Annonce

19. februar 2012 - 19:23

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

Instruktøren Mads Mathiesen debuterede for nyligt med sin første spillefilm ”10 timer til paradis” der er en udbygning af kortfilmen ”Dennis” fra 2007. ”Ti timer til paradis” vandt for nyligt prisen for bedste instruktør af ikke-amerikansk spillefilm på den prestigefyldte Sundance filmfestival, og har fået meget omtale i medierne.


10 timer til Paradis er en to-i-en film. Første og indledende del handler om bodybuilderen Dennis der bor sammen med sin sygeligt dominerende mor og som gennem at få en kæreste får løsrevet sig og flyttet hjemmefra i en alder af 38. Det er en god historie og der er fremragende skuespil af Kim Kold og Elsebeth Steentoft. Det er lidt uklart for mig hvorfor denne del ikke bare får lov at fylde hele filmen og dermed folde sig lidt ud, men omvendt kan det jo godt virke lidt tungt med den slags psykologiske mor-søn dramaer, så jeg blev lettet da det gik op for mig at der heldigvis var en historie til i filmen.

Filmens anden del handler om at finde kærligheden i Thailand og den er fuldstændig ligesom kødboller og Dajmtærte i Ikea, det glider lige ned, det er billigt og alle de andre spiser det også. Man kan jo heller ikke overleve på P1, Information og DRDokumania alene, så tak til Mads Mathiesen for at levere muligheden for at gå i biografen og slappe lidt af i den kritiske sans.

I skildringen af Thailand og thailandske kvinder er alt nemlig fuldstændig ved det gamle. Fuldstændig. Og gudskelov for det. Det er svært at begrænse sig, men det er lykkedes mig at finde 10 gode grunde til hvorfor 10 timer i paradis gjorde mig så dejlig tung i kroppen og helt og aldeles tom i hovedet.

1. Smukke thaikvinder (tjek).

2. Smukt land med sød befolkning og mange scootere (tjek)

3. Dog lidt vildt og westernagtigt i det der Pattaya (tjek)

4. Fede hvide ældre alkoholiserede mænd på Pattaya-bar (tjek)

5. Frastødende men dog fascinerende kombination af unge smukke thaikvinder og fede hvide ældre alkoholiserede mænd på Pattaya-bar (tjek)

6. Herboende dansk-thailandsk ægtepar med stor aldersforskel, stor æstetisk variation og ulige fordeling af pligterne i hjemmet (tjek)

7. Sød og naiv dansk mand der chokeres over Pattaya og derfor ikke kan få den op og stå sammen med thaipiger indkøbt til formålet (tjek)

8. Sød og naiv dansk mand møder en helt almindelig (som i: ikke sexarbejdende) thai-kvinde og får dermed adgang til smukt land med sød befolkning og mange scootere (tjek).

9. Thailandsk kvinde der ikke laver konflikter og siger fra fordi det angiveligt ikke ligger i asiatiske kvinders natur (tjek)

10. Godt forhold mellem sød og naiv dansk mand og thaikvinde for at understrege at ikke alle dansk/thailandske ægteskaber er ligesom i ”Fra Thailand til Thy” eller Bubber i Thailand (tjek).

JPEG - 30.8 kb
Foto: DFI

Alt i alt en tour de force i velkendte kontraster: stor/lille, dansk/thai, grim/smuk, koldt/varmt, aggressive sexarbejdere/”ægte” buddhistiske thaikvinder, ond mor/god søn (tjek). Blødt, rart og genkendeligt er det, så herfra skal derfor lyde en varm anbefaling af en fantastisk nemt tilgængelig film som på forbilledlig vis opstiller en lang række stereotyper som jeg som hvid danske tilskuer kan forbruge (og nyde) men samtidig tage behørigt afstand fra over en efterfølgende latte i Blågårdsgade. Alt sammen kun for 75 kr. Det er fundet for de penge.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce