Hvad skal venstrefløjen mene om Syrien?

Gæsteblog fra Mikael Hertoft.

Vagn Rasmussen startede en diskussion her på bloggen om Syrien, men diskussionen kørte helt af sporet.

Men hvad der sker i Syrien, er alt for vigtigt til at vi kan lade den diskussion køre af sporet.

Derfor dette indlæg, der er et forsøg på at sætte diskussionen i gang igen på et mere regulært grundlag. … Her er fire teser, som også ligger i forlængelse af den resolution som Enhedslistens Hovedbestyrelse vedtog på sit sidste møde om Syrien.

Assad er en diktator uden nogen form for legitimitet som brutalt undertrykker sit eget folk.
Det syriske folk har gjort oprør i et år og vi har ingen grund til at tvivle om at dette er et reelt oprør. Den første opgave for venstrefløjen er derfor at yde solidaritet til det syriske folks oprør.
USA, Europa, Israel, de arabiske lande og Tyrkiet vil uden tvivl bruge oprøret til at fremme deres eget formål - at få indsat et regime i Syrien som de kan kontrollere – ikke at fremme det syriske folks ønske om frihed, demokrati for slet ikke at tale om social retfærdighed. Venstrefløjens anden opgave er derfor at bekæmpe vestlige og mellemøstlige regeringers forsøg på at tage kontrol over det syriske oprør. Vi kan og skal derfor ikke forme en alliance med NATO, de arabiske stater, USA eller vores egen regering i ”kampen for demokrati”.
Vi må indse at vi – den internationale venstrefløj - ved alt for lidt om Syrien, mangler vores egne forbindelser i Syrien, og mangler informationer om hvad der sker i Syrien og hvad forskellige politiske kræfter står for. Venstrefløjens tredje opgave er derfor at arbejde på at skabe forbindelser til venstreorienterede og sociale kræfter i Syrien og at skaffe kritisk information om udviklingen Syrien.

Så kort vil jeg stille grundproblemerne op for venstrefløjen i Syrien. Men der er yderligere nogle bemærkninger.
Det er meget sandsynligt at oprørerne enten ikke har noget klart mål med oprøret, eller har mål, der adskiller sig meget fra de mål den europæiske venstrefløj stiller op for sit arbejde. Det er endvidere muligt at oprørerne i Syrien har illusioner om hvilken type støtte de kan få fra vestlige samfund. Det er helt sikkert at både de arabiske landes regeringer og de vestlige lande allerede forsøger at tage kontrol over oprørerne. Også al-Quaeda blander sig i oprøret i Syrien hævder både den syriske regering og USA's spioner. Det er selvfølgelig meget problematisk, hvis det er sandt, men vi har ingen pålidelig information om at de skulle spille nogen betydelig rolle i oprøret..

Socialismen som ideologi er blevet svagere og svagere i Mellemøsten i de seneste 30 år, til en grad så sociale bevægelser er blevet overtaget af muslimske strømninger som Hizbollah i Libanon og Det muslimske broderskab i andre dele af den arabiske verden.

Yderligere er den europæiske venstrefløjs kontakter i området svage, hvilket også gør, at vi ved meget lidt om, hvad der foregår i Syrien og om de politiske kræfter i landet.

Men da vi ikke kan bruge de vestlige stater og dominerende politiske strømninger, som vores redskab til solidaritet, må vi selv påtage os den opgave at lave folkelige strukturer, der yder solidaritet.

Situationen minder på en måde om situationen i Bosnien i begyndelsen af halvfemserne, hvor Jugoslaviens sammenbrud tog venstrefløjen på sengen, og hvor venstrefløjen i flere år ikke havde nogen politik i forhold til at få stoppet borgerkrigen i Bosnien og de grove etniske overgreb der fandt sted fra de nationalistiske kræfter.
Dengang gik en lille gruppe fra venstrefløjen i Danmark i gang med at etablere ”Konvoj til Bosnien” (med bl.a. Vagn Rasmussen) og fik kontakt med politiske kræfter – først og fremmest fra arbejderbevægelsen og byrådet i Tuzla – der ikke var tilhængere af den nationalistiske strid. Venstrefløjens arbejde var altid materielt svagt, men det konkrete solidaritetsarbejde gav venstrefløjen viden om hvad der foregik og en orientering for det politiske arbejde.
Enhedslisten vedtog på sit Hovedbestyrelsesmøde 17-18. marts at undersøge mulighederne for at etablere direkte kommunikationskanaler mellem den europæiske venstrefløj og venstreorienterede aktivister fra Syrien, gennem European Left og andre strukturer. Dette skal ske med henblik på at udvikle konkrete initiativer til solidaritet. Det er noget konkret at tage fat på for venstrefløjen.