Til kamp mod modløsheden

Selv om solen skinner netop nu, synes jeg det kan være rigtig vanskelig ikke at blive ramt af modløshed i disse dage. Det kan føles lidt som om, vi kæmper imod noget stort og umuligt, og som om at alle gode tanker og ideer bliver kvalt eller lavet så radikalt om, at man kan blive helt i tvivl: nytter det alt sammen noget?

Efter at EU-lederne til deres egen store begejstring underskrev Finanspagten/Euro-traktaten, ja så er der blevet temmelig stille igen på den fløj. Det er lidt som om, at nu er det så også bare vedtaget, og det er mildest talt vanskeligt at få en god forklaring på hvorfor!

Fra SF’s side fremkommer især et argument om, at sammen med finanspagten følger en vækstpakke. Det er desværre bare noget vrøvl, der ret beset handler om, at man har vedtaget nogle fine ord om, at NÅR man nu følger finanspagten (der betyder stramme regler for underskud på de offentlige budgetter), så skal man da vist også huske at uddanne sine unge – og gøre noget ved arbejdsløsheden. Men de fine ord batter bare ikke rigtig, når det hele handler om at opfylde finanspagtens krav først.

Det der især kan undre er, hvorfor S og SF i Danmark er så glade for finanspagten (eller i hvert tilfælde ikke vil kritisere den), når nu deres søsterpartier over en bred kam er temmelig uenige. Socialdemokraterne i Frankrig kræver f.eks. en genforhandling – og hvis de vinder præsidentvalget i maj, så er der faktisk gode grunde til alligevel at være lidt optimistisk. I Tyskland kræver socialdemokraterne, at der skal indføres en finansiel skat før de vil stemme for finanspagten – ikke fordi de to ting har noget med hinanden at gøre, men som et tegn på, at de er utilfredse.

Det samme billede viser sig i Holland, og i mange andre lande – de europæiske socialdemokrater er mildest talt utilfredse og stærkt skeptiske overfor finanspagten. Bare ikke lige i Danmark…

Det samme gælder i øvrigt fagbevægelsen, hvor den europæiske sammenslutning anbefaler, at man siger NEJ til traktaten, og hvor LO-forbund rundt omkring i EU protesterer kraftigt. Bare ikke lige i Danmark…

Hvis vi tilsætter, at Irland jo faktisk skal stemme om traktaten, ja så er der måske alligevel grund til optimisme?

Selv om det generelle billede er, at de kritiske røster ikke har nået Danmark, ja så oplever vi (dvs. os der protesterer over finanspagten) jo faktisk stor tilslutning fra befolkningen – og vores underskriftindsamling for kravet om en folkeafstemning nyder stor opbakning. Måske der faktisk er håb endnu, måske vi faktisk kan nå at forhindre, at Danmark tilslutter sig en traktat, der betyder voldsomme nedskæringer på de offentlige ydelser, og som overdrager pænt meget magt over vores økonomiske politik til EU.

I Danmark har vi frem til d. 31. maj for at sikre en folkeafstemning – det er nemlig her, at Folketinget skal sidste-behandle finanspagten. Man kan altså stadig nå at melde sig ind i kampen – og jeg vil tro på, at der stadig er håb!