Annonce

31. januar 2012 - 13:32

Fattigdom og ulighed er fortsat stigende i Danmark

Nye tal fra EU’s statistiske bureau, Eurostat, viser, at andelen af fattige er fordoblet i Danmark mellem 2001 og 2010 – fra 4 procent til 7,9 procent.

Det sker samtidig med, at udviklingen i vores nabolande Norge, Finland og Sverige går den modsatte vej.

Årsagen til, at Danmark sakker bagud i bekæmpelse af fattigdom, er ifølge eksperter, at skiftende regeringer har ført en politik, som har øget uligheden i samfundet samt befolkningens kritiske holdning overfor fattige.

– Det har været en ganske bevidst politik siden 1999 under først Nyrup-regeringen og så de to VK-regeringer, at man er gået efter at gøre de dårligst stillede fattigere. Det er årsagen til, at vi har set flere og flere fattige, siger Morten Ejrnæs, lektor ved Aalborg Universitet, hvor han blandt andet forsker i fattigdom, til Kristeligt Dagblad.

Læs artiklen »Danmark sakker bagud i indsats mod fattigdom« hos Kristeligt Dagblad.

Efterlyser holdningsændring

EU’s tal for fattigdom tager udgangspunkt i median-indtægten i et samfund.

Median-indtægten er den indkomst, man har, hvis der er 50 procent, der tjener mere end en selv, og 50 procent, der tjener mindre. En form for mellemindkomst.
Man er fattig, hvis man kun har halvt så mange penge til rådighed, som personer med denne median-indkomst.

I Danmark betyder det, at man ifølge Eurostat er fattig, hvis man har cirka 8.450 kroner til rådighed efter skat per måned.

Læs artiklen »Antallet af fattige er fordoblet det seneste årti« hos Politiken.

JPEG - 81.7 kb
Fattigdommen stiger fortsat i Danmark. En holdningsændring er nødvendig, mener eksperter. Foto: Gabriela Manzur.

Der eksisterer dog ingen officiel fattigdomsgrænse i Danmark, og den politiske debat har samtidig været præget af det økonomiske opsving efter Anden Verdenskrig.

Det mener cand.polit. Finn Kenneth Hansen fra Casa, Center for Alternativ Samfundsanalyse.

– Fattigdommen og uligheden er faldet i Danmark uafbrudt siden Anden Verdenskrig. Midt i 1990’erne begynder den at stige, og det har den gjort lige siden. Men det er som om, vi ikke rigtigt har opdaget det endnu. Det kommer bag på os, at det er noget, vi skal forholde os til, siger han til Kristeligt Dagblad.

Finn Kenneth Hansen foreslår, at man får en mere saglig tilgang til emnet.

– Norge har haft en fattigdomskommission, som har lagt et program for, hvordan man kunne bekæmpe fattigdommen. Det har haft konkret betydning, men det har også smittet af på hele tilgangen til fattigdom, fortæller han.

Norge har modsat Danmark oplevet et faldt i antallet af fattige borgere de seneste år.

Kan skade solidariteten

Hos Rådet for Socialt Udsatte efterlyser man en fattigdomsgrænse i Danmark og peger samtidig på behovet for en holdningsændring i befolkningen.

– Det er ikke, fordi solidariteten i samfundet er forsvundet, men fattigdomsdebatten er udtryk for, at der er sket et holdningsskift i befolkningen. Det er i dag en mere udbredt opfattelse, at folk nok selv er skyld i det, hvis de er fattige eller ryger ud af arbejdsmarkedet. Både blandt befolkningen og politikerne på Christiansborg er det blevet acceptabelt at sige, at de fattige bare skal tage sig sammen, siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte til dagbladet Information.

Han frygter, at den stigende ulighed kan være med til at skabe et mere råt samfund.

– Uligheden betyder, at sammenhængskraften og solidariteten i samfundet langsomt begynder at krakelere. Når afstanden mellem rig og fattig bliver større, giver det flere problemer, som eksempelvis kommer til udtryk i form af stigende kriminalitet. Det får folk til at ændre deres syn på deres medmennesker og samfundet generelt, siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte til Information.

Læs artiklen »Voksende ulighed udgør en trussel mod dansk velfærdsmodel« hos Information.

Læs artiklen »Nye tal får råd til at efterlyse fattigdomsgrænse« hos DR.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce