Frank Dikötters bog om Det Store Spring Fremad i Kina sidst i 1950erne er en bog om en tragisk, sørgelig og frygtelig periode i Kinas moderne historie. Mellem 30 og 50 millioner mennesker menes nu at være døde af sult eller ulykker som følge af fejlslagne politikker og omfattende magtmisbrug.
Desværre – og mærkeligt nok – er det også blevet en meget kedelig bog at læse. Den bliver langtrukken læsning af to grunde.
For det første fordi den dynger den ene frygtelige historie ovenpå den anden i et lidt forvirrende kalejdoskop af store og små oplysninger. Alle historierne er frygtelige på samme måde. Opremsninger af død, sult, tortur, udbytning og grusomheder - underbygget af store og små tal for, hvor mange mennesker, det drejede sig om, lige i det og det amt eller den og den landsby.
For det andet fordi den ikke forsøger sig med forklaringer, udover den simple, at Mao Zedong var ond, og folkene omkring ham var feje, og mange af dem også onde.
Bogen indskriver sig hermed i en tradition for historieskrivning, som også blev benyttet af Jung Chang i hendes bog med titlen Mao – den ukendte historie.
Bøgerne omhandler til dels samme tid og sted; de er begge omhyggeligt researchet med en imponerende kildefortegnelse, men de skæmmes på samme måde af en hadsk og emotionel form, som simpelthen hæmmer og ikke fremmer forståelsen af begivenhedernes gang.
Dikötters bog er opdelt i syv dele, og den skrider primært kronologisk frem. Især i den første del er der fornuftigt nok en del henvisninger til forholdet til Sovjetunionen, som op igennem 1950erne kom til at spille en stor rolle for den interne udvikling i Kina.
De senere dele er tilnærmelsesvis emnemæssigt opdelt, så temaer som landbrug, industri, boliger, handel og natur tages op i særskilte kapitler.
Den sidste del tematiserer grusomhederne ved at behandle ulykker, sygdomme, arbejdslejre, vold og kannibalisme i hver deres kapitel.
Kildematerialet er omfattende, som nævnt, og noteapparat og bibliografi er også omfangsrige og nyttige. Endvidere findes en kronologi over årene 1949 til 1966 med hovedvægt på perioden 1956 til 1961, som jo også er bogens fokus.
Som nævnt hæmmes bogens værdi af flere forhold.
For det første en overvældende mængde af informationer om stort og småt, som bliver nærmest listet op i korte sætninger. Vinklen springer hurtigt fra en lokalitet til en anden, og de mange tal bliver ikke summeret op, så man får et overordnet indtryk af, hvordan situationen er i al almindelighed.
Graden og arten af detaljer svinger umotiveret. For eksempel får vi at vide (s. 203) at »...i Nanjing måtte mange arbejdere låne penge, hvorved de pådrog sig en gæld på mellem 30 og 200 yuan«. Hvor mange arbejdere var der mon tale om, og er beløbet en samlet eller en kollektiv gæld?
Eller »for eksempel fik en blind bedstemor stjålet det lille parti ris, hun havde kunnet købe med hjælpekuponer i byen Danyang«, hvilket fører til konklusionen, at enhver form for social sammenhængskraft på landet blev eroderet i »den benhårde kamp for overlevelse«.
Det er svært at forestille sig, at der ikke stadig på landet har eksisteret visse former opbakning til regimet, hvilket også fremgår andre steder, som for eksempel s. 292, hvor det oplyses, at det var en udbredt overbevisning, at formanden var god, mens de lokale kadrer misbrugte deres magt.
Om manglen på overblik skal det retfærdigvis nævnes, at forfatteren selv i sidste kapitel diskuterer det samlede billede og redegør for andre forskeres forsøg på at gøre regnskabet op.
Bestræbelserne går mest ud på at regne ud, hvor mange der døde eller ikke blev født. Det er ikke nogen let opgave, da kaotiske tilstande umuliggjorde korrekte registreringer, og et vigtigt element i hele problematikken var den omfattende svindel med de rapporteringer og statistikker, som nåede den centrale ledelse.
Misinformation fra lavere niveauer til den politiske ledelse er et udbredt fænomen i leninistiske systemer, det var det ikke kun i Kina, men også i Sovjet og Østeuropa. Og det er stadig et problem i Kina.
I dette tilfælde blev forkerte oplysninger om høstens omfang og folks levestandard sendt fra de lavere til de højere niveauer og var en af flere vigtige årsager til hungersnøden.
Et andet problem er, at der kun gøres få anstrengelser for at forklare, hvorfor situationen netop i den grad kunne løbe af sporet i slutningen af 1950erne; Mao var jo leder i mange år både før og efter. Hvorfor sker denne katastrofe netop på dette tidspunkt?
Et tilbagevendende tema er Maos person, som der kun (og hver gang han nævnes) siges noget negativt om. For eksempel skriver forfatteren (s. 49), at Mao ikke interesserede sig for daglige rutiner og »...han var ofte uforskammet over for andre mennesker.« Hvilken rolle spiller mon Maos uforskammethed i forhold til, at partilinjen medførte død og ødelæggelse?
Mao sendte sin »bullterrier« Deng Xiaoping ud i byen (s. 52), og lederne brugte deres »kumpaner« i bølgen af udrensninger (s. 52). Mao var »en snu politiker med et veludviklet instinkt for overlevelse« (s. 123), mens Liu Shaoqi (s. 45) var en beskeden og fåmælt mand, der »...ofte arbejdede til langt ud på natten.«
Liu blev senere offer for den store udrensning under Kulturrevolutionen, men det skal vel retfærdigvis med, at han under Det Store Spring var først nummer 2, siden nummer 1 på toppen af det politiske hierarki, så at fritage ham helt for ansvar virker ikke overbevisende.
Hvis forfatterens analyse er, at Maos personlighed og deraf afledte handlinger var den altovervejende grund til katastrofen, skulle bogen have fokuseret på at forklare dette forhold.
Hvordan var kommandovejene, hvilke institutioner arbejdede ned igennem hierarkier, hvem havde hvilke beføjelser o.s.v?
I stedet bliver det bare taget for givet, at én person havde al magten og manipulerede rundt med de andre til stor skade for et helt land og dets befolkning.
Det bliver ikke engang formuleret klart, men fremgår skjult igennem den måde, fortællingerne udfolder sig.
For eksempel s. 146: »I et moralsk univers, hvor målet helliger midlerne, var mange klar til at blive formandens villige instrumenter, hvorved enhver forestilling om rigtigt og forkert blev sat til side i kampen for at realisere de mål, han forestillede sig«. Sådan var det bare!
Fortæller denne bog os noget nyt?
Ja, lidt gør den, men i betragtning af sin størrelse, ikke så meget.
Den omfattende svindel med rapporteringer har været kendt længe. Den udbredte brug af vold, og den udbredte brug af tildeling af mad som belønning, har undertegnede ikke set så detaljeret beskrevet andre steder.
Ligeledes i hvilket omfang børn og gamle mennesker blev decideret mishandlet - ikke bare led under sult og sygdom.
Men som nævnt er det svært at finde ud af, hvor udbredt disse tilstande var, da de mange detaljer skygger for en samlet forståelse.
Den sande historie om Det Store Spring Fremad er blevet rullet op hen over årene, og kun gradvist er katastrofens omfang blevet kendt.
Da denne anmelder læste kinesisk i 1970’erne, lærte vi, at der var hungersnød under »de tre magre år« 1959-1961, forårsaget af en forhastet omlæggelse til folkekommuner, katastrofale klimaforhold og Sovjets pludselige tilbagetrækning af alle sine eksperter, hvorved et helt industriprogram faldt sammen.
Hvordan de forskellige faktorer vægtede i forhold til resultatet blev ikke klargjort.
Efterfølgende har historikere gravet i kilderne og gradvist afdækket et billede, som viser, at katastrofen først og fremmest var menneskeskabt.
Nærværende bog giver lidt flere detaljer om situationen specielt i landområderne og forhøjer skønnet over ofre, men bidrager ikke med afgørende ny indsigt i, hvordan det kunne gå så galt.
Frank Dikötter: »Maos store hungersnød. Den største katastrofe i Kinas historie, 1958-62.« Informations Forlag.
Hatla Thelle er seniorforsker, sinolog og projektleder
Se også linkboxen på Modkraft.dk, »Folkerepublikken Kina, 1949-«
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96