De nylige valgsejre for islamistiske kræfter i folkeopstandenes lande varsler nu hårde tider for de arabiske kvinder. På trods heraf er det utænkeligt, at kvinderne i disse lande igen lader sig bortvise fra det offentlige rum.
Da revolten mod diktaturerne i Tunesien, Ægypten og Libyen startede for lidt over et år siden, indtog kvinderne en vigtig rolle. I Ægypten og Libyen var det kvinder, der kick-startede folkeopstanden. Hvordan står det til med kvindernes mobilisering til kamp for deres rettigheder i Tunesien, Ægypten og Libyen?
Den 18. januar 2011 offentliggjorde Asmaa Mahfouz, en ung ægyptisk aktivist, en video på YouTube. Heri fortalte hun, at fire ægyptere havde sat ild til sig selv for at protestere mod den daglige ydmygelse, fattigdom og fornedrelse.
Hun opfordrede til oprør ”ligesom i Tunesien” og foreslog at mødes den 25. januar i Kairos centrum: ”Mød op på Tahrir-pladsen og kræv jeres rettigheder!”. Helt overraskende fulgte omkring 15.000 mennesker hendes opfordring. Dette var starten på folkeopstanden i Ægypten.
I Benghazi demonstrerede den 15. februar 2011 hundrede kvinder – pårørende til fanger i Gaddafis fængsler – for løsladelse af menneskerettighedsadvokaten Fethi Tarbel.
Advokaten fungerede indtil hans fængsling som advokat for familier til omkring 1000 fanger, som var blevet henrettet af Gaddafis sikkerhedsstyrker i forbindelse med en fangerevolte i Libyens hovedstad Tripoli. To dage senere, den 17. februar 2011, startede revolten mod Gaddafi-regimet.
For kvinderne i Tunesien, Ægypten og Libyen er opstandenes første periode en tid, hvor de ligeberrettiget deltog og selv udviklede initiativer og selvorganiseringer. Men det er fortid nu. Dengang opholdt mænd og kvinder sig i fællesskab i camps på Tahrir-pladsen i Kairo og på Kasbah-pladsen i Tunis. Dette blev hurtigt gjort til en skandale i et forsøg på at splitte modstanden.
I Ægypten brugte militæret de fælles telte for kvinder og mænd som påskud for at undersøge fængslede kvindeaktivister for deres ”jomfruelighed”.
I Benghazi henviste mandlige rebeller få uger efter byens befrielse kvinderne til særskilte steder for deres demonstrationer. Skjult fra omverdenen.
Overalt høres den samme begrundelse for kønsadskillelse og udelukkelse af kvinder fra det offentlige liv: ”Kvinder må beskyttes”. Af denne grund besluttede militærregeringen i Ægypten, at ingen af de 26 landsdistrikter måtte have en kvindelig guvernør. Også forlængelsen af undtagelsestilstandslovene retfærdiggjorde formanden for militærregeringen, Hussein Tantawi, med at ”...ellers ville kvinder kunne blive bortført eller voldtaget”.
De nye magthavere forsøger ikke bare at vende tilbage til førrevolutionære tilstande. I nogle lande vil man sågar afskaffe de utilstrækkelige ligestillingslove, som var gældende før revolutionerne.
I Libyen skal polygami tillades igen. Skønt Gaddafi-regimets repressive lovgivning allerede i stor udstrækning baserede på en fortolkning af sharia’en [1] er dette et yderligere frontalangreb på kvindernes ligeberettigede stilling i Libyen. I det libyske Overgangsråd er der kun en kvinde, i mange byråd er der slet ingen.
I Ægypten vil de konservative indføre religiøse familielove. I sommers forsøgte formanden for famliedomstolen at få genindført en lov, som giver mulighed for med tvang at føre ”ulydige” kvinder tilbage til deres ægtemand. Denne lov blev afskaffet i Ægypten i 1960erne.
I den ægyptiske militærregering sidder der ikke en eneste kvinde. De militære magthavere har afskaffet Mubarak-regimes kvote, som sikrede kvinderne 64 reserverede pladser i parlamentet. Ved valget til det nye parlament gjaldt kun den regel, at alle partier skulle opstille mindst en kvindelig kandidat. I det netop nyvalgte parlament, der vil afløse militærregeringen, er der ud af 508 parlamentsmedlemmer kun valgt under 10 kvinder.
Tunesien var et relativt progressivt land i det nordafrikanske område, hvad kvinderettigheder angår. Da Habib Bourguiba kom til magten i 1956, indførte hans regime visse ligestillingsbestemmelser ovenfra. Han afskaffede den familielovgivning, som var baseret på sharia og ophævede kvinders pligt til at adlyde deres mandlige familieoverhoveder og indførte et forbud mod polygami.
Kvinder fik tilladelse til at tage et erhvervsarbejde uden først at skulle spørge deres ægtemand om lov til det. Den valglov, som blev brugt ved valget til den forfatningsgivende forsamling i oktober 2011, indeholder en bestemmelse om, at halvdelen af alle partilisternes kandidater skal besættes med kvinder.
Men hvordan kvindernes situation i Tunesien vil udvikle sig, efter at det islamistiske parti Ennahda vandt valget, er vanskeligt at forudse. På den ene side var Ennahda det eneste parti, som stillede en kvinde i spidsen på deres partiliste og det er islamisterne, som procentuelt vil besætte de fleste pladser i den fortfatningsgivende forsamling med kvinder. Samtidig har Ennahda i valgkampen lovet at ville indføre strengere familielove, der kommer til at fastskrive kvindens rolle under manden.
I Ægypten, hvor Det Muslimske Broderskab (Det Islamiske Friheds – og Retfærdighedsparti) vandt med mere end 45% af stemmerne, er der en lignende situation. Valgets vindere søger nu partnere til at kunne danne en koalitionsregering sammen med. Det bliver formodentligt ikke salafisterne fra al-Nour partiet, men partier fra den liberale partialliance ”Den ægyptiske blok”.
Denne koalitionsregering vil afløse militærregeringen i juni 2012. Mange af "oprørerne fra Tahrir-pladsen" er dog skeptiske overfor, om militærjuntaen uden videre vil indfrie deres løfter og træde tilbage.
De fundamentalistiske salafister kræver love indført, som vil lægge Ægyptens økonomi i ruiner – feks. et totalt alkoholforbud, også for turister. Det Muslimske Broderskab som sandsynligvis må tage højde for salafisterns store opbakning - de fik over 24% af stemmerne [2] – vil på en række punkter gå på kompromis med salafisternes krav.
For kvinderne betyder det ikke noget godt: I storbyen Alexandria satte tilhængere af al-Nour partiet under valgkampen plakater op med billeder af ikke-tilslørede kvinder, hvis hoveder var omsværmet af insekter. Budskabet var klart: ”Ikke-tilslørede kvinder tiltrækker skadedyr”.
I oktober afholdt al-Nour partiet en konference om kvindernes rolle i politik – ikke en eneste kvinde var på talerlisten. Istedet gik en af de vigtigste politikere fra partiet, Yasser Burhami, til verbalt angreb på de tilstedeværende kvindelige journalister uden tørklæde og bebrejdede dem, at de optrådte ”nøgne”...
Det er endnu uklart, hvordan den politiske situation vil udvikle sig i Libyen. Efter at Gaddafi-regimet har efterladt et socialt desolat og politisk opsplittet Libyen, forsøger folk nu at finde strukturer, der kunne udligne den sociale kløft mellem velhavende og fattige regioner.
I den proces opstår overraskende modsætninger: Islamisterne, der spillede en vigtig rolle befrielsen af hovedstaden Tripoli bliver konfronteret med en lang række frihedstiltag, der ser ud til at kunne danne et solidt grundlag for kommende organiserede bevægelser.
I de nyskabte medier, inklusive radio- og TVstationer er der ikke mange tabuer i temaerne. Ved en bogmesse i Tripoli fornyligt blev der sågar udstillet en del indtil nu forbudte bøger om seksualitet og køn. Libyske feminister kræver kønskvotering, som sikrer kvinderne mindst 40% af pladserne i den forfatningsgivende forsamling.
Ligeledes er de ægyptiske kvinder ved at mobilisere til kamp, omend af mere defensiv karakter: I december 2011 gik 10.000 kvinder på gaden for at protestere mod militærets mishandling af kvinder. Protesterne blev udløst af en video, som viser, hvorledes soldater river blusen af en kvindelig demonstrant midt på gaden og mishandler hende.
Trods de omfattende forsøg på igen at få kvinderne placeret i de traditionelle underordnede roller, er det vanskeligt at forestille sig, at kvinderne i disse lande lader sig fortrænge fra offentligheden igen. Allerede før revolutionerne fandt sted, var de begyndt på at indtage det offentlige rum og kvinderne var del af den proces, som overhovedet gjorde opstandene mulige.
Kommunikationen i de sociale netværk gav mange kvinder mulighed for at komme i regelmæssig kontakt med mennesker udenfor deres egen familie. Samtidigt blev kvinderne mere og mere præsent i den samfundsmæssige proces.
I de fleste arabiske lande blev kvinder i løbet af 1980erne og ’90erne fortrængt fra bybilledet i takt med islamisternes fremgang. Mest tydeligt var dette i Kairo, hvor sågar koptiske kvinder bar tørklæde af frygt for deres liv og helbred.
Men i de seneste 10 år opstod der i Kairo, i Tunis, i Damaskus, osv. et miljø af unge kvinder, som ikke længere ville gemme sig. Kvindegrupper vågede ikke bare at optræde i offentligheden, men også i caféer der oprindeligt kun blev opsøgt af mænd – og blandede grupper af kvinder og mænd blev mere og mere almindelige at se i bybilledet. Disse friheder giver kvinderne næppe slip på igen.
Teksten har tidligere været bragt på Autonom Infoservice og bringes her med forfatterkollektivets tilladelse.
Se også linksamlingen »Det arabiske forår« på Modkraft.dk/Tidsskriftcentret
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96