Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

Hvordan er vi kommet så galt af sted, at de såkaldte arbejderpartier ikke længere er det naturlige førstevalg for almindelige lønarbejdere? Der er brug for at venstrefløjen og fagbevægelsen finder veje til, at
lønarbejderne igen kan se arbejderpartierne, som deres egne partier.

En ny og stærkere lønmodtagerprofil på venstrefløjen skal først og fremmest føre til, at lønmodtagernes interesser bliver bedre varetaget. Hvis det ikke lykkes, at få tegnet en sådan stærkere profil, vil vi tabe næste folketingsvalg. Det første argument handler om substansen, men vil desværre ikke nødvendigvis, i sig selv flytte debatten hos centrum-venstre. Det sidste argument handler om magt, og det plejer at gøre indtryk på Christiansborg – også hos socialdemokrater og SF’ere.

Gennem årtier udgjorde lønarbejderne et sikkert fundament for især Socialdemokratiet, men også for resten af venstrefløjen. Sådan er det ikke mere. Arbejderne er blevet sving-vælgere, som til hvert valg skal
overbevises om at krydset skal sættes til venstre. Dansk Folkeparti har på grund af partiets særlige karakter haft en stærk tiltrækning, men mange arbejdere støtter nu et traditionelt borgerligt parti som Venstre. Især privatansatte rykker mod højre.

Det er på høje tid at centrum-venstre gør flere forskellige ting, hvis ikke lønarbejderne ender med at overvintre på højrefløjen. Det er få stemmer, der afgør valgene, og netop den ændrede vælgeradfærd blandt
privatansatte LO-arbejdere gjorde udslaget, og bragte Anders Fogh til magten i 2001. Der skulle gå en del år før der blev rettet op på det billede. Socialdemokraterne og SF fik gennem årene sidst i 00`erne igen godt fat i disse vælgere, og det var afgørende for at vi vandt valget i 2011. Desværre tyder meget på, at disse vælgere igen er i drift væk fra S og SF.

Der skal langt stærkere politisk fokus på de emner, der påvirker almindelige lønarbejdere, hvor utryghed har sneget sig ind i tusindvis af hjem, især i udkantsdanmark. Jobs er forsvundet, huspriserne falder,
uddannelsesniveauet er lavt, efteruddannelse er besværligt og der er udsigt til at mange mennesker vil falde for tidsbegrænsningen af dagpengene, hvoraf de fleste ikke engang vil være berettiget til kontanthjælp.

»Måske får de mennesker som rejser debatten, et træt udtryk frem blandt deltagerne, og skyld for arbejderisme«, mener Karsten Hønge. Foto: SF

For øvrigt har understøttelsen en langt dårligere dækning end før i tiden. De er de samme mennesker som rammes hårdt af afskaffelsen af efterlønnen. Hvornår får vi en beskæftigelsespolitik, der motiverer
og opkvalificerer de ledige, i stedet for det omfattende kontrol- og aktiveringscirkus? Der skal findes langtidsholdbare løsninger på udfordringerne omkring social dumping og erhvervsuddannelsernes
manglende praktikpladser.

Socialdemokraterne og SF skal have en troværdig politik overfor disse lønarbejdere, hvor jobskabelse til almindelige faglærte og ufaglærte er helt afgørende. De har krav på tryghed, og den skal leveres af centrum-
venstre. Der skal snart vises konkrete resultater. Jeg håber, at det senest bliver til virkelighed i forbindelse med 3-parts-forhandlingerne senere på året, og gennem en skattereform, der prioriterer almindelige
lønarbejdere.

Det er godt, at de lave sociale fattigdomsydelser er afskaffet, og jeg er stolt af at Danmark har Europas mest grønne regering. Og naturligvis hænger tingene sammen. Fjernelse af de lave offentlige ydelser
skaber mere lighed, og dermed tryghed i samfundet. En ambitiøs miljø-klima- og energipolitik vil lægge grunden til mange af fremtidens jobs.

Det er også godt at der er sat mere blus under samfundsøkonomien,
med de fremrykkede offentlige investeringer. Alligevel rammer det kun i kanten af skiven, i forhold til de fleste lønarbejderes bekymringer. Hvad er der egentlig galt med at formulere en egentlig ”industripolitik”,
eller en beskæftigelses- og efteruddannelsespolitik, der netop retter sig mod faglærte og ufaglærte?

Lyder det gammeldags? For mange lønarbejdere lyder det nok mest som det svar, de med rette kunne forvente af ”deres egen regering”.

Valget i 2011 gav det mest socialt skævt sammensatte folketing nogensinde. Intet mindre. Selv dengang for over hundrede år siden, hvor de privilegerede samfundsgrupper sad tungt på magten overalt i samfundet, og hvor uddannelse var forbeholdt de få, formåede folketinget at have en sammensætning, der bedre afspejlede
befolkningen, end det folketing som vi har nu.

Eliten har sat sig tonstungt på det politiske liv, og de faglærte
og ufaglærte er blevet sociologiens truede dyreart i politik. 64% af MF`erne er akademikere, mens kun 7% af befolkningen har denne uddannelsesbaggrund. En tredjedel af befolkningen har en faglært baggrund, men er kun repræsenteret med 11% i folketinget. En fjerdedel af befolkningen er ufaglærte, og er repræsenteret af
5%. Udviklingen er gået dramatisk den forkerte vej, også bare set i forhold til valget i 2007.

Er det så et tema, der diskuteres hos Socialdemokraterne og SF? Fylder emnet debatsiderne i dagspressen?

Bortset fra enkelte pip i ganske få medier, er det en debat, som overses. Eller måske får de mennesker som rejser debatten, et træt udtryk frem blandt deltagerne, og skyld for ”arbejderisme”.

»En ny og stærkere lønmodtagerprofil på venstrefløjen skal først og fremmest føre til, at lønmodtagernes interesser bliver bedre varetaget. Hvis det ikke lykkes, at få tegnet en sådan stærkere profil, vil vi tabe næste folketingsvalg«, mener Karsten Hønge. Foto: Sasa Mackic

Prøv lige at forestille dig situationen, hvis folketinget kun havde ganske få medlemmer under 40 år, hvis kvindernes repræsentation var lige så skæv, eller hvis der næsten ikke blev valgt MF `ere med etnisk minoritetsbaggrund. Vel at mærke med en nedadgående tendens for disse vælgergrupper.

Helt med rette, ville vi opleve en storm i den offentlige debat, om hvordan partierne kunne blive bedre til at inkludere disse mennesker. Alle mulige belæste personer ville levere analyser, om hvordan det politiske liv ekskluderer samfundsgrupper fra at deltage, og om hvordan demokratiet mistrives i en fattig og fordrejet udgave. Fraværet af denne helt nødvendige debat, er ganske enkelt udtryk for akademisk arrogance.

Nu drejer det sig bare om politikernes sociale og uddannelsesmæssige baggrund, og så sker der stort set ingenting. Men S og SF er ikke partier, der i deres historie og idegrundlag specifikt henvender sig til unge, kvinder eller etniske minoriteter.

De er partier, som forsøger at tale lønarbejdernes og de underprivilegeredes sag. Skal de opfattes som arbejderpartier, skal de ikke kun føre en politik som substansmæssigt tilgodeser disse mennesker, men også vælge mange flere almindelige lønarbejdere, til selv at tale deres sag i politiske forsamlinger, fra byråd til folketing.

Lønarbejdere gider ikke høre flere bortforklaringer og mere akademisk bullshit, hvis de skal føle sig hjemme hos de partier, der påstår at ville repræsentere netop de almindelige hårdtarbejdende lønmodtagere. Hvor er fagbevægelsen for øvrigt henne i denne debat?

SF har både i det politiske indhold, og i sammensætningen af den politiske repræsentation brug for en langt stærkere lønmodtagerprofil.

Karsten Hønge er formand SF’s faglige landsudvalg, fhv. MF.