Farvel til folkepartiet?

Så skal jeg ellers love for, at der - i kølvandet på debatten om næstformandsposten - kom gang i debatten om SF’s orientering. Det synes jeg som SF'er selvfølgelig er fantastisk spændende.

Der foregår en diskussion om definitionen på SF’s identitet. Kasper Bjering Søby Jensen skriver på sin Facebook-profil, at det handler om valget mellem om SF skal ”bevare sin identitet som et arbejderparti for den brede befolkning eller skal være et "folkeparti" mest for akademikerne."

Kasper er selv akademiker. Det skal da ikke gøre ham til andenrangsmedlem. Ligesom en pensionist, en folkeskolelærer eller en murer ikke skal være det.

Selvom Kasper har lige så meget ret til sit medlemskab som alle andre SF’ere, har han ikke patent på SF’s identitet. Og hans definition af valget er i mine øjne en forvrøvlet opfindelse til lejligheden.  Ingen hævder, at folkepartiet ikke skal være for den brede befolkning. Et folkeparti må nødvendigvis være for den brede befolkning – dermed også arbejderne. Folket er en kategori, der modstilles eliten. Et folkeparti er derfor for pr. definition for den brede befolkning

Et arbejderparti kan forstås som enten et parti af arbejdere, eller et, der fører politik til gavn for arbejdere. Jeg mener SF skal være et mangfoldigt folkeparti, der fører arbejderpolitik. Et arbejderparti i dén betydning. Ikke i en betydning, hvor DF og Venstre for tiden vil kunne postulere at være større arbejderpartier end enkelte, hvis ikke alle, røde partier.

Folkeparti betyder, at vi er for den brede befolkning. Det er ikke hvem som helst, men alle, der har en interesse i et mere lige, frisindet og bæredygtigt samfund. Det er et folkeligt fællesskab af socialister på tværs af uddannelse og beskæftigelse, frem for et snævert parti for enkelte uddannelses- eller arbejdsmarkedsgrupper, der kun fokuserer på at varetage egne materielle interesser. Et sådant fællesskab er snarere et fagforbund. De er gode og uhyre vigtige, men politiske partier skal rumme mere og andet. Solidaritet og udsyn ud over egen næsetip kommer ikke af den rene egeninteresse.

Det er derfor, at jeg og SF Valby stiller forslaget om at ændre formuleringen i udkastet til principprogram:

”SF’s hovedopgave er at samle befolkningsflertallet bag en socialistisk udvikling. Det sker ved parlamentarisk at repræsentere almindelige lønmodtagere og deres allierede. Det sker ved at deltage i opbygningen af folkelige bevægelser. Og det sker ved at deltage i den samfundsmæssige idékamp.”

”SF skal forene de folkelige kræfter til demokratisk, socialistisk forandring af de samfundsmæssige forhold. For at dette kan lykkes, skal SF støtte folkelige bevægelser og i folkevalgte forsamlinger repræsentere den brede befolknings interesse i arbejdet for et mere retfærdigt, lige, solidarisk og bæredygtigt samfund. SF skal skridt for skridt arbejde for at forbedre livsvilkårene, særligt gennem omfordeling af goderne, demokratisering af arbejdslivet og en særskilt idékamp for at vinde opbakning til et solidarisk, tolerant og progressivt menneske- og samfundssyn.”

Forskellen på, om mennesker fra forskellige sociale klasser er progressive eller reaktionære, socialistiske, liberalistiske eller konservative, afgøres af deres holdninger og handlinger, ikke direkte af deres beskæftigelse. Hvis historien – og Antonio Gramsci! – har lært os noget, er det netop, at arbejdere kan være en kraft for det progressive, såvel som for det reaktionære. For det demokratiske såvel som det totalitære. Det væsentlige er at sikre opslutning til demokratisk socialisme i samfundets brede lag.  Sociale klasser er ikke af sig selv progressive. Socialister må være på hold med en socialistisk akademiker og imod en nationalkonservativ kortuddannet, lige så vel som imod en liberalist med mellemlang uddannelse.

Klassekamp er ikke en kamp mellem forskellige uddannelsesgrupper eller mellem beskæftigede og forsørgede. Klassekamp er den brede klassealliance mellem disse grupper mod den lille elite af kapitalister.

Med Gramscis konklusioner afvises det forenklede mekaniske billede af klassekampen, at forskelle i interesser og anskuelser hænger mekanisk sammen med klassetilhørsforhold. Denne indsigt har stået centralt for SF allerede siden partiets første kongres’ programudtalelse:

”Et sådant socialistisk styre vil under vore forhold fremmes ved deltagelse af flere partier, som kan repræsentere de forskellige interesser og anskuelser, der må findes, selv om klassemodsætningerne falder bort. Uden en meningsbrydning hæmmes samfundets udvikling, byrokratiet tager overhånd og ensretningen truer” (Hans Mortensen, Den røde tråd s. 54)

Jeg synes, at Kasper har et lidt lemfældigt forhold til partihistorien, når han skriver at SF skal vælge mellem at ”bevare sin identitet som et arbejderparti for den brede befolkning eller skal være et "folkeparti" mest for akademikerne.” Kasper har selv sat ”folkeparti” i citationstegn og ironiserer dermed over partiets efternavn. SF har aldrig historisk sat skel mellem at være arbejderparti eller folkeparti, men insisteret på at være begge dele:

”Ved at betegne sig som folkeparti gjorde man også op med den kommunistiske tænknings klasseparti. SF var ikke et parti alene for arbejderklassen eller et parti, der gav arbejderklassen medfødt forrang. Det sigtede bredere.” (Hans Mortensen, Den røde tråd s. 44)

Et eksempel på dette er citatet fra denne artikel efter valget i 1960, skrevet af Mogens Fog, modstandsmanden, der var en af de centrale skikkelser i stiftelsen af SF: ”Det maa vise berettigelsen af at bære navnet: folkeparti, ved ikke ensidigt at være talerør for den fagorganiserede arbejderklasse, men ogsaa for de befolkningslag, der som lønmodtagere og forbrugere har deres interesse nært knyttet til fagbevægelsen.” (Hans Mortensen, Den røde tråd s. 91)

SF’s næstformand, Meta Fuglsang, skriver noget næsten identisk i det, der vel er hendes opstillingsgrundlag: ”Svaret ligger i vores navn. Socialistisk Folkeparti. Vi skal holde fast i målet om et socialistisk samfund. Og vi skal holde fast i, at måden, vi vil nå det på, er gennem en forening af folkelige kræfter i den brede befolkning. Alle er velkomne og vigtige i kampen for frihed, lighed og solidaritet.”

Det er jeg meget enig i. Et mangfoldigt folkeparti, der er forenet i hvad vi vil frem for hvem vi er.

Det er derfor, vores loves § 2 stk. 1 siger: ”Medlemskab af SF forud­sæt­ter, at medlemmet tilslutter sig partiets formål og program og ikke er medlem af et andet dansk politisk parti.”

- ikke, at man skal være medlem af et bestemt fagforbund.