Annonce

19. august 2002 - 10:34

Protester mod nedskæringer i Horsens

Kampånden var i top, da byens pædagoger og medhjælpere for første gang siden ´89 i samlet trop nedlagde arbejdet og demonstrerede i byens gader. Mange forældre gik i solidaritet med under parolerne »Kvalitet en farce – glade børn en uddøende race«, »Imod nedskæringerne – udsæt »Farum« Horsens«, »Årets by? Hvordan det Rye?« med henvisning til Horsens borgmester Vagn Rye Nielsen, som samtidig er formand for kommunernes socialudvalg.

Charlotte Walkusch, talsperson for pædagogerne og medhjælperne i Horsens og medlem af Socialistisk UngdomsFront, fortæller:

– Det er en reaktion på kommunens sparekatalog, som foreslår besparelser på 20 mio. kr. på børn- og ungeområdet. Horsens ligge i forvejen i bunden »normeringsmæssigt« i Vejle Amt, nu kan vi se frem til yderligere forringelser.

Horsens Byråd´s sparekataloget foreslår bl.a.:

* fyring af 46 pædagoger

* reduktion i åbningstiden, samt ferielukning

* nedlæggelse af flere velfungerende institutioner

* sammenlægning af 24 institutioner til 11

* børn anbragt i specialtilbud udenfor kommunen hentes hjem til kommunen

Horsens kommune skal i alt spare 60 mio. kr., hvor langt størstedelen tages fra det sociale område. Børn- og ungeområdet skal alene spare 20 mio. kr., og mindst lige så stor er besparelserne på ældreområdet.

Det kan eksempelvis betyde, at social- og sundhedshjælperne må nøjes med 12 minutter til hver ældre, mod 18 minutter før. Det skyldes bl.a. regeringens udgiftsstop.

Stop-op dagen var kun starten

– Pædagoger og pædagogmedhjælpere står nu sammen, og advarer politikerne mod disse uansvarlige kortsigtede økonomiske løsninger. På længere sigt vil det føre til øgede udgifter, da det forringer vores muligheder for at løfte den sociale arv, og mange vil få et større behov for støtte.

– Det er en klar nedvurdering af vores arbejde.»Stop-op dagen« som vi kaldte den, var blot første markering, der er mere at vente, lyder meldingen fra Charlotte.

– Vi er klar over, at det ikke kun er vores område, der rammes hårdt. Det er faktisk besparelser, der rammer hele befolkningen på en gang, og der er en stor utilfredshed at spore. Vi har nu taget kontakt til alle andre fagforeninger, og der er taget initiativ til et fællestillidsmandsmøde i næste uge.

– Det er vigtigt vi står sammen i denne sag, og ikke kun kæmper imod nedskæringerne på vores område.

For blot et par uger siden søsatte SUF, Enhedslisten og SF en underskriftsindsamling:

»Nej til nedskæringer, serviceforringelser og afskedigelser – udsæt Forum Horsens.«

Charlotte fortæller:

– Horsens Byråd har besluttet at opføre et fodboldstadium »Forum Horsens« til 140 mio. kr. Samtidig skal kommunen spare 60 mio. kr. på det sociale område, og det vil især ramme børn, unge og ældre.

– Vi har med vores underskriftsindsamling foreslået »de ansvarlige« politikere, at udsætte byggeriet af Forum Horsens, og i stedet bruge pengene på at bevare serviceniveauet i kommunen.

– Vi har fået en fantastisk opbakning fra folk i byen, og med pædagogernes protester er der virkelig skabt debat i Horsens, og politikerne går en sur tid i møde. Nu gælder det bare om at ændre tingene, for opbakningen er der. Spørgsmålet er bare om politikerne tør at overhøre de massive folkelige protester, afslutter Charlotte Walkusch.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce