Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
6. januar 2012 - 12:04

Ny piratradio hejser antennen over København

»Jeg synes, det er rart jo,
Du synes, det er rart jo,
Det er radio – Byens Radio.«

Sådan lyder sloganet for en ny piratradio i København med navnet Byens Radio, som siden den 31. december 2011 har sendt på FM-båndets frekvens 89,7.

– Der har manglet en kanal til alt det undergrundsmusik, som ellers ikke kommer ud, så jeg tror på, at vi kan gøre en forskel, fortæller DJ Know It All til Modkraft.

Han er talsperson for Byens Radio og én af initiativtagerne til stationen, som sender fem gange om ugen, og drives af fire glade radioamatører fra et hemmeligt sted i hovedstaden. Ligesom de øvrige radiopirater ønsker han ikke at få sit rigtige navn frem.

Romantik og opvaskemusik

I dag er det kun muligt at høre Byens Radio i Indre København, dele af Nørrebro og Amager.

Det skyldes, at radiostationen i virkeligheden kun består af et par mikrofoner og en computer sat til en mixer og en transmitter med en lille antenne.

JPEG - 73.3 kb
Piratradioen Byens Radio har kapret FM-båndet og sender undergrundsmusik ud i æteren fem dage om ugen. Foto: ByensRadio.

Anvisningerne til den hjemmelavede radio er hentet fra hjemmesiden Youtube og den simple teknik er en del af charmen.

– Der er noget romantisk over at lave radio, og det er helt klart lysten, som driver os. Radio er en hyggelig kommunikationsform og både sjovt og nemt at lave. Det bruger ingen ressourcer og er fuldstændig økologisk, fortæller DJ Know It All.

Om et par dage vil piraterne rejse en otte meter høj antenne, så det bliver muligt, at lytte med i hele Storkøbenhavn. På sigt skal kanalen også på internettet.

På programmet er reportager, interviews, quiz, live koncerter, gæste dj’s og lytterønsker.

– Vi opfordrer folk til at kontakte os, hvis de vil høre et bestemt nummer, når de står og vasker op eller har en reportage, som vi skal sende, siger DJ Know It All.

Copyright, nej tak

På Byens Radio har man ikke søgt om myndighedernes tilladelse til at sende på FM-båndet og betaler heller ikke afgift for den musik, som bliver spillet.

Af samme grund holdes radioens fysiske placering skjult ligesom en forvrænget musestemme er med til at sløre identiteten på studieværterne.

– Vi mener, at vi er i vores gode ret til at bruge den luft, som vi alle indånder, til at udbrede kloge ord og god musik. Og vores signal er så svagt, at det ikke går ind over andre på FM-båndet, siger DJ Know It All.

Byens Radio er non-profit, og den musik, der spilles, er næsten udelukkende alternativ undergrundsmusik.

Derfor mener folkene bag, at myndighederne bør glæde sig over initiativet i stedet for at stirre sig blinde på paragrafferne.

– Vi spiller næsten kun musik, som ikke er omfattet af ophavsretten. Men når det er sagt, så mener jeg også, at copyright er ligeså forældet som kongehuset og landbrugsstøtte, griner han.

Byens Radio sender i København på 89.7 FM
Mandag og tirsdag kl. 14:00
Onsdag kl. 20:00
Fredag og Lørdag kl. 10:00 og 20:00.
Radioen kan kontaktes på byensradio.kbh@gmail.com og telefon 41449293.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce