

– Det er en stor sejr for alle, som ønsker mindre overvågning og et frit internet, at brevmodellen nu er taget af bordet, siger Stine Brix, kultur- og it-ordfører for Enhedslisten.

Hun synes, det er en klog strategi at understøtte nye forretningsmodeller på internettet, så musikere og filmskabere også kan leve af deres arbejde i fremtiden.

Blandt initiativerne er oprettelsen af et innovationsforum,som skal sætte skub i udviklingen og udbredelsen af lovlige forretningsmodeller for udbud af kreativt indhold. 

Derudover vil Kulturministeriet i samarbejde med telebranchen, rettighedshaverne og Forbrugerrådet iværksætte en oplysningsindsats, som skal styrke kendskabet til de mange muligheder for lovlig adgang til musik, film, bøger med mere.

Læs også artiklen »Drop SMS-modellen« hos BitBureauet.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce