Mens strejken i Danmarks Radio er gået ind i sin fjerde uge, er det endelig lykkedes at presse Danmarks Radios ledelse til forhandlingsbordet. Det betyder dog langtfra nødvendigvis at konflikten synger på sidste vers.
Formanden for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård, kalder stadig situationen "meget alvorlig", og de strejkende fortsætter deres aktioner og happenings på fuld styrke.
Nissen stemt hjem
Lørdag tilbød de strejkende journalister københavnere og turister en alternaTiV-Avis. Reimer Bo, Vibeke Hartkorn, Hans V. Bischoff, Mette Fugl, DR-sportens Kim Vejrup og meteorolog Jesper Theilgaard sendte direkte og unplugged på Højbro Plads.
Søndag sendte de strejkende et fly i luften med banneret ”Vi vil i luften igen – www.drkonflikt.dk”, for at reklamere for de strejkendes egen hjemmeside. Og tirsdag afviklede de strejkende deres egen udgave af Robinson-ekspeditionen, hvor generaldirektør Christian S. Nissen blev stemt ud på Fugleøen i Peblingesøen i København.
Her står han nu fuldstændig isoleret fra de medarbejdere, som han nu på fjerde uge har lukket ude fra det, der plejer at være deres arbejdspladser.
Blandt begrundelserne for at stemme Christian S. Nissen ud lød det.
- Kære Nissen. Jeg stemmer dig ud på øen, fordi du er i gang med at smadre solidariteten. Det er som om du for enhver pris vil splitte sammenholdet og spille alle ud mod alle. Derfor stemmer jeg dig ud, Nissen!
Massiv støtte fra faglige
Samtidig vælter det stadig ind med støtte fra fagforeninger og arbejdspladser over hele landet. Mange store københavnske arbejdspladser, bl.a. Rigshospitalet, Radiometer og Lufthavnen, har bedt om at få besøg at journalisternes strejkepatrulje.
Og på journalisternes hjemmeside kan man læse et udpluk af de mange støtteerklæringer fra bl.a. sygeplejerskerne, RBF, pædagogerne og luftfartsfunktionærerne. Også mange tillidsfolk fra det private bakker strejken op. På et møde diskuterede tillidsfolk fra Dansk Metal konflikten, og der var fuld opbakning til de strejkende:
- Vi har som lønmodtagere gang på gang den senere tid måttet lægge krop og sjæl til den liberaliseringsbølge, som hærger hen over arbejdspladserne her i landet. I det forkastede mæglings-forslag lægges der op til at lønforskellen hos journalisterne bliver endnu større, end den er i dag – asocialt så det klodser!
Men dér, hvor kæden hopper helt af, er dér, hvor den øverste myndighed (cheferne) ikke længere skal inddrage tillids-repræsentanten i seriøse forhandlingerne, men blot orientere ham/hende efter forgodtbefindende. Det kan og skal ingen acceptere.
Vi ser her en sag, som i princippet kan komme til at berøre alle lønmodtagere på sigt. Det er nu, slaget skal slås. Hold ud!!
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96