Endnu et skridt mod en union

Det er da lige før, at man får sved på panden over at forsøge at følge med i politik i disse dage. Jeg synes ellers, at juni plejer at være ret stille, men ikke i år.

Først er der meldingen om, at der nu skal laves en finansunion, hvor man kort fortalt endegyldigt sammenkører økonomierne og overlader de økonomiske beslutninger til EU. Ideen om en finansunion er naturligvis ikke ny, og den bygger sådan set bare videre på først europluspagten og dernæst finanspagten.

Dernæst er der meldingen om, at chaufførerne kræver handling mod løndumping. De har nu forsøgt at råbe først den ene og derefter den anden regering op, men bliver stadig ikke hørt – og nu truer de sørme med blokader. Problemet er dog ikke rigtig hvilken regering vi har i Danmark, men derimod EU og EU’s regler. Det kræver altså en ny regering, der tør gå imod EU, før vi kommer til at se egentlige løsninger på social dumping…

Ja, og så har jeg ikke nævnt ting som trepartsforhandlinger, den økonomiske aftale mellem regering og KL og alt muligt andet vigtigt. Men nu starter vi lige med finansunionen…

Det er egentlig ikke overraskende, at EU arbejder på en finansunion. Faktisk er det noget, som vi har forudset i mange, mange år. Det er i mine øjne en naturlig konsekvens af at have samme mønt, at man også må integrere sin økonomi mere og mere. Problemet er på dels demokratisk; når det er EU der skal bestemme den økonomiske politik, bliver befolkningen koblet af (hvordan er det lige, at man får indflydelse på politikken i EU?). Derudover er det et mærkeligt udgangspunkt, at man nu vil tøjle landenes økonomi endnu mere – konceptet er, at EU skal godkende, hvis landene vil optage lån. Det skal naturligvis begrænse låntagningen, men det er også et noget ensidigt fokus på gæld, hvor man f.eks. i stedet kunne se på arbejdsløshed.

Spanien har netop fået godkendt et lån fra EU, og det bliver over en bred kam præsenteret som om, at det handler om at Spanien har brugt for mange penge, men sagen er, at Spanien skal låne penge til at dække over deres banker, som har fået store økonomiske vanskeligheder. Byttehandlen for at låne penge er store sociale nedskæringer – hvorved de fattige endnu engang kommer til at betale for bankernes lånefest. Hvis det dog så bare var sådan, at pengene var gået til velstand til de fattigste…

Jeg har egentlig stadig lidt svært ved at forstå, hvordan de borgerlige forklarer det for dem selv; på den ene side er det vigtigt, at banksektoren ikke bliver reguleret, men på anden side er det helt fint, at give statsstøtte (det må man vel kalde det?). Set fra den anden side, ja så er det jo bare fuldstændig vanvittigt, at man lader bankerne kører så frit og derefter bruger milliarder på at rede dem.

Konsekvenserne af finansunionen står endnu ikke klart – vi kender kun til nogle overordnede tanker om, at EU skal godkende alle lån, og om at man vil have en EU-finansminister. Men selv på den baggrund står det klart; europluspagten handlede især om indholdet i finanslovene, finanspagten og finansunionen handler mest om rammerne, men også om indholdet. Tilbage står spørgsmålet; hvad skal vi med Folketinget, hvis det alligevel er EU der bestemmer det hele?

Nu må vi se hvor hurtigt det går med finansunionen, men mon ikke vi snart skal til at kæmpe igen? Hvad Danmark dog skal i den, når vi nu ikke har Euroen, står ikke klart, men på den anden side stod det jo heller ikke klart, hvorfor vi skulle med i europluspagten og finanspagten – det eneste der stod klart var, at vi ikke måtte få en folkeafstemning. Jeg håber, at vi denne gang vil blive hørt, og mon ikke befolkningen vil fastholde nej’et til Euroen?!