Studerende, der arbejder som studievejledere, er i årevis blevet underbetalt af Københavns Universitet.
Efter en ihærdig indsat fra den lille, frivilligt drevne fagforening Studenterundervisernes Landsforbund (SUL) har universitetet nu indgået forlig og besluttet at efterbetale mere end 750.000 kroner til de studerende.
Beløbet dækker over systematisk underbetaling for de seneste fem år, hvor de ansatte på den centrale studievejledning er blevet snydt for cirka 40 kroner i timen.
– Vi håber efter at have vundet denne sag, at flere studenteransatte vil få bedre arbejdsvilkår og den rigtige løn. Især i de centrale studievejledninger, og at de danske universiteter vil lytte mere til en lille frivillig drevet fagforening, siger formanden for SUL, Tenna von Cappeln, til universitets egen avis, Universitetsavisen.
Læs artiklen »Studenterfagforening vinder sag mod KU« hos Universitetsavisen
De ansatte på universitetets centrale studievejledning er hidtil blevet aflønnet delvist efter SUL’s overenskomst og delvist efter HK’s overenskomst for kontorfunktionærer.

Efter forliget får studievejledere nu omkring 179 kroner i timeløn for alle deres arbejdstimer, hvor de før kun fik cirka 110 kroner i halvdelen af deres arbejdstimer.
– Vi har i flere år prøvet at få Københavns Universitet til at forstå, at studievejledere kun skal have løn som studievejledere og ikke som kontorfunktionærer. Men der skulle åbenbart over to års sagsanlæg til, før de forstod det, udtaler SUL’s formand Tenna Von Cappeln.
Samtidig er Københavns Universitet gået med til, at studievejlederne i andre afdelinger, som hidtil har fået løn som kontorfunktionærer, fremover skal aflønnes efter SUL’s overenskomst.
Sagen har været undervejs i det fagretslige system i over to år, og forliget blev indgået, før Arbejdsretten havde færdigbehandlet sagen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96