Beskidte hænder og ren socialisme

Jeg var til den gode debataften torsdag ”Er Modkraft blevet for højredrejet”. Det svarede de fleste af os vist nok nej til. Det var nu ikke konklusionerne, der gjorde debatten god, men i stedet at vi på en konstruktiv måde diskuterede vores uenigheder. Uenigheder, som kan bruges konstruktivt til at skabe en skarpere venstrefløj.

Debatten var startet af Eskil Andreas Halbergs blogindlæg, hvor han var bekymret over at der er bloggere fra regeringspartierne på Modkraft.

Det er en logisk helt forståelig pointe, hvis man opfatter Modkraft som et forum, der bygger sig på en principiel afvisning af magten. Det gør jeg ikke.

Jeg opfatter Modkraft som en progressiv portal for dem, der ønsker en anden udvikling, end den, de dominerende kapitaliske, imperialistiske og chauvinistiske ideologiske strømninger vil føre til, hvis de ikke ydes en stærk modstand - modkraft. Modkraft er for mig modstand mod magtens nuværende præmisser og resultater, men ikke en modstand mod magt i sig selv.

Måske kan man forestille sig et utopia uden magtforhold af nogen art, men jeg har svært ved at se det, herfra hvor jeg står. Og skal vi flytte os fra hvor vi står som samfund, må vi bruge magten (demokratisk) - det sker ikke af sig selv. Jeg er ikke sikker på, at der er nogen her, der pr. definition er imod al magt (i så fald må de forklare mig, hvordan de vil forandre politisk), men jeg synes, at det er en vigtig skelnen i denne debat.

Det er også en skelnen, der snarere adskiller anarkister og andre antiparlamentarisk orienterede fra den del af venstrefløjen, der har accepteret parlamentet som en legitim platform for statens magtudøvelse og derfor også er gået ind i den parlamentariske kamp. Her er der ingen væsensforskel mellem regeringspartiet SF og støttepartiet Enhedslisten.

For mig – og en stor del af de tilstedeværende torsdag – at se er Modkraft en gave til os, der ønsker at samles om at udvikle tanker, der kan ændre på de grundlæggende magtstrømme og deres ideologiske præmisser, så progressive alternativer kan spire frem. Det, synes jeg, er - og skal være - det fælles udgangspunkt for os herinde.

Hvis man er bekymret for hvor SF er ved at drive hen, er det da dumt at kappe båndene – så har man ingen mulighed for at påvirke retningen. Kom i stedet med indspark og opråb, som vi kan diskutere og nogle af os SF’er måske vil tage med i vores arbejde i partiet. Det lader ikke til at være Eskils ønske, da han indfører en anden skelnen, der skal udgrænse regeringspartierne fra den øvrige venstrefløj, ved at kalde regeringsprojektet – og dermed SF’s projekt – nyliberalt:

”Det står mig mere og mere klart, at deres projekt er nyliberalt i den forstand, at de øger skellet mellem rig og fattig, og at deres politik skaber løntrykkeri og øget individuel konkurrencementalitet.”

Det samme argument, bare stærkere, kom fra min sidemand i debatten, der et par gange tordnede mod at SF ”ikke laver andet end at jagte de fattige.”

Det synes jeg er for langt ude. Så langt, at det ikke gavner en debat mellem os, men det er måske meningen. Selvom jeg ikke vil lyde som en ureflekteret ” legitimeringsmaskine for regeringens politik”, som Eskil kalder nogle af mine partifæller på Modkraft, vil jeg heller ikke acceptere ureflekteret kritik.

Et af regeringens allerførste resultater var afskaffelsen af fattigdomsydelserne. Det betyder, at de fattigste kontanthjælpsmodtagere får op mod en fordobling af indkomsten. Så kan man vælge at være forarget over, at den bebudede skattereform ikke ser ud til at give folk på overførsler op til et par procent mere udbetalt, fordi den i stedet fokuserer på at lette skatten for de laveste lønindkomster. Men at kalde det en jagt på de fattige og mene, at regeringens samlede politik øger uligheden, er simpelthen forkert.

Den strategiske forskel på SF og Enhedslisten, er forskellen mellem Enhedslistens princip om at være fri til at stemme”for enhver forbedring og imod enhver forringelse” (selvom det for nylig er opblødt – eller bare gjort anvendeligt i praksis…) og SF’s vilje til kompromisser og regeringsmagten for at kunne bruge den til samlet set at bevæge samfundet mod socialisme. Det er ikke nyliberalisme, men pragmatisme eller realisme.

Jeg havde selvfølgelig foretrukket en rent socialistisk på et arbejderflertal, men valgresultat gav os den radikale klemme. Når man tager fat for at bygge noget, risikerer man beskidte hænder og klemmelus. Men det er ikke på tømrerens hænder, huset skal vurderes.

Man kan mene, at SF igen skulle have indtaget rollen som støtteparti for en SR-regering. Den strategi gav ikke særligt meget socialisme i 90erne. Jeg håber og tror at regeringsdeltagelsen vil vise sig at være en bedre løsning, selvom det ikke er den nemme løsning. Jeg er, som jeg har skrevet et blog-indlæg om, eksempelvis ikke tilhænger af europagten, som jeg godt kan forstå folk kalder højreorienteret, men jeg mener stadig, at regeringsdeltagelsens samlede resultat kan blive overvejende progressivt.

Samtidig er det vigtigt at pointere, at regeringsmagt ikke er den eneste (og desværre heller ikke den stærkeste) magtform i verden i dag. Hertil er den selvstændige økonomiske magt (ikke mindst koncentreret hos multinationale selskaber og andre skidtfolk) og de øvrige globale magtforhold for stærke. Den erkendelse er også vigtig:

Selvom venstrefløjen har fået en fod i døren til magten her til lands, er vi stadig oppe imod langt stærkere kræfter, der vil en anden vej end os. Jeg tror så bare, at venstrefløjen har størst indflydelse på samfundsudviklingen med et socialistisk parti i regeringen. Men det kræver en stærk, folkelig samfundsbevægelse, der går forrest. Og et stærkt SF, der holder fast i sin socialistiske målsætning.

Venstrefløjen deler et antikapitalistisk, socialistisk mål, men vi er uenige om, hvordan vi bedst opnår det. Det kan, hvis vi holder fast i vores indbyrdes enigheder, bruges til en dynamisk arbejdsdeling, hvor vi sammen, men på hver vores måde, trækker samfundet til venstre.

For os, der ikke er antiparlamentariske, er det et delmål, at det ved næste valg bliver mindst halvdelen, der stemmer på et rødt parti, i stedet for de lidt over 40 % af vælgerne, der gjorde det 15. september. Og der skulle gerne være flere end de lidt over 15 %, der stemmer på SF og Enhedslisten. Den røde blok blev nøjagtig lige så stor, 40,7 %, som ved valget i 2007. Forskellen er at SF er gået tilbage og Ø frem. Dermed bør listefolk være glade for SF’s regeringsprojekt. Det er en win-win for dem: Regeringen rykker til venstre og Enhedslisten vokser. Jeg forventer dog ikke, at det i sig selv standser kritikken – hvilket også ville være spøjst.

Det er helt i orden, at mene at SF’s regeringsprojekt er en fejl, men det er for billigt at skælde SF ud for at være nyliberalistisk. SF er stadig et socialistisk parti, der vil reformere samfundet, så det er grundlæggende forandret - revolutioneret.

Skelnen mellem reform og revolution beror i denne betydning på bevægelsens hastighed og tålmodighed, ikke dens mål om at indføre socialisme ved grundlæggende at ændre magtstrukturerne. En mere reformvenlig, realpolitisk strategi er ikke nyliberalistisk – ikke engang usocialistisk, selvom Esben Bøgh Sørensen mener det i sin kontradoxa-artikel.

Der lyser i hvert fald en klar socialistisk selvforståelse ud af udkastet til SF’s nye principprogram:

”Udgangspunktet er for SF en udogmatisk demokratisk socialisme, der har sit udspring i arbejderbevægelsen og de folkelige bevægelser, og som er inspireret af en marxistisk samfundsforståelse. Dertil kommer en humanistisk og kulturradikal tradition, der vægter menneskelig frihed, udfoldelse og medmenneskelig ansvarlighed.”

Programudkastet er socialistisk. At det måske er knap så revolutionært, er en anden snak.

Jeg er glad for at kunne være en del af Modkraft og glæder mig til debatten om socialistiske principper og strategi, som også gerne skulle vokse ud af dette indlæg. Det gør jeg, fordi jeg – i tråd med den marxistiske tradition – mener, at sammenstød mellem forskellige positioner – dialektik – skaber nye, stærkere positioner.