Annonce

5. januar 2012 - 23:27

Queerfeministisk ønsketænkning

Queerkrafts selvstudiekurs: Del 2

Emne: QUEERFEMINISTISK ØNSKETÆNKNING

Kursleder: Mathias Danbolt

Baggrund:

I løbet af det sidste år er queerfeministisk teori og politik i de norske medier blevet affejet som virkelighedsfjern »ønsketænkning« [1]. I en tid præget af økonomisk, miljømæssig og politisk nedsmeltning er det bekymrende, at ønsker om alternative måder at tænke og leve på automatisk afskrives som naivistisk drømmeri. Nærværende selvstudiekurs i queerfeministisk ønsketænkning modstætter sig prioriteringen af »pragmatiske løsninger« og insisterer på betydningen af at ønske sig alternativer til den bestående orden.

Motivation og fokus:

Der er især tre områder, det er vigtig at se nærmere på, hvis vi skal gøre plads til queerfeministisk ønsketænkning i dagens pragmatiske samfund:

1) Vi må udfordre den offentlige debats fokus på »alternativer«: Når man kritiserer status quo, bliver man ofte mødt med udsagn som: »Ingen kritik uden alternativer!« Alt, som ikke kan omsættes til umiddelbare løsninger, bliver fremstillet som »destruktivt« eller »naivt«. Selvstudiekurset ønsker at bryde ud af denne fastlåste situation ved at minde om, at kritik er en kreativ praksis, som rydder plads til ønsker om en anden verden. Som den visionære feminist Shulamith Firestone skriver i det vigtige, men nærmest glemte manifest The Dialectics of Sex: The Case for Feminist Revolution fra 1970, kan vi ikke godtage kravet om, at vi ikke må være kritiske uden at have løsninger parat:

»Den klassiske fælde for enhver revolutionær er altid spørgsmålet, ‘Hvad er dit alternativ?’ Men selv om du kunne give forhørslederen en dækkende beskrivelse, betyder det ikke, at han ville se på den, fordi han som regel ikke for alvor ønsker at kende den. Dette er et typisk angreb – en teknik som afleder det revolutionære raseri og vender det mod sig selv.«

Firestone viser, hvorfor vi ikke skal finde os i at blive afkrævet »alternative løsninger« så længe dette spørgsmål ikke udspringer af et reelt ønske om at lytte til ideer om ændringer. Desuden kan alternativer ikke fastlægges på forhånd – de må vokse ud af den kollektive proces, som kritik åbner for. Problemer må løses i fællesskab.

2) Vi må optræne vore politiske forestillingsevner sådan, at queerfeministisk politik ikke bliver endimensionel og forfladiget. I pamfletten One Dimensional Woman (2009) advarer den feministiske filosof Nina Power mod det fokus på nydelse, som præger dele af det feministiske felt. Opmærksomheden på individuel velvære og (købe)stærke kvinder dækker over manglende evne og vilje til at gribe fat i de politiske udfordringer, som vi møder i samfundet. Markedsliberalismens privatisering af offentlige ydelser har bidraget til øget deltids- og vikararbejde, og nye underklasser vokser frem blandt lavtlønnede servicearbejdere, som muliggør andres nydelser. Når nydelsen bliver et imperativ, flyttes fokus bort fra, hvad det gode liv kan bestå af, påpeger Power:

»Vi kan få så mange vibratorer, vi vil, drikke så meget sprit, vi overhovedet fysisk kan tåle, men alt, hvad der giver genklang uden for penge-ejendele-nydelse, er strengt forbudt. Fællesskabsformer, sier du! Kollektiver! Alternative familiemodeller? Hvad er du? Skør?!«

Power opfordrer os til at se nærmere på de alternativer, som er blevet kastet i historiens skraldespand: »Hvad skete der egentlig med alle drømmene om at leve anderledes?«. Hvis det politiske felt skal udvikle flere dimensioner, bliver vi nødt til at vække den visionære queerfeministiske ønsketænkning til live. Så er det vigtig at ikke frygte, at vores politiske agenda bliver fremstillet som underlig eller naiv. Som Lilian Munk Rösing så fint skriver det i Autoritetens Genkomst (2007), må vi huske, at »inderst inde er vi alle langt ude«.

JPEG - 67.6 kb
Det er vigtigt, at vi nægter at finde os i, at samfundsordenen ikke kan ændres radikalt. Forsidefoto fra en af kursets kernetekster: José Esteban Muñoz’ Cruising Utopia (New York University Press 2009).

3) Vi må turde »at gramse på det utænkelige« for at låne queerfeministen Anna Lundbergs formulering. Det vigtige ved queerfeministisk ønsketænkning er, at den bryder ud af rammene for, hvad vi tror er mulig i nutiden. At trækkes mod det utopiske på denne måde er ikke en opfordring til at kortlægge fremtiden. Vi må afkoble utopisk tænkning fra forestillinger om totalitære strukturer.

Som den queerfeministiske utopist Jill Dolan viser i Utopia in Performance (2005), handler det utopiske ikke om at udarbejde præskriptiver for en ny verden. Det, som trækker os mod utopiens »ikke-sted« (i ordets rette betydning), er derimod begæret mod og viljen til at tænke ud over situationen her og nu. Kunstfeltet er en af de få arenaer, som i dag giver plads til det, Dolan kalder »utopiske performativer«: flygtige øjeblikke, hvor vi opdager og føler, at verden kan fungere på andre måder. Utopiske performativer GØR noget med os – de træner forestillingsevnen og giver næring til et begær efter politisk og kulturel forandring i nutiden.

Målsætning:

Selvstudiekurset i queerfeministisk ønsketænkning har som mål at motivere kursdeltagerne til at gramse på politiske alternativer, drømme og utopier. Ved at mane til kamp mod nutidens endimensionelle politiske horisont, som prioriterer pragmatiske og genkendelige løsninger, ønsker kurset at bidrage til at gøre queerfeministisk politik mærkeligere og underligere.

Selvstudiekurset ønsker at vise, hvor vigtig det er, at vi nægter at finde os i, at samfundsordenen ikke kan ændres radikalt. Som José Esteban Muñoz påpeger i en af kursets hovedbøger, Cruising Utopia: The Then and There of Queer Futurity (2009), er det er vigtigt, at vi strækker os udover nutiden og tør at tænke og mærke (for)tider, som ikke endnu er ankommet. Ved at vække uforløste potentialer i gammel så vel som ny visionær queerfeministisk ønsketænkning til live, vil kurset vise, at begæret efter utopiske performativer ikke handler om at fjerne sig fra virkeligheden, men at dette tværtimod er en måde at gøre virkeligheder mulige på.

Arbejdsform:

Eftersom det er umulig at forudsige, hvad queerfeministisk ønsketænkning kan resultere i, er det vanskelig at udpege specifikke arbejdsformer eller metoder. Men kursets læseliste er et godt sted at begynde for at få inspiration og ammunition til at slå tilbage mod beskyldninger om, at kritik og ideer, som ikke med det samme kan oversættes til »konkrete« løsningsforslag, er spild af tid og kræfter.

Det kan være krævende og ubehagelig at åbne for ønsket om at tænke og gøre politik på nye måder. Det er derfor muligt, at kurset sænker deltagerens tærskel for at rase ud i mødet med pragmatiske krav om at gøre sig nyttig her og nu. Hvis man bliver forskrækket over egne evner til at være rasende, kan det være værd at huske på lærdommen fra forrige selvstudiekurs i queerfeministisk glædesdrab, som fokuserede på det kreative potentiale i at sige nej til status quo.

Følgende bøger viser netop, hvordan kritisk og visionær tænkning går hånd i hånd:

1. José Esteban Muñoz: Cruising Utopia: The There and Then of Queer Futurity (New York & London: New York University Press, 2009). Kursets hovedbog, fyldt med eksempler på utopisk teori og praksis.

2. Jill Dolan: Utopia in Performance: Finding Hope at the Theatre (Ann Arbor: The University of Michigan Press, 2005). En vigtig bog, som viser, hvad utopisk tænkning kan gøre ved dig, med fokus på hvordan kunst og teater træner dig op til at blive en bedre ønsketænker.

3. Nina Power: One Dimensional Woman (Winchester & Washington: Zero Books, 2009). En rasende og sjov pamflet, som vækker begæret efter at få flere dimensioner ind i (det politiske) liv.

4. Shulamith Firestone: The Dialectics of Sex: The Case for Feminist Revolution (New York: Morrow, 1970). Dansk oversættelse: Kønnenes dialektik (København: Bibliotek Rhodos, 1972). En bog, som rummer alternative forståelser af reproduktion, familiestrukturer, kærlighed, skolesystem, seksualitet, etc. En fabulerende fantastisk tankevækker!

5. Lilian Munk Rösing: Autoritetens genkomst (København: Tiderne Skifter, 2007). En feministisk psykoanalytisk tour-de-force, som giver dig lyst til at blive endnu mere underlig og fremmed for dig selv og andre.

Mathias Danbolt (f.1983) bakser med queerteori, kunsthistorie, aktivisme og en Ph.d.-afhandling, som gramser på queerfeministiske politiske historier. Han bor og arbejder i København.

Artiklen har tidligere været bragt i det norske feministiske tidsskrift Fett under titlen »FETTs selvstudiekurs 2011«. Queerkraft bringer her artiklen i en oversat version med forfatterens tilladelse.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce