Annonce

23. januar 2012 - 17:26

Fagforeninger vil i flæsket på finansfyrster

»Det er den finansielle sektor, der har ansvaret for den økonomiske krise. Derfor skal der indføres en finansskat, som bidrager til, at vi kommer ud af krisen«.

Med disse ord har en række folkelige bevægelser slået sig sammen med LO i Storkøbenhavn i initiativet »Forandring Nu«, som ønsker at bruge det danske EU-formandskab til at ændre den politiske kurs i Europa.

Det nye initiativ stiller kontante krav til det danske EU-formandskab. Blandt andet om at sætte ind mod arbejdsløshed, især blandt de unge, at sætte en stopper for social dumping og at skabe grønne klimajobs gennem en styrket miljøindsats.

JPEG - 41.1 kb
Vores krav om bæredygtig sociale forandringer går igen i hele Europa, mener Anders Olesen fra Byggefagenes Samvirke. Foto: Mark Knudsen/Monsun

– Det er omfattende krav, og vi forventer da heller ikke, at det hele bliver løst på et par måneder. Men kravene går jo igen blandt befolkningerne i hele Europa. Så jo flere der slutter op om initiativet, jo tættere er vi på en løsning, siger Anders Olesen, formand for Byggefagenes Samvirke og en af talsmændene for »Forandring Nu« til Modkraft.

»Uretfærdigt at sende regningen videre til de unge«

Anders Olesen mener, at kombinationen af en ny dansk regering og et nyt formandskab for EU giver en enestående mulighed for at gentænkte den politiske kurs for Europa.

– Krisen er i vid udstrækning skabt af fejlslagen økonomisk politik. Derfor må diverse finansielle institutioner også til lommerne og være med til at rydde op igen, fortsætter han.

Han bakkes op af Peter Kay Mortensen fra LO Storkøbenhavn, der også er talsmand for »Forandring Nu«.

– Organisationerne bag initiativet finder det dybt uretfærdigt, at det er befolkningerne i de europæiske lande, især de yngre generationer, der skal betale for den finansielle krise og de manglende politiske beslutninger, forklarer han.

Læs artiklen »Faglige og folkelige bevægelser mobiliserer for en ny europæisk dagsorden« på EU-fagligt Netværks hjemmeside

Indtil videre består initiativet af LO Storkøbenhavn, Byggefagenes Samvirke, Netværk for Velfærd og Demokrati, Græsrøddernes Netværk for Bæredygtig Omstilling (GNBO), Miljøorganisationen NOAH, Klimaforum og Det Økologiske Råd.

»Forandring Nu«-initiativet planlægger en konference den 28. marts i København for at udarbejde en række konkrete krav til det danske formandskab i forbindelse med økonomi- og finansministrenes europæiske topmøde (ECOFIN), som finder sted den 30. marts.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce